Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1871-02-06)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 6. Februar 1871

— — — Hvad jeg har skrevet om det Eiendommelige ved Deres Skrift og Tale, er ikke et Resultat af Reflexion, men af en mangeaarig Erfaring. Der er iblandt de Levende Ingen, med hvem jeg mere beskjæftiger mig, ikke blot for at raadføre mig i det Enkelte, saaledes som Øieblikket fører det med sig, men endnu oftere s. 231 uden saadan særlig Anledning — for at sikkre mig og samle og ordne, hvad der ligger indenfor min Horizont, og faae denne udvidet. Hermed er De en af mine paalideligste Hjælpere og har været det i mange Aar.

Først i denne Vinter har jeg faaet Ro til at læse „Breve fra og til Ørsted.“ De veed, at jeg har en Forkjærlighed for denne Art af Meddelelser, hvorved man kommer til saa umiddelbart at leve med de Vedkommende, omendskjøndt jeg erkjender, at der kan drives et Uvæsen dermed, et Slags Reliquiedyrkelse. Men dette, synes mig, er ikke Tilfældet med denne Samling. — —. Jeg har havt stor Glæde af at læse den og gjøre et nærmere Bekjendtskab med en Mand, med hvem jeg i Livet saa at sige slet ikke er kommen i Berøring, skjøndt hans Billede fra Studenteraarene altid har staaet klart, bestemt og tiltrækkende for mig. Alligevel har denne Bog vakt veemodige Følelser hos mig, og det af en dobbelt Art. Den har ladet mig føle, hvad jeg ovenfor kom til at nævne, min Trang til en Udvidelse af Horizonten, en Trang, som jeg nu ikke mere kan faae afhjulpen. Det, hvori denne Mand levede og virkede, er mig en aldeles tillukket Verden, saa jeg kun paa anden Haand kan erkjende hans store Betydning for sin Videnskab. Men til en virkelig omfattende Dannelse hører det, særlig i vor Tid, ikke at være fremmed for Naturen. Jeg har ofte følt det ved Beskjæftigelsen med det, som i ethvert Tilfælde vilde blevet mit Nærmeste og mit Eget, at for ret at forstaae Gud ligeoverfor Naturen, og ligeoverfor dem, som ville have denne uden ham, eller ham fangen i den, var det en Herlighed at kunne følge de Naturkyndige langt ud og dybt ind i deres Verden; og om dette Savn er jeg paany bleven mindet ved at s. 232 læse denne Bog. Dog — herved kan jeg trøste mig med, at jeg ikke var bestemt til at høre til de Altomfattende, og naar det gjaldt om at begrændse sig, saa har jeg været lykkelig over Valget og faaet, hvad jeg altid vil erkjende for den gode Deel. — Men en anden Art af Veemod har denne Bog ogsaa vakt, ved at minde om, hvor fattig vor Tid er paa store Mænd, ikke blot hos os i Sammenligning med dengang, men allevegne, og dog vel væsentlig paa Grund af Tidens nivellerende Tendents. som ikke vil tillade Noget at voxe op over Massens Maal, og derfor overalt, paa ethvert Verdens og Aandens Gebeet, maa bøde derfor; thi det er dog Mænd (jeg har denne Tanke fra Dem) og ikke noget Andet, ikke Begivenheder, ikke Institutioner, ikke Massebevægelser, hvorved det virkelig Nye og Gode skal komme frem. Men just i en saadan Tid er det en Glæde og Hvile at kunne sidde i rolige Aftener og see de Mænd, som have været, og dog ere Vidner om, hvad der maa komme igjen. Og saa er det dog igjen underligt at tænke paa, at Ørsteds særlige Videnskab hører til det, som just nu staaer i høi Anseelse og bidrager Sit til at føre Alt ned i det Lave, Materielle, hvor Alle kunne være med og være lige gode, medens hans Formaal dog siod langt høiere. Hvad