Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1862-08-20)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 20. August 1862

Kjære Biskop Martensen! Deres Meddelelse om Landemodet i Roeskilde har jeg opsat at takke Dem for, indtil jeg kunde antage, at De var kommen hjem fra Bornholm. Hvad vort Landemode angaaer, da er det gaaet med de to Sager omtrent som hos Dem. I Sagen om Kirkernes Benyttelse af fremmed Præst viste der sig en lille, men temmelig heftig Minoritet; det har kun undret mig, at intet Lignende var Tilfældet i Roeskilde. Det er jo muligt, at Flere tænke som Birkedal, der paa en Gjennemreise har besøgt mig, og erklærede sig enig med mig i Ræsultatet (om end ikke i Principet), fordi han mener, at der er allerede givet saa Meget, at man nu bør nøies. I den anden Sag, om de Geistliges Lønning, synes Præsterne af de forskjellige Retninger at være, eller være blevne, conservative. Saaledes er fra dette Landemode, og, saavidt jeg har faaet Noget at vide, ogsaa de andre Landemoder, Resultatet vistnok temmelig klart; men saa er endnu det Spørgsmaal tilbage, hvorledes Ministeren vil benytte dette Resultat; og her seer det misligt ud. — — Professor Clausen, som ogsaa har været i Viborg i denne Ferie, [gav mig en meget sørgelig Forestilling om Ministerens Stilling til disse Sager]. Jeg har ellers havt megen Glæde af at tale med Clausen igjen efter en Deel Aars Forløb. Meget meddeelsom har han jo aldrig været; men jeg synes, han er bleven mere s. 102 modtagelig. Det Skarpe, der jo endnu er i hans sidste Skrift ligesaa fuldt som i de tidligere, var i vor Samtale heelt borte; og i hans Ansigt og Stemme var et Udtryk af Mildhed, som jeg tidligere ikke har seet saaledes, — tildeels vel, fordi vi i væsentlige Punkter vare enige, og fordi han holder af mig fra gamle Dage; men ogsaa hans leilighedsvise Bebreidelse i Anledning af, „at man havde ladet det rette Øieblik gaae forbi“ (til at faae en Kirkeforfatning), var uden al Bitterhed. — Et andet kjært Besøg har jeg havt i disse Dage — af Zeuthen. Vi havde af tilfældige Grunde ikke seet hinanden, siden vi offentlig stode som Modstandere, — og vor Brevvexling har i mange Aar været sparsom; saaledes trænger man til at faae en umiddelbar Fornemmelse af, hvorledes man staaer personlig til hinanden. Han var ganske den Gamle, og vi havde meget at tale om, — skjøndt Confirmationen ikke blev berørt. Med Schelling kunde vi ikke ganske komme paa det Rene, undtagen forsaavidt som han indrømmede, at her er en Deel, som man ikke kan tilegne sig i den Skikkelse, det her har. Jeg meente, at han skulde give os sin Opfattelse i en selvstændig Skikkelse, og det lod til, at han tænker derpaa. — — Nu er han paa Veien til Sjælland; seer De ham, saa hils ham, og sig ham, at jeg har været glad ved hans Besøg. I Fredericia befinder han sig vel. — —

Naar De igjen faaer Leilighed til at skrive til mig, vil De saa ikke fortælle mig Noget om den religieuse Bevægelse paa Bornholm, som De nu har været lidt nærmere? De veed vel, at Trandberg har været Capellan her i Stiftet, og at jeg har ordineret ham. Han blev modtagen med aabne Arme af den Præst, til hvem han tilsidst kom i et meget ubehageligt Forhold. Ogsaa paa s. 103 mig gjorde han et meget godt Indtryk, skjøndt jeg allerede i hans første Prædiken bemærkede Noget, som efterhaanden kunde gjøre ham til en Frikirkestifter, hvorom jeg strax talte med ham og troede, at han forstod mig, fordi han ikke modsagde mig. Efterhaanden kom han sjeldnere til mig, og saae gjerne ned for sig, medens vi talte sammen. Han isolerede sig mere og mere fra Præsterne, hvoriblandt der dog var i det Mindste Een, med hvem jeg troede, at Alle gjerne vilde indlade sig. I de to Aar, han var her, har jeg kun hørt een Prædiken i hans egen Kirke; den fandt jeg ikke meget mærkelig, endog noget mat. Paa en Deel af Beboerne gjorde han stærkt Indtryk, udentvivl mest ved sine Huusbesøg. — — Da han reiste herfra, skiltes vi i Fred, efterat jeg havde sagt min Mening om det Farlige i den frie Stilling, han attraaede. Kort efter fik jeg Anmodning fra ham om en Anbefaling til en Capellanplads; den sendte jeg ham, og yttrede herved min Glæde over, at han søgte en fast Stilling, men rigtignok tillige min Bedrøvelse over den Haardhed, hvormed han i samme Brev havde omtalt sin herværende Sognepræst, der er en meget brav Mand, men rigtignok temmelig langsom baade legemlig og aandelig, — især efter en langvarig Sygdom, og ikke istand til at fremkalde stærke Bevægelser. Dette er det Sidste, jeg har hørt fra Trandberg; thi hvad jeg senere har hørt om hans Virksomhed, er kun løse Rygter. Jeg maa dog endnu tilføie, at skjøndt Præsterne her egentlig slet ingen Forbindelse havde med ham, saa har han dog engang i et Convent (maaskee den eneste Gang han deeltog deri) gjort et godt Indtryk ved den Varme, hvormed han talte om Missionen.

s. 104 Og hermed lev vel for denne Gang, kjære Biskop Martensen! Tænk altid med Venskab paa Deres

O. Laub.

En Hjertesorg har jeg havt i forrige Uge, da vor gamle Domkirke, paa Grund af det sidste Syn, efter Ordre fra Ministeriet, blev lukket, uden at Nogen kan sige os, naar, eller om den igjen bliver tagen i Brug.