Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1864-01)

Fra Laub til Menighederne i Viborg Stift
Viborg Bispegaard i Januar 1864

Fred være med Eder! — Dersom dette kun var et menneskeligt Ønske, da var der liden Udsigt til, at det i dette Aar skulde gaae i Opfyldelse; men det er vor Herres Jesu Christi egen Forjættelse. Og skulde jeg da ikke med fuld Fortrøstning i hans Navn sige dette Ord til de Menigheder, hos hvilke han har anviist mig min Tjeneste? skulde jeg ikke tænke paa, at han har sagt til sine Sendebud: „hvor I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus! og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham“ * .

„Om Aftenen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og sagde til dem: „Fred være med Eder“ ** ! — og hermed begyndte han ligesom et nyt Aar for dem, en ny Afdeling af deres Liv, der skulde blive endnu bedre, end den forrige havde været. Det var, som om han med dette Ord vilde lukke Dørene op for dem, at de skulde gaae frit ud og ikke frygte for s. 155 den Verden, som de nu havde faaet Magt til at overvinde. — Med det samme Ord er han jo ogsaa kommen til os, ikke blot eengang, da vort Liv i denne Verden var ved at begynde, men ogsaa nu paany, „om Aftenen“, da det gamle Aar var ved at gaae til Hvile. Det endte mørkt og truende, med Frygt og bange Forventelse af de Ting, som skulde komme over Jorderige; vort Land og Folk har i lang Tid ikke svævet i saadan Fare; og dertil kom en stor Sorg, en Landesorg: uden at vi vare beredte derpaa, blev vor bedste Støtte tagen fra os. Saa kom Julen; og Mange meente vel, at den kunde ikke have nogen Glæde for dem; maaskee de, med hvem de skulde glæde sig, de Kjæreste, de Uundværligste, allerede vare kaldte bort fra dem. Men alligevel kom Julen og sagde, som den altid har sagt: „See, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket“, og Englene priste Gud og sagde: „Fred paa Jorden!“ Saa kom det nye Aar og blev allerede paa sin første Dag ligesom døbt i Jesu Navn, døbt til at være et Naadeaar fra Herren. Saaledes har da nu Jesus lukket Døren op og sagt: „Fred være med Eder“, Fred i det nye Aar! og det bekymrer ham ikke, og maa da ikke heller bekymre os, at alle Tidens Tegn synes at vise hen til noget ganske Andet. Her er den Grund, hvorpaa vi maae sætte vor Fod, om vi skulle staae fast; ihvad der kommer, maae vi sige: Han har sagt, at det skal blive til Fred, saa maa han og holde det.

Naar vi fra Jesu Ord vende os til den Verden, hvori det skal opfyldes, og, som naturligt er, gjerne ville vide Noget om Veien og Maaden, saa faae vi intet Svar, men maae gjette os frem. Ligesom i Naturen Alt i disse Dage staaer stille, stivbundet af Vinterkulden, saaledes s. 156 er det og med disse Begivenheder, hvorpaa vi vente, de have endnu ikke begyndt at bevæge sig fremad. Naar da de frosne Vande smelte, da kunne de maaskee svulme op til en rivende Strøm, som vælter sig hen over Jorden og styrter Meget af vor Lykke og Glæde omkuld; saavidt vi kunne see, er det netop dette, der forestaaer os, og skal det ende med Fred, vil den blive dyrt kjøbt. I Jesu Ord indeholdes ingen Beskrivelse af Aarets Begivenheder, deres Gang og Ende; men at det kan komme, som vi frygte, og at han ligefuldt kan holde, hvad han lover, det ligger i hans Ord; han taler om sin Fred, han siger: jeg giver Eder ikke, som Verden giver; i Verden skulle I have Trængsel *) . Da han kom til de elleve Disciple, viste han dem Naglegabene i sine Hænder, og vilde derved ikke blot minde dem om sit Kors, men ogsaa om det, som nu skulde lægges paa dem, minde om, at den, som ikke vil tage sit Kors op og følge ham, er ham ikke værd. Men saa føier han til: værer frimodige! jeg har overvundet Verden. Dette er vel ikke Andet, end hvad vi ved hvert nyt Aars Begyndelse maae vide; der skulle ikke komme idel gode Dage, men ogsaa saadanne, hvori vor Tro skal prøves og vinde ny Styrke, og da skulle alle Ting tjene dem til gode, som elske Gud. Og naar det nu synes at skulle komme i større Maal, naar et Kors er beredt, som skal lægges paa det hele Folk, saa vil det jo sige, at nu skal det stærkere end ellers prøves, hvem der virkelig hører til hans Folk, hvem der vil holde ud med ham, med Glæde dele hans Lidelsers Samfund, og ikke tvivle om, at just dette er Fredens Vei.

s. 157 I saadanne Tider som den nærværende, da det ikke gjælder om de enkelte Menneskers daglige Kors og Strid, hvoraf Hver skal have sin Deel, men da det gjælder det hele Land og Folk, er det godt at tænke tilbage paa, hvad Gud har gjort tilforn imod dette Folk, hvorledes han har frelst det af lige saa store Farer; det syntes tidt at være sin Undergang nær, men reiste sig igjen. Herved oplives Kjærligheden til det Land, Gud har givet os, og Modet styrkes til at lide og stride for det, til at holde sammen i Nødens Dage, og Haabet styrkes om, at Gud vil være med os som med vore Fædre. Det er godt, om Lærerne i Skolerne ville fortælle Børnene Noget om de gamle Dage, om Valdemarernes Dage, om Dannebroge, der kom som en Gave fra Himlen og siden har været med i alle baade gode og onde Tider, og om Frederik den Tredies Dage, om den Konge, som vilde døe i sin Rede, og hvem Gud derfor gav at leve og frelse sit Folk. Men mon dette er nok? mon det er nok at komme ihu, hvad Gud har gjort for dette Folk, og glemme, hvad han har gjort længe før den Tid for alle Folk? mon man kan tage sin Tilflugt til den almægtige Gud, naar man har glemt Veien, som fører til ham? mon man kan bære Korset og stride under Korsets Fane, naar man ikke veed, hvorledes Korset er blevet til et Seierstegn? ja mon man kan have den rette Tillid til det hvide Kors i Dannebroge, naar man har glemt det sorte Kors paa Golgatha?

Der er Eet, som altid maa tages med i Beregningen, endogsaa af dem, som kun paa menneskelig Viis ville dømme om Tiderne og opmuntre hverandre til at holde ud; det er den gode og retfærdige Sag, hvorfor der strides. Det er en stor og uundværlig Trøst, især s. 158 for et lille og svagt Folk, som staaer ene i Kampen, at kunne sige, at det har ikke villet gjøre Uret, det har stræbt at bevare Freden, men nu kan det ikke længere, det maa stride for sin hellige Arv, som Gud har givet det at værne om og staae til Ansvar for; saa maa Gud hjælpe, om ingen Anden vil. Og dog er der endnu Eet, som maa tages med i Beregningen, dersom den skal blive rigtig; dersom vi og tør troe, at vor Sag er god og ret, er der dog endnu Eet, som der maa spørges om, ja hvormed vi først og fornemmelig maae komme paa det Rene, nemlig dette: om ogsaa vi, vi selv, ere de rette, gode og troe Tjenere, som ere værdige til at stride for denne Sag og hjælpes heri. Dersom vi nu tage det alvorligt med dette Spørgsmaal og ikke gaae uden om det, ikke heller nøies med, hvad vi selv kunne finde paa at sige til Opmuntring for hverandre, saa faae vi et Svar, som synes at slaae alt vort Mod til Jorden; thi saaledes svarer Guds Ord: „Der er Ingen retfærdig, end ikke Een; der er Ingen forstandig, Ingen, som søger efter Gud; Alle ere afvegne, de ere tilsammen blevne uduelige; der er Ingen, som gjør Godt, der er end ikke Een“ *) . Og dog er dette Begyndelsen til den Trøst, som kan holde ud; ville vi tage imod dette strenge Ord, troe, at det taler Sandhed, og give Gud Æren, saa kommer Freden. Thi saa siger Guds Ord igjen: der er dog Een retfærdig, Een, som ikke er afvegen og ikke bleven uduelig, Een, som har gjort, hvad der skal komme os Alle tilgode; og Han er kommen fra Gud, og Ham har Gud givet al Magt i Himlen og paa Jorden. Ham maae vi holde os til, da blive vi Guds Folk, og vor Sag bliver s. 159 hans egen Sag. Dersom Han er i vor Midte, som altid hører Gud til, da maae og de, som han holder fast ved og fører frem, høre Gud til, og sin Eiendom maa Gud forsvare. Men hermed bliver da egentlig Sagen vendt om: det er ikke længere vor Ret, vi have at stole paa, men Guds Naade. Hvor ofte have ikke Menneskene trodset saaledes paa deres retfærdige Sag, den Ret, de havde iblandt Mennesker, at de derved have mistet deres Ret hos Gud! Det Første, der maa gjøres, det er dog, at vi opgive al Ret, d.v.s. overgive den ganske til Gud, lade ham alene have Ret, lade ham have sine egne Veie og sine egne i anker, der maae være saameget høiere end vore, som Himlen er høiere end Jorden *) , lade ham have Ret til at revse den, han elsker, og tugte, om end nok saa haardt, hver Søn, som han antager sig **) . Dette er Guds Ret, hans guddommelige, faderlige Ret; ved denne skulle vi komme til vor Ret, vor Børneret, som beskrives i de Ord: „Dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte, og ikke Bøitt‘ ***) , — som bestaaer deri, at han skal ikke lade os gaae vore egne Veie, men føre os ind paa sin Vei, og naar vi ere der, naar han har fundet os og vi ham, da skulle vi kaste al vor Sorg paa ham, da skal han tage den hele Sag paa sig og føre den igjennem, maaskee langt anderledes, men ogsaa langt bedre, end vi meente, — som bestaaer deri, at ihvordan det end skal gaae, op eller ned, ihvad vi skulle miste, saa skal dog Intet, hverken Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Fare eller Sværd, hverken Død eller Liv, hverken s. 160 det Nærværende eller det Tilkommende, kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christo Jesu vor Herre **) . Dette er den Fred, som vor Herre Jesus Christus ved Aarets Begyndelse byder alle dem, som ville troe, hvad han siger, — ikke som Noget, vi skulle vente paa, og først faae, naar vi have stridt derfor, men som han vil give strax og uforskyldt, naar vi ville tage derimod, og som da skal gjøre os stærke og dygtige til Alt, hvad han vil have udrettet ved os. De, som nu ikke kunne nøies hermed, de faae selv at see til, hvorledes de ville kjæmpe sig med deres Tvivl og mørke Tanker igjennem de mørke Tider. Men for dem, som ville nøies med Guds Naade **) , skal dette Aar blive, hvad alle Guds Aar ere bestemte til at være, de strengeste allermeest, et Naadeaar, og det skal ende, som alle Guds Aar skulle ende, med en Juul, da de, som troede ham og ærlig fulgte med, skulle sige ham Tak, fordi han har holdt sit Ord. Hvor tidt have

vi ikke, naar vi saae tilbage over det Aar, som var gaaet tilende, maattet bekjende, at Gud hjalp allerbedst, hvor vi syntes os meest forladte, fordi vi der lærte at sætte vor Lid alene til ham. Saaledes skal det ogsaa gaae i det Aar, som nu er begyndt; det tør vi love hverandre i Jesu Navn.

O. Laub.