Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1867-03-30)

Fra Laub til Martensen.
Viborg, 30. Marts 1867 **) .

— — —. Deres Bestemmelse af Theologien som den centrale Videnskab, findes jo ganske rigtigt, og fuldstændig belyst i Deres Dogmatik (§ 35), og Deres Svar paa, hvad man har at spørge om, er altsaa givet for s. 214 mange Aar siden; men jeg har her lært, paany, at et Svar forstaaer og fastholder man ikke ret, førend Spørgsmaalet er kommet frem i sin hele Styrke, og fordi dette er skeet i og med Besvarelsen i Deres sidste Skrift, derfor kommer nu ogsaa Svaret som noget Nyt. Jeg har læst dette Skrift flere Gange igjennem, og er mere og mere bleven bestyrket i den Overbeviisning, som allerede var det første Indtryk, at det, skjøndt det kun kalder sig et Leilighedsskrift, er noget af det Bedste, Lærerigste og Varigste, De endnu har givet os, og at der herfra gaaer et nyt Lys ud over alt Deres Tidligere; man seer her Sammenhængen imellem Alt, hvad De tilforn har skrevet, som man idelig erindres om, Deres Skrift om Autonomien og om Mystiken og Deres Dogmatik — ogsaa om Deres Prædikener, den stærke Vægt, De altid mere og mere her lægger paa Villien —, og længes da endnu mere efter Deres christelige Ethik, som skal afslutte Deres Theologie, og som jeg ikke kan opgive Haabet om at skulle opleve. Ved den gjentagne Læsning af Deres sidste Skrift har jeg egentlig ikke opdaget noget i det Enkelte, som jeg ikke allerede ved den første Læsning havde bemærket; det er mere det Hele, som bestandig træder klarere frem, hvorved da det Enkelte sees paa sin Plads og faaer sin Betydning, idet man mærker, at her er Intet til Overflod, ingen architektoniske Zirater, som ikke tillige ere Bjælkehoveder, Muurstivere eller desl. — — Skulde man i Korthed nævne, hvad man har fundet i denne Bog, saa kunde man indskrænke sig til at nævne Overskrifterne paa de to mellemste Afsnit. — — —. De har behandlet R. Nielsen som en Stærk, hvis Rustning skulde fratages ham; her er en virkelig Kamp, hvori der kan seires. — — —. Zeuthen s. 215 har skrevet mig et Brev til i Anledning af Deres Skrift, som han omtaler „med Begeistring“ og hvori han bl. A. siger: „M. er en Mester i Ord og Tanke paa sit Standpunkt, som i det Almindelige og Væsentlige ogsaa er mit“. Vel gjør han endnu nogle Bemærkninger med Hensyn til Schleiermacher, men som dog vel, efter denne Yttring om det Almindelige og Væsentlige, væsentlig kun kunne have en personlig og historisk Betydning, og navnlig Intet betyde med Hensyn til Forholdet mellem Dem og R. Nielsen. — — — —

