Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Hans Lassen Martensen (1864-01-05)

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 5. Januar 1864

Kjære Biskop Laub! Et lyksaligt, eller dog et al Herren velsignet Nytaar for Dem og Deres med hjertelig s. 161 Tak for Deres kjære Brev. Jeg troer ikke, at jeg har nogen bedre Læser end Dem. Deres ligesaa fine og træffende, som velvillige og kjærlige Bemærkninger om Prædikenerne og Sørgetalen have paa flere Steder overrasket mig, thi De kjender mig næsten bedre end jegselv. Dersom De kunde bestemme Dem til at skrive en om end kortere Anmeldelse af den sidste Prædikensamling, og deri fremsætte eller dog antyde Deres Hovedtanker derom (hvortil jeg ogsaa henregner Deres træffende Opfatning af Forholdet mellem mine og Mynsters Prædikener), troer jeg, at vi deri vilde have det Bedste, hvad der om denne Sag kan siges. — —.

Men for at komme til det, som i denne Tid ligger Alle paa Hjerte, — dette Ministerium Monrad forstaaer jeg ikke, med mindre Monrad kan foretage en Systemforandring, hvilket dog neppe vil være muligt for ham. Maaskee han ogsaa vil udfinde Midler til at trække Tiden noget ud, inden den endelige Afgjørelse om Krig eller Fred. Men i Almindelighed maa dog vistnok siges, at uden en Systemforandring vil Krigen formeentlig være uundgaaelig. Og da — vil der omsider indtræde en Systemforandring, dersom Monarchiet overhovedet skal bestaae. Det er forfærdelige Tilstande, og vor Forventning maa være til Herren alene. Man maa beklage Kongen, som er ført ind i denne Situation, — thi han kunde ikke Andet end underskrive Forfatningen af 18de Novbr, — ligesom man maa agte hans Retsindighed og redelige Villie. Maatte han kun faae Kraft til at bestaae disse Prøvelser og blive omgiven af gode Raad. Denne lid hører i politisk Henseende til det meest Trykkende, jeg har oplevet. Jeg er ikke saa lykkelig at kunne troe paa Forfatningen af 18de Novbr. som paa noget Holdbart, s. 162 ligesaalidt som jeg kan troe paa, at Slesvig vil kunne bevares for Danmark, dersom Holsteen tabes, hvortil der for Tiden er megen Udsigt. I ethvert Tilfælde ere Gemytterne i høi Grad bortvendte fra os, ja end mere end i Aaret 1848, fordi det Nuværende er Oprørets Gjentagelse, og Bitterheden derfor maa antages at være end mere intensiv. Hvorledes skal her nogen Forsoning eller Tilnærmelse ventes at finde Sted? At den danske Nationalvillie, der væsentlig har været repræsenteret af Mændene fra 1848, Monrad, Lehmann osv., skulde ubetinget kunne ydmyge den holstenske og tydske, der som blot Nationalvillie er ligesaa berettiget, kan man dog umuligt indbilde sig. Uden at besidde prophetisk Gave tør man dog nok forudsige, at store Ydmygelser forestaae begge Parter, og Spørgsmaalet bliver kun, om den største Ydmygelse ikke vil blive vor, dersom Enden paa det Hele maatte blive et dansk Slesvig-Holsteen, som før 1848. Og dog er der Meget, som tyder hen paa dette Alternativ, enten dette eller Hertugdømmernes fuldkomne Tab. Dog, det nytter ikke at raisonnere. For Tiden gjælder det kun at indtage Pligtens Standpunkt i Henseende til det, der skal bæres, eller af den Enkelte staaes til Ansvar for, og da at lægge alt det Øvrige i Forsynets Haand.

Til Arbeide har jeg i denne Tid ikke været synderlig oplagt, da man har saa ondt ved at slippe disse politiske Tanker. Min Ethik har hvilet i næsten et Aar, og det vil beroe paa mange fata, om den nogensinde skal blive færdig, endogsaa blot som et Fragment, der skulde danne et relativt Hele. Dog opgiver jeg Intet. Vi skulle desuden i disse Tider lære Ethik ad en heelt anden Vei end Systemernes. — —

s. 163 Fra Birkedal havde jeg for nogen Tid siden nogle Linier, hvori han underrettede mig om, at han med det Første vilde udgive et Forsvarsskrift imod mig. Tidspunktet er ikke synderlig beleiligt, og jeg for min Deel agter ikke at skrive om kirkelige Anliggender, saa længe Fædrelandets Forhold ere saa critiske som nu, ligesom ogsaa Publicums Interesse udelukkende er henvendt herpaa.

Og nu, min kjære Biskop Laub, vil jeg for dennesinde slutte med det hjerteligste Ønske om Herrens Velsignelse over Dem og Deres. Lad mig snart høre fra Dem, thi i disse Tider trænger man til at høre fra hinanden. Dominus vobiscum.

Deres hengivne H. Martensen.