Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Hans Lassen Martensen (1864-03-02)

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 2. Marts 1864

Kjære Biskop Laub! Hjertelig Tak for Deres fortræffelige Anmeldelse af mine Prædikener, som jeg nu s. 170 har læst gjentagne Gange. Den er det Grundigste og Dybestgaaende, som er skrevet om den hele Sag, og De har derved givet os et høist værdifuldt Bidrag til den danske Prædikens Udviklingshistorie i dette Aarhundrede, hvortil man sikkert ogsaa paa et senere Tidspunkt vil vende tilbage. Sammenstillingerne med Schleiermacher og Mynster ere sande og træffende, og de rette principielle Synspunkter fremdragne. Deres Opfatning af mine Prædikeners Forhold til Mynsters, hvad her har den største Interesse, vil sikkert i det Væsentlige befindes at være den sande, og har givet mig selv en større Klarhed. Hvor paradox det end kan klinge, kan der dog siges i en vis Betydning, at han endte, hvor jeg begynder, og at jeg bør ende, hvor han begyndte — naturligviis forstaaet med den fornødne Relativitet og Restriction, i Lyset af Lignelserne om Suurdeien og Perlen, og med det fornødne Hensyn til Tidernes Forskjellighed. Skulde jeg savne Noget, er det, at De ikke har villet benytte den Lignelse, De har brugt i et af Deres Breve, som var tagen fra Billedhuggerkunsten (Statue og Basrelief). Den er original og træffende, og vilde i en videre Udførelse have viist sig meget frugtbar. De har ikke villet bruge den, fordi den nærmest leder hen til Formen, der ikke er det Vigtigste. Dette er rigtigt, forsaavidt der ved Form kun tænkes paa et ydre æsthetisk Gevandt, hvorom det ikke lønner Umagen at tale, og hvorom man har hørt alt for Meget. Men forsaavidt som der ved Form tænkes paa den indre Structur og Organisation, falder jo Formvirksomheden sammen med Productionen selv, og vi kunne herunder subsummere: le style c’est l’homme. Formen vilde her med Nødvendighed have ført tilbage til Indholdet og den aandelige Grundretning, s. 171 hvis Fremstilling derved mulig havde kunnet blive end mere anskuelig og individuel.

Et andet Punkt, hvor jeg — for at Critiken ikke skal mangle — havde ønsket en noget videre Udførelse, er det fortræffelige Sted om den danske Aandsretnine i Modsætning til den tydske. Havde De noget mere udført dette, vilde uden Tvivl enkelte af Deres Udtryk om Schleiermacher være blevne noget modificerede. At Anlægget i hans Prædiken er storartet, Tankerne dybe og indgribende, kan Ingen villigere erkjende end jeg. Men jeg troer ikke, at man kan tillægge hans Udførelse „Fylde og Fuldtonighed,“ og antager, at navnlig det Fuldtonende i Udførelsen med langt større Ret bør tillægges de danske og overhovedet de skandinaviske Prædikanter, der (hvad ogsaa Nordal Bruun, Wallin og Tegnér bevise), have et langt mere umiddelbart og poetisk Element i deres Tale. Schleiermachers Udførelse — og her komme vi atter til Formen — har en altfor utilbørlig Overflødighed af fiint udspundne Reflexioner, i hvilke han stundom reiser og gjendriver Indvendinger, der minde om Sophisterne i de platoniske Dialoger, som overhovedet den dialectiske Gymnastik i disse Dialoger, hvor den er fuldt berettiget, har havt en skadelig, uberettiget Indflydelse paa Schleiermachers Prædiken, hvor Reflexionens Langhalm altfor meget tærskes, og hvor man saa ofte maa gjennemvandre øde Strækninger, forinden man kommer til de vederqvægende Kilder, ofte maa gjennembryde flere Lag af kunstigt sammenvoxede Skaller og Hylstere, forinden man kommer til Kjærnen. Det Sted, jeg, under Henviisning til ham, har benyttet i min Prædiken om Fristelsen, er en rara avis, et af de meget faa Steder, hvor han bringer det, ikke blot til et s. 172 Billede, men til en levende Skikkelse. Fra Stilens Side ere hans Homilier over Johannes og Marcus uden Tvivl det Bedste, thi de lange kunstigt slyngede Perioder i Prædikenerne forekomme mig ogsaa altfor reflecterede og ere ogsaa fremkomne ved den senere Omarbeidelse, medens Homilierne ere nedskrevne som de ere holdte. Forøvrigt er der i Opfatningen af Schleiermacher neppe nogen væsentlig Uovereensstemmelse imellem os. De siger jo selv: „Mon dog ikke den Maade, hvorpaa han talede til Menigheden, i Grunden er fremmed for Menigheden?“ Den er det, thi den dialectiske Gymnastik i de platoniske Dialoger, som Platos Oversætter ikke har kunnet løsrive sig fra, er fremmed for Menigheden. „Hellere faa Ord i Menighedens eget Tungemaal, end Ti Tusinde Ord i et fremmed.“ Her har De truffet Sømmet paa Hovedet. Dog siger jeg med Mynster: „Jeg vilde stadigt kunne høre ham uden at trættes.“ Thi hans Personlighed vilde for mig danne en Modvægt mod de trættende Reflexioner. Jeg vilde opbygges ikke ved, men uagtet Reflexionerne. Hans store, religiøs-ethiske Personlighed bærer usynligt det Hele og udtaler, naar Reflexionens Slør er kastet, sin sande Mening i faa vægtfulde og simple, til Gemyt og Villie mægtigt talende og bevægende Ord. Ja, om De vil, kan der siges, at hans store Personlighed ligesom mægtigt gjennemtoner det Hele, (personet) og midt i Reflexionens Sandørken lader os ane, at her er mere end Reflexion, og at der maa være levende Kilder i Nærheden. Min Kjærlighed til ham er uforvisnelig.

Fortræffeligt er hvad De siger om den prophetiske og ethiske Prædiken, og det havde kunnet blive virksommere, dersom De havde villet gaae ind paa Grundtvigs prophetiske s. 173 Prædiken og dens prophetiske Uklarheder. Dog forstaaer jeg meget vel, hvorfor De ikke har villet det ved denne Lejlighed.

Dog lad mig ret af Hjertet takke Dem for den hele Afhandling, der fortjener at læses gjentagne Gange og vinder ved gjentagen Læsning. For mig har den været til Bestyrkelse og Opmuntring til at arbeide videre. Jeg haaber endnu at kunne gjøre Fremskridt. Dog maa jeg, hvad De saa rigtigt siger, holde mig indenfor Grændserne af den mig tilmaalte Gave. Jeg føler ogsaa tydeligt, at der er det, som ikke af mig kan eller skal naaes.

Det forholder sig, kjære Biskop Laub, som De siger: Guds Ord kom til mig i Ørken. Ogsaa jeg er kommen til mit Prædikeembede fra en Eensomhed. Og Guds Redskab, som drog mig fra denne Eensomhed over i Menighedens Forsamling, var Mynster. Selv havde jeg ikke i nogen synderlig Grad følt Drift og Tilskyndelse til at prædike, om det end, efterat jeg i nogle Aar havde virket som Docent, forekom mig tiltrækkende, ogsaa hermed at kunne forbinde Ordets Prædiken. Mynster meente, at der maatte være noget af en Prædikant i mig, maaskee ifølge Læsningen af min „Mester Eckart“; ogsaa har han uden Tvivl ved at forskaffe mig en Prædikevirksomhed villet forberede mig til mit nuværende Embede. Han gjentog dengang oftere, at den, der mutigen engang maatte ønske at ombytte den academiske Virksomhed med et Biskopsembede, ikke burde være aldeles uøvet i at prædike, og viste hen til det Uheldige i, at P. E. Müller, da han blev Biskop, aldrig havde været paa en Prædikestol. Min første Prædiken holdt jeg som Prøveprædiken for Christian d. 8de paa Christi Himmelfartsdag i Holmens Kirke. Den staaer i min første s. 174 Samling: „Glæde over Christus“. Mynster var meget tilfreds og yttrede for Paulli, at jeg havde overtruffet hans Forventninger. Og nu begyndte den skjønne Tid for mig, da jeg ved Siden af Mynster og Paulli kom til at prædike i Slotskirken. De vil let forestille Dem, at det fra nu af var mig en dobbelt Fest at høre Mynster. Ak, jeg savner det ofte saa dybt, ikke mere at kunne høre ham prædike og ikke mere at kunne tale med ham!

Herrens Velsignelse være over Dem, kjære Biskop Laub, og Deres Forkyndelse af Ordet! Han lade Dem og saa Mange med Dem fremdeles deri finde Glæde og Styrkelse under Nutidens Trængsler! Guds Ord bliver evindelig!

Om Fædrelandets Tilstande skriver jeg dennegang Intet, og har Intet at sige, hvad De ikke selv har sagt Dem i denne trykkende Tid. Herren give en Udgang til det Gode!

Deres hengivne H. Martensen.