Det kjøbenhavnske Convents Adresse synes jo at ville faae en Deel Underskrifter. Og hvad saa? Ministeren har jo sagt i Rigsdagen, at han finder det rigtigt, at Kirkens Embedsmænd høres i kirkelige Sager af Vigtighed, men at han ikke kan erkjende, at de have nogen Ret dertil. Er det ikke en mærkelig Yttring, dersom dermed er meent Mere, og det maa der dog være, end at der er intet Sted i Loven, som udtrykkelig bestemmer det? Det har dog vel gjældt som en Grundsætning i Kirkeretten fra den Tid af, da Fyrsten fik sin eiendommelige Stilling i Kirken, at Lærerstanden maatte høres af Fyrsten, før han bestemte Noget; her er jo kun Tale om at høres; han har Magten og Afgjørelsen, men just derfor trænger han til at høre „de Sagkyndige“. Den souveraine Konge kunde med en vis Ret sige, hvad der blev taget ham meget ilde op: „Vi alene vide“ —, fordi i dette Vi var indesluttet, at han havde Raadgivere, som han vidste at finde paa rette Sted, og som de souveraine Konger dog i Regelen ogsaa søgte paa rette Sted. Men skal det gjentages nu, saa maa i Alt, hvad Ministeriet ikke mener at behøve Rigsdagen til, al V iisdommen concentrere sig i den ansvarlige Minister. Men s. 216 hvorledes kan han sige et saadant Ord? Have ikke Embedsmændene ved Universitetet Ret til at høres om de Personers Dygtighed, som Kongen vil beskikke til Præster? og hvad betyder Biskoppernes Collatser m. M. af samme Art? „Høres“, det er dog det Mindste; men ikke engang her kan der være Tale om Ret! Er det ikke det samme onde Veir, som gaaer igjennem hele Tiden, som ogsaa mærkes i de store Forhold, i den politiske Verden, i Forhandlingerne om den 5te Art. i Pragerfreden o.s.v.? Det er som om det hele Retsbegreb skulde gjennemgaae en Forandring, vi ville haabe en Gjenfødelse; men det er i saa Fald ikke kommet videre end til Es. 37. 3, og man kan let tabe Modet til at være med i en saadan Tid. Jeg har først i disse Dage faaet fat paa Landsthingsforhandlingerne om den kirkelige Sag, og er der truffen paa denne Yttring af Ministeren til Bindesbøll. Der har jeg da ogsaa læst Bindesbølls Tale ved første Behandling af Sagen. Der indeholdes jo meget mere i den end i de andre Taler, som fylde langt mere; men det er et Spørgsmaal, om en vis Bredde dog ikke hører med for at gjøre noget Indtryk paa dette Sted. Bindesbølls Tale egner sig vist mere til at læses og overveies i Ro og i en velvillig Stemning, end til at overbevise forud indtagne Modstandere. Den er for sententiøs; det er den Form, hvori man ogsaa i en fortrolig Discussion hører ham tale, medens man glæder sig over det eiendommelige Liv, der rører sig i ham, det stærkt Udprægede i hans Opfattelse og Fremstilling. Men mon dette stærkt Eiendommelige dog ikke har været til Hinder for, at man kunde forstaae ham og faae noget rigtigt Indtryk? Vi maae være ham taknemmelige, fordi han har villet holde paa en Plads, hvor vi Andre nødig s. 217 vilde staae, og maae haabe, at hans Personlighed maa have lagt Vægt til hans Ord, saa at det dog maa erkjendes, at der er meget at sige, som paa dette Sted ikke kan siges. — Og mon det er heldigt, at baade han og et Par Andre kun have kunnet antyde, hvad det Meget er i Lovforslaget, som trænger til at overveies i Forhold til saa meget Andet udenfor, førend Loven kan siges at være forstaaet? — — — —

Endnu m aa jeg nævne en Bog, som er i Alles Munde: „Breve fra Helvede“. De hidrøre fra en begavet, øvet, phantasierig Forfatter, som kan opfatte og skildre; men ved Siden af Meget, som jeg maa kalde godt, er der Meget, som er mig imod, og Indtrykket i det Hele maa jeg kalde uhyggeligt. Er der ikke meget Skjævt i Forfatterens Tanke: at skrive om Helvede fra Helvede? Ja — det maa blive piquant, men kan tilsidst ikke tilfredsstille. Og hvad er det for et Helvede? er det det, hvorfra Haabet er udelukket — eller —? det faaer man ikke at vide. Dersom denne Bog kan vække Rædsel, saa kan den dog ikke lægge den rette Kraft i denne Rædsel. Jeg synes, man kan ikke undgaae den Tanke, at denne Bog er ikke skreven i Helvede, men af En (hvorved dog ikke skal tænkes paa den virkelige Forfatter), som er paa Veien til Helvede uden en virkelig Villie til at forlade den. Mon ikke denne Bog hører til det, som gjør et stærkt Indtryk, men hastig er glemt? — — —.

Deres O. Laub.