Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1863-03-25)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 25. Marts 1863

Jeg maa begynde denne Gang med en Tak, fordi De har tænkt paa mig i Anledning af min Broders Død. Han var 12 Aar yngre end jeg, og vor første Omgang bestod i, at jeg gik med ham paa mine Arme; og da jeg var bleven Præst i Nærheden af Frørup, inden han s. 120 kom hjemme fra, og han kom tilbage som Capelian, inden jeg forlod Fyen; da han var og blev et Barn af vort fælleds Hjem, hvor ogsaa min Kone havde levet nogle Aar, medens han var Dreng, saa kan De vel tænke, at der var bestandig en inderlig Forbindelse imellem os, om end Forholdet forandredes, da vi bleve mere jævnaldrende. Jeg troer ikke, at jeg i senere Aar paa nogen særlig Maade har baaret ham eller bidraget til bans Udvikling, hvormed han gik stille for sig selv. Han var ængstelig — maaske lidt for ængstelig — for at drages ind i Forbindelser, hvor han kunde blive overvældet, — hvortil der jo for Resten netop i hans Egn var Anledning, og han blev derfor helst i de gamle Forbindelser. En Grund til denne Tilbageholdenhed var vel ogsaa hans Helbred, som aldrig var stærkt. Paa denne Maade blev han til noget Heelt og Sundt. Forøvrigt stod han mig for nær i nedarvede Sympathier og Anskuelser, til at han kunde udøve nogen egentlig vækkende eller fremmende Virkning paa mig; men De veed, hvor godt det gjør at have En, af hvem man strax og uden mange Ord er forstaaet. Han blev meget tidlig Præst, fordi vor gamle Fader trængte til ham, og det gjorde mig dengang ondt for ham, at han ikke kunde leve nogle Aar som Candidat; men det viste sig strax, at han ikke havde Skade deraf. Allerede hans første Prædiken — han maatte begynde sin Tjeneste, inden han var ordineret, og denne Prædiken var den første, han havde skrevet — overraskede mig, ikke fordi den indeholdt Spirer til noget Overordentligt, men fordi han var fuldstændig paa det Rene med Maal og Vei, — ganske anderledes end min Begyndelse havde været. Han holdt sine Prædikener noget stivt og monotont, og s. 121 det varede længe, inden han kunde slippe Papiret (ikke heri, skjøndt ellers i Meget, netop med Hensyn paa Prædiken, lignede han vor Fader, hvad De maaskee vilde slutte af en Yttring i Mynsters Meddelelser, der kun passer paa den Tid, hvorom den er brugt), og jeg vilde derfor næsten hellere læse end høre dem. Dermed kunde jeg tildeels vedblive herovre; og paa denne Maade og ved Breve, hvori hans Inderste kom frem, og som jeg fik, ikke hyppigt, men stadigt, indtil faa Maaneder før hans Død, vedbleve vi at leve med hinanden. Paa hans Død vare vi forberedte; men den kom paa en Tid, da han syntes at være i Bedring. I den sidste Nat var han ene med sin Hustru, kunde næsten til det sidste Øieblik tale; noget af det Sidste han sagde, var Grundtvigs Vers: „Kom i den sidste Nattevagt osv.“ Da jeg kom og saae hans Enke, var der et Gjenskin af denne Afsked over hende, mere Glæde over det Liv, hun havde levet, end Frygt for det, som forestod, uagtet hun med sine 5 Smaae gaaer ogsaa i oeconomisk Henseende en trang Tid imøde. Saaledes er denne Begivenhed ogsaa for mig bleven en af dem, hvorved man lærer „at sige Verden ret Farvel“, saa mildt og fredeligt, som muligt. De veed, at min Broder var en af Deres troe Disciple; Deres Portrait (det ældste, som han havde været med at tilveiebringe) var, om jeg ikke husker feil, den eneste Prydelse i hans Studerekammer. Jeg maa endnu tilføie, at de Breve, hvoraf nogle Fragmenter findes i den Mynsterske Samling under Benævnelsen „til Frørup Præstegaard“, ere til min Broder. Et Bilag til disse Meddelelser tænker jeg om kort Tid at kunne sende Dem.

Hvad De i Deres sidste Brev meddeler om Bibeloversættelsen er mig vel tilpas, omendskjøndt De maaskee s. 122 af mine tidligere Yttringer har faaet det Modsatte ud. Jeg vidste ikke, og veed endnu ikke, hvorledes og af hvem Hermansen har faaet dette Hverv. Jeg forudsatte, at det, paa en eller anden Maade, officielt var overdraget ham, hvoraf maatte følge, at hans Arbeide væsentlig maatte benyttes. Jeg mener vistnok, at Lindbergs Oversættelse i Meget er heldigere, at Hermansens tidt er for prosaisk, altfor ængstelig for Nøiagtigheden og Forstaaeligheden, undertiden næsten commenterende. Men hvad jeg har imod Lindbergs, er ikke blot Vilkaarligheder og Friheder (ikke Platheder, som i de historiske Skrifter) i det Enkelte, som let kunde udslettes, men ogsaa noget Gjennemgaaende, en Stræben efter en poetisk Form i Inversioner o. desl., som ikke passer for en kirkelig Oversættelse, om den overhovedet passer og virkelig svarer til Textens Eiendommelighed. Jeg mener derfor, at Lindbergs ikke er skikket til at lægges til Grund ved en Revision, om den vel vil komme meget til Nytte. Især er jeg fuldstændig enig med Dem angaaende den Ret, der tilkommer det Arvede, det, som er Menighedens Eiendom, og mener, at der egentlig aldrig burde været Tale om Andet end om „Revision“, hvorunder jo enhver ønskelig Forandring kan komme med. Hvad jeg havde imod en Commission, var kun Besværligheden ved her at naae til et Resultat, og den lange Tid, som den vilde behøve. Jeg synes, at der var Intet til Hinder for at faae denne Commission nedsat strax. Vel indseer jeg, at det Enkelte ikke kan gjøres færdigt, før det Hele foreligger; men der var dog Meget og megen Tid vunden, naar man ved at gjennemgaae den første Prøve, kunde enes med Oversætteren om de Principer, hvorefter der maatte arbeides videre. s. 123 At den gamle Oversættelse er ubrugelig, saa at man for Tiden ingen Oversættelse har af det gl. Test., det er ikke min Mening (en af mine Bekjendte er netop i Anledning af Hermansens Oversættelse, ved at sammenligne, til sin Forundring kommen til samme Resultat); men det er nu sagt saa tidt, at det troes, og følgelig virker, som om det var sandt. Jeg mener derfor visselig, skjøndt jeg glæder mig til en ny Oversættelse, at det har ikke større Hast dermed, end at det første Hensyn maa blive at faae noget Godt.

Bevægelsen imod Præsteeden har gjort et ubehageligt nedslaaende Indtryk paa mig; den vidner om en Aand, som der mere og mere vil blive at kæmpe imod. Det er den samme Tendents, som vilde afskaffe C0nfirmationen, eller give den fri, eller holde paa den, men saaledes, at dog det 3die Spørgsmaal skulde udelades; man vil holde Alt, men Intet love. Jeg mener, at skjøndt man vistnok ikke holder Alt, hvad man lover, saa holder man dog Intet, naar man ikke engang, og det ret alvorligt, har lovet det. Man betragter et Løfte kun som et Aag, og kjender ikke Velsignelsen deri. — — — I den nærværende Bevægelse er vistnok et Forsøg paa at tilsløre Forpligtelsen paa de symbolske Bøger, og tillige, mener jeg, paa at frigjøre sig for Sjælesørgerpligten (Forholdet til Sognemenigheden). Men her viser sig ogsaa en Mangel paa Sands og Respect for Historien (i en Tid, da der drives Afguderi med historiske Bagateller); deri maatte man kunne forstaae, at hvad der har og maa faae Skikkelse af den Tid, hvori det er blevet til, ligefuldt kan komme til Anvendelse under forandrede Forhold, og behøvede ikke at klage paa eengang over, at Eden binder for stærkt, og at den overlader for Meget s. 124 til Samvittighedens Forklaring. Det er ikke saa underligt, at de Unge ikke see, hvor man vil hen (nogle af mine unge Venner have bagefter erklæret sig for „overrumplede“); men det er sørgeligt, at deres Tid skal optages paa denne Maade, og at de skulle lære, det er dem (ikke oἰ πρɛσßuτɛρoι, men oἰ. vɛωoτsρoι), fra hvem det Bedre skal udgaae. Det er sørgeligt, naar de lære at oversee det Ansvar, man paatager sig ved at give sin Stemme til Noget, hvorom man mener at have en Overbeyiisning.

Jeg er bleven anmodet om at virke for den paatænkte Diaconisseanstalt, men kan desværre ikke gjøre det med saa fuld Overbeviisning, som det maatte ønskes. Det havde været heldigt, om der var givet dem, hvis Medvirkning man ønskede, noget mere Underretning end ved en Henviisning til, hvorledes disse Anstalter see ud andensteds. Men ogsaa ved Tanken i Almindelighed, ihvor smuk og christelig den end er, er der Noget, hvormed jeg ikke kan komme paa det Rene. Den apostoliske Tanke var, at Enker skulde udvælges, saadanne, som havde endt deres Tjeneste i Familien, som ved Livets Gang, imod deres Villie og oprindelige Bestemmelse, vare førte bort fra den. Nu er det Piger, man tænker paa, endog unge Piger (fra det 18de Aar). Man vil ikke modtage noget Løfte, men forudsætter dog, at de skulle hengive sig ganske til denne Tjeneste. Det forekommer mig, at de „qvindelige Pleieforeninger“, som nu opstaae næsten overalt, som for største Delen bestaae af Huusmødre, der have meget Andet at varetage, men forskaffe sig Tid til at besøge Syge og Fattige i en vis overtagen Kreds, og medvirke til, at den private Gavmildhed kan blive anbragt ret, og efter Evne til, at s. 125 ogsaa en christelig Sjælepleie kan forbindes dermed, — at disse Foreninger, (og flere lignende, — Børne-Asyl-Foreninger o.s.v.) vel kunde betragtes som evangeliske Diaconisse-Indretninger. Det forekommer mig, som om man ved Diaconisseanstalterne vil have et Embede, og ikke nøies med en Tjeneste. Pleieforeningernes Huusmødre kunne naturligviis ikke overtage den directe, stadige Sygepleie; naar de naae, hvad de ville, maae de trænge til „tjenende Søstre“ af lavere Grad. Men just i denne Henseende har jeg endnu en Bemærkning. Diaconisserne, saaledes som man nu forestiller sig dem, behøve en Dannelse; de maae derfor (væsentlig, jeg tænker, Erfaringen bekræfter det) udgaae fra de dannede Classer; de Udannede kunne ikke blive „Søstre“. Og saaledes kunde der frygtes for, at man ved disse Anstalter er i Begreb med at berede en særlig „trang Vei til Livet“ for det christelige Aristocrati — —. Jeg troer, man feiler ved at ville samle det Meget af denne Art, som rører sig i vor Tid, og organisere det i Eet, istedetfor at lade det udvikle sig frit i de forskjellige Retninger og Skikkelser. Og er det Uret, naar man har kaldet denne Tendents katholiserende? Dømmer jeg skjævt eller haardt, saa viis mig, kjære Biskop Martensen, at jeg har Uret! — — —

Dersom der iaar var blevet et Bispemøde, som nu i alt Fald bliver udsat til Efteraaret, havde Engelstoft paataget sig at føre „Præsternes Selvcommunion“ paa Bane. Er det ikke en Indledning til den stille Messe?

Men det er paa Tide, at jeg ender dette Brev, fordi jeg allerede har rørt ved altfor mange Strenge. Ja kunde jeg sidde ved Deres Side, saa var jeg endnu ikke færdig: Naar det kan skee, veed jeg ikke.

Deres O. Laub.