Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1863-05-05)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 5. Mai 1863

Kjære Biskop Martensen! Det er kun tilfældige Omstændigheder — —, der indtil nu have forhindret mig i at meddele Dem, at jeg allerede i Løverdags havde den Tale, som De holdt Onsdagen forud, og allerede samme Aften læste den anden Gang i min lille Kreds. Jeg troer, det vilde have glædet Dem at bemærke det Indtryk, som den her gjorde. Jeg pleier ved saadan Leilighed at lade mine Tilhørere, især de qvindelige, gjøre deres Bemærkninger, før jeg selv siger Noget. Det var især to Ting, som ved denne Tale greb dem: den Myndighed, hvormed der blev talt, og den Text, De havde vidst at finde; og jeg har for mit eget Vedkommende ikke Meget at tilføie. Da De for kort Tid siden forberedte mig paa, at De vilde forhandle denne Sag: „Apostlenes Inspiration“ i en Ordinationstale, da vil jeg bekjende, at jeg ønskede, at De havde valgt en anden Maade at udtale Dem paa, hvorved De ikke hindredes af de Hensyn, som nu Tid og Sted og den Handling, hvortil Talen hørte, maatte paalægge Dem. Men efter at have læst Deres Tale, maae jeg dog troe, at De har s. 132 valgt det Rette. Det, hvorpaa det kom an, var ikke udførligt at gjentage, hvad der er sagt mere end een Gang baade af Andre og af Dem selv, men at sige det, hvorom det gjaldt, med det Eftertryk, som Stedet og Handlingen og det Skriftord, hvortil Talen knyttedes, og som dog her fik en væsentlig anden Plads end i en Afhandling, maatte give det, at sige det med den kirkelige og apostoliske Myndighed; det, hvorpaa det kom an, var, som De selv siger, S. 9, at komme fra de Lærdes Skoler ind i Kirken. Og idet De saaledes har holdt Dem til det Ene, hvorom det gjaldt, har De vidst — hvad jeg ikke havde troet muligt — at faae alt det med, som maatte tages med, saa jeg ikke veed, at jeg savner Noget. Hvad De har sagt imod den Paastand, at Skriften er et dødt Ord, eller om Aanden, som er den samme, nu og da, men just derved, at Forskjellen bestaaer ukrænket, dette og det Øvrige, som berører Stridsspørgsmaalene, kunde vist ikke være sagt mere indtrængende og slaaende end det her er skeet. Tak — — for dette levende, klare, kraftige Vidnesbyrd! Gid det maa gjøre sin Virkning langt omkring! At det skal omvende Grundtvigianerne, kan man vel ikke troe; men det vil dog vel lære dem at tale forsigtigere, det vil ogsaa maaskee bringe Nogle til Eftertanke om, hvortil det maa føre hen, naar man vil være en Troende og have en Kirke, uden at have Skriften og Apostlene med; og det vil sikkert tjene Mange til Bestyrkelse, som ikke kunne undvære det skrevne Ord, men ikke vidste, hvad der skulde svares paa den forvirrende Tale.

— — — Jeg har nu faaet 2. Deel af Baggesens „philos. Nachlass“. Tiden — — — har ikke tilladt mig at læse Alt, men jeg troer, at jeg har faaet det med, som s. 133 meest maatte interessere mig, det, der især vedkommer, hans Personlighed og aandelige Historie, og det har i høi Grad tiltrukket mig. — — Hans Søn har vist Ret i, at han ved sit Livs Ende var ganske en Christen, om der end fattedes Noget i hans Christendom; thi hvad der manglede, var vist holdt aabent, og ikke udfyldt med noget Andet, med noget Benægtende. Naar mankjenderBaggesen fra denne Side, kan man umulig kalde hans „Adam og Eva“ en letfærdig Travestie. Ihvad man kan have imod hans Opfattelse af Synden og dens Oprindelse, maa man linde dyb Alvor i dette Digt, og i poetisk Henseende maa det vel staae høiest blandt Alt, hvad han har skrevet. Slangens Samtale med Eva er dog et sandt Mesterværk. Men er det ikke sørgeligt, at B. har skrevet sit Bedste paa Tydsk? Mon ikke hans Liv i Kbhvn. var blevet et heelt andet, dersom man dengang havde kjendt ham, som han nu, saalænge efter sin Død, viser sig for os? — — Forøvrigt kan B. vel ogsaa tjene til Beviis paa, at Skriften er mere end et dødt Bogstav, baade ved den Maade, hvorpaa han selv er kommen til Christendommen, og ved den Virkning, hans efterladte Skrifter kunne gjøre til Berigtigelse af det Indtryk, hans levende Nærværelse har gjort. — —

Deres hengivne O. Laub.