Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1863-07-18)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 18. Juli 1863

Kjære Biskop Martensen! Den Tale ^*)Over Arveprinds Frederik Ferdinand. som De sidst har sendt mig, og hvorfor jeg først nu, imellem Landemodet s. 134og en Visitatsreise, kan komme til i al Hast at bringe Dem min Tak, hører jo til dem, om hvilke man i Almindelighed mener, at Taleren maa være tilfreds, naar han kan faae at høre, at han er kommen vel derfra, og hvori man ikke venter at finde noget dybere Indhold. At det her er ganske anderledes, at De har gjort et alvorligt Indtryk paa Alle, som have hørt (En af dem har jeg talt med) og læst Deres Tale, ved den eiendommelige Maade, hvorpaa De har vidst at lade den almindelige Gravtanke, al menneskelig Herligheds Forfængelighed, komme os nærmere i Tanken paa vort gamle udtørrede Kongehuus, og derved at aabne en Plads, hvor en i sig selv ubetydelig Personlighed kunde med sine mere private Forhold faae Betydning, det har De sikkert allerede hørt fra mange Sider. Jeg har ved Læsningen af den været hensat i den gamle Tid, da vi toge Hatten af for alle kongelige Personer, og med Veemod følt, at den Blomst er visnet. Jeg kan endnu tilføie, at jeg har ligesom hørt Deres Tale fra den kjære gamle Domkirke, hvor den saa ganske passede.

Hvad Deres Ordinationstale angaaer, og den Modtagelse, den har fundet, da har det især overrasket mig, at man bebreider Dem, at De har gjort i en Tale til Præster, hvad man selv gjør idelig fra Prædikestolen for Menigheden.

Paa vort Landemode ^*)Se Evang. Ugeskr. 1863, Nr. 12—13. har Christiani bragt sin Sag til Forhandling. Han begyndte saa smukt, roligt og med saamegen Omhu for at undgaae Anstød, at det tegnede til i det Mindste at skulle ende fredeligt. Men da han paa min Anmodning om en nærmere Forklaring blev s. 135siddende og lod Cand. Kragballe, som var fulgt med ham, reise sig, gav dette Anledning til en Episode, som endte med, at det kunde ikke tillades Kr. at tale; og derefter forholdt Christiani sig saa temmelig passiv, ja forlod endog med Kragballe Kamppladsen, førend Forhandlingen var erklæret for sluttet. Saaledes er han: jeg troer vist, at han er kommen med det oprigtige Forsæt at udslette det Indtryk, som hans tidligere Udtalelser om Skriften have gjort; men saa blev han stødt og lod det Hele gaae sin skjæve Gang. Jeg troer ogsaa, at han har skjønnet paa, at jeg har villet skaffe ham Plads for denne Forhandling; maaskee han, naar vi igjen sees, vil indrømme, at han har handlet upassende imod mig, men han vil vel til andre Tider lade det Hele gjælde for et Martyrium. — -—

Hos mig seer det for Tiden ikke ret glædeligt ud, da min Svigerinde, som er saa Meget for mig og mine Børn, i omtrent et Fjerdingaar har været betænkelig syg, og vi endnu ikke vide, om vi tør troe, at hendes Tilstand er i Bedring. Gid jeg fra Dem maa høre alt Godt!

Deres hjertelig hengivne

O. Laub.