Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Hans Lassen Martensen (1862-08-28)

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 28. August 1862

Hjertelig Tak, kjære Biskop Laub, for Deres sidste Brev. Jeg gaaer strax over til at meddele Dem Noget om min bornholmske Reise, paa hvilken jeg i det Hele har havt det fortræffeligt, og som jeg maae henregne til mine interessanteste Visitatser. Trandberg vil ikke lade sig indordne, men er besluttet paa indtil Videre at fortsætte sin omflakkende Virksomhed. Hvad den ved ham fremkaldte Bevægelse angaaer, da har den vistnok adskillige usunde Elementer i methodistisk Retning. Dog kan den ikke siges at have nogen ondartet Charakteer. Jeg har ikke blot talt med Trandberg, men ogsaa med flere Deputationer, der kom til mig med Petitioner om, at jeg vilde udvirke Tilladelse til, at de bornholmske Kirker paa Tider, da det ikke colliderede med den sædvanlige Gudstjeneste, maatte indrømmes Trandberg, hvilke Andragender, der saa at sige mødte mig over hele Øen, samtlige fik et udførlig motiveret mundligt Afslag fra min Side. Men baade i de skriftlige Petitioner og i de mundtlige Samtaler yttrede man Agtelse og Hengivenhed s. 105 for de ansatte Præster, erklærede, at man vilde blive paa vor lutherske Folkekirkes Grund, vilde Intet vide af Frimenigheder, men meente kun, — at Trandberg havde en saa særegen Gave til at vække Livet, og at de andre Præster vare mere skikkede til at pleie Livet, naar det først var vakt. Trandberg er for en meget stor Deel af den bornholmske Befolkning Idealet af en Prædikant, og det har gjentagne Gange truffet sig, at en Bonde, som vilde sige mig en Compliment, sagde, at Biskoppen prædikede accurat som Trandberg. Det var forøvrigt en Glæde at udføre Visitatsgjerningen. Heelt igjennem vare Kirkerne overfyldte af opmærksomt lyttende Mennesker, og paa flere Steder stode Mange udenfor og søgte at opfange Ordet gjennem de lukkede Kirkevinduer. Paa et enkelt Sted blev under Trængselen en Rude slaaet ind midt under Katechisationen.

Det Indtryk, jeg har modtaget af af Bevægelsen, er vistnok blandet; men ingenlunde kan den ubetinget fordømmes. Til Trandbergs Forsvar tjener det Factum, at Kirkebesøget hos de ansatte Præster ikke er aftaget, men tvertimod meget tiltaget efter hans Optræden. Til Skyggesiderne maa henregnes: Hovmod og haarde Domme, hvori Trandberg ogsaa selv i høi Grad har gjort sig skyldig, medens man rigtignok faa Uger før min Ankomst begyndte at moderere sig, og ligeoverfor mig altid har iagttaget stort Maadehold. Det methodistiske Væsen viser sig ogsaa i en Sammenblanding af Lov og Evangelium, og viser sig særligt i Henseende til Dands, Spil og andre verdslige Forlystelser, der betragtes som førende til Helvede. Om alt dette maatte jeg særligt udtale mig baa.de i mine Taler og Katechisationer.

Trandberg selv synes at være uklar og inconseqvent s. 106 og modificerer sine Anskuelser fra Tid til Tid, naar han mærker, at han er gaaet for vidt. Han er haardnakket i at fastholde, at han har et guddommeligt Kald til denne omflakkende Virksomhed, hvormed sikkert ogsaa den Følelse er forbunden, at han næppe vil kunne holde sig i Længden paa eet Sted, fordi hans Taler ere saa fulde af Gjentagelser og i Længden trætte; hvorfor han efter nogen Tids Forløb trænger til nye Tilhørere. Men jeg antager om ham, at det er hans oprigtige Villie at blive paa den samme Kirkegrund. Han har troligt fulgt mig saa godt som paa alle Visitatser, har i al Taalmodighed taget imod den Polemik, som der faldt af, har paa det bestemteste erklæret, at han i Henseende til Læren i Eet og Alt var enig. Han indrømmede, at han i Anvendelsen maaskee stundom kunde have feilet, erkjendte, at det ikke var saa let at lede en Opvækkelse, som han i Begyndelsen havde meent, og at han vel skulde vogte sig for at danne Frimenigheder. Han er et meget smukt Menneske, og der er noget Rørende over ham. Skjøndt jeg stundom tog ham noget skarpt, kunde jeg dog i mit Inderste ikke andet end have en Deel tilovers for ham. Da jeg talede til ham om de Farer, der vare forbundne med at indtage en saadan Stilling, yttrede han, at De, kjære Biskop Laub, ogsaa havde henledet hans Opmærksomhed derpaa. Han har med Haand og Mund lovet mig, at han, ihvor det saa gaaer, vil blive paa den evangelisk lutherske Grund og prædike Christi rene Evangelium. Han har bedet mig, at jeg vilde betragte ham under Synspunktet af den Discipel — Luc. 9 —, der uddrev Djævle i Jesu Navn, og de andre Disciple vilde forbyde ham det, fordi han ikke fulgte med dem, men Herren sagde: „Forbyder ham det ikke, thi hvo, som s. 107 ikke er imod os, er med os! Jeg har lovet at betragte ham saaledes, saalænge som han i Sandhed ikke er imod. Men jeg har tillige søgt at gjøre det indlysende for ham, at han nu staaer paa et Vendepunkt, hvor han ikke længe kan blive staaende.

Saaledes staae Sagerne, kjære Biskop Laub. Jeg hengiver mig ikke til Illusioner, thi endnu kan dette jo — som alle Opvækkelser — slaae ud til hvad det skal være. Men for Øieblikket troer jeg, at det er lykkedes at udøve nogen modererende Indflydelse. Alt vil her beroe paa Trandberg selv, om hvem jeg dog endnu troer at burde nære et Haab til det Gode. Hans Helbred er desværre ikke godt, og han skal have skadet sit Bryst ved ideligt at prædike 3 Timer ad Gangen — —

Deres hengivne

H. Martensen.