Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1864-11-01)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 1. November 1864

— — — Der har paa Deres Landemode været forhandlet om interessante Gjenstande. — — Med Rothe er jeg ganske enig. Han finder noget Reformeert i Ønsket om Præsternes Selvcommunion. Jeg mener, at man ligesaavel kan see noget Katholsk deri, og frygte for, at en Frihed i denne Retning, hvor man betragter Nadveren som en Bestanddeel af Søndagsgudstjenesten, der altid bør være med, kunde føre tilbage til den eenlige og stille Messe, altsaa ende ved det Punkt, hvor Reformationen begyndte sin Opposition. Er der nu noget Sandt baade i Rothes og i min Opfattelse, saa maatte vel Resultatet blive, at det er luthersk ikke at ville gaae ind paa det Forlangte, ligesom det vel og er luthersk, netop ved Nadveren at holde fast paa sin Eiendommelighed. At der i den første Tid var nogen Vaklen hos Lutheranerne med Hensyn paa dette Punkt, er ikke saa underligt; og naar Engelstoft synes at ville understøtte Ønsket om denne Frihed, saa beroer det vel paa, at han er væsentlig Historiker.

s. 188 Siden jeg sidst skrev til Dem, har jeg læst Heibergs Breve, og læst dem anden Gang høit, til Glæde baade for mig og for dem, som hørte dem. Naar man har anseet dem for ubetydelige, saa maa det dog ligge i, at man ikke har gjort sig klart, hvad en saadan Brevsamling skal være; Det er vistnok ikke ubetydelige Menneskers Breve, man ønsker at læse; men hvad man vil finde i saadanne, i Forveien kjendte, mærkelige og aandrige Menneskers Breve, er dog ikke det Aandrige, men det Menneskelige ved dem, for at man kan komme nærmere til dem, komme til at holde af dem. Med Heiberg er dette Sidste faldet mig svært, uagtet han i høi Grad har tiltrukket mig baade som Digter og Critiker, og en Tid har havt saa stor Magt over mig, at jeg var nærved at miste min Barndoms Kjærlighed til Øblenschläger. Derfor have disse Breve gjort godt paa mig; jo nærmere man kommer mod Enden med dem, desto mere kommer det Elskværdige frem, det, som De har kaldt det Barnlige, — ikke blot i Forholdet til hans Moder, hvor det jo findes i de allerførste Breve, men dog allermeest i Forholdet til hans Kone. Efter disse Breve tog jeg igjen Deres Tale over Heiberg frem og læste ogsaa den høit, og fandt paany, at den hører til det Bedste, De har givet os. Og saa fik jeg netop i de samme Dage Braminers Samling af Leilighedstaler med Deres Tale over Fru Gyllembourg. Ogsaa hun hører til de mærkelige Personer, hvem man gjerne vil komme nærmere. Hvad der findes af hende i Brevsamlingen er meget tiltrækkende; men man trænger dog til Mere, til en nærmere Forklaring. Og det har De givet i Deres Tale saa fuldstændigt, som det sjælden kan faaes. At hun er Heibergs Moder og dog bar et andet Navn, dette s. 189 kunde vel gjøre, at man var i Vilderede med hende, naar hun i sine Fortællinger ofte kom til at berøre Forhold, hvori det gjælder om Kjærlighed og Troskab, og hun her dog ikke kunde gjøre Rede for sig selv. De har ikke løftet noget Slør, men gjort, hvad der er mere værd, overbeviist os om, at Sagen er afgjort paa det rette Sted. Jeg veed ikke, om det er gaaet Alle med denne Tale som mig; men hos mig har De taget Noget bort, som var mig i Veien, naar jeg — nu rigtignok langt tilbage i Tiden — læste hendes Digterarbeider, hvori jeg fandt saa meget Smukt, fiint udtænkt og følt, men dog tillige syntes at møde Følelser, som savnede den rette Grund.

Nu er der jo sluttet Fred, — og hvad skal der saa følge efter? maaskee det Sværeste! Det er ret en Forventningens Tid, hvori vi leve, — og det er tidt svært at holde Spændingen ud, — eller, hvad der er ligesaa trykkende, at slappes, blive sløv og kold. Derfor trænger jeg i saa høi Grad til at have et Fristed udenfor denne Verden, hvor jeg kan trække mig tilbage og finde baade Hvile og Varme; og Gud skee Lov, at jeg veed Veien derind. Gud være med Dem og os Alle!

Deres O. Laub.