Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1863-09-11)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 11. September 1863

Kjære Biskop Martensen! I det Brev, som De allerede for 1½ Maaned siden sendte mig fra Udby Præstegaard, — — var der især Eet, som meget maatte glæde mig; det var Deres Antydning af, at De nok vil optage det grundtvigske Spørgsmaal paany. Det viser sig mere og mere, hvor Mange der ere, især blandt de Unge, som ikke kunne forstaae Skriftens Plads i en levende, vidnende Menighed, som mene, at Forholdet mellem Skriften og Kirkens Bekjendelse er et Enten—Eller, at man enten maa være Grundtvigianer eller overgive Alt til en rationalistisk Vilkaarlighed og bestandig begynde forfra paa bar Bund; der ere Mange, hvem de seneste Udtalelser om Skriften have forarget, men som dog have ondt ved at modstaae denne Dragen henimod „den kirkelige Anskuelse.“ Dem er det paa lide at komme tilhjælp, og Ingen kan gjøre det med saadan Klarhed og Sikkerhed som De. Jeg glæder mig inderlig til at faae Noget herom fra Deres Haand, hvori De vil kunne tage Meget med, hvorfor der ikke var Plads i Deres Ordinationstale, eller som der kun kunde antydes.

— — — Med Trandberg tog det da en sørgelig Vending, hvorfor jeg har frygtet, og imod hvilken jeg har advaret ham omtrent fra det Første, vi mødtes, og der er neppe Grund til at haabe af ham den Charakteerstyrke og Selvfornægtelse, som hører til at gjøre dette Skridt tilbage igjen, som Lammers. — — Da „hvert Medlem af Menigheden skal særlig optages,“ — — og da denne særlige Optagelse dog vel maa beroe paa en særlig Prøvelse, saa er jo hermed principielt Barnedaaben forkastet; og vil man ikke skride til i Virkeligheden at s. 138 afskaffe den, saa kan jeg ikke see, at der er Andet at vente end enten at Barnedaaben (altsaa Daaben) bliver det, der Intet afgjør om Optagelsen i Menigheden, eller at det Særegne ved denne Menighed maa holde op, naar den er dannet, naar den ikke længere skal recruteres ved Optagelse udefra, men ved Børn, som fødes i dens Skjød. — —

Med min Svigerindes Helbred har det i den sidste Tid taget en glædelig Vending; hun kan nu, efter et Fjerdingaar, igjen være lidt oppe, og der er Haab om, at Sygdommen kan ganske overvindes.

— — — Paa Deres Breve og Deres Venskab skjønner jeg altid inderligere og taknemmeligere.

Deres O. Laub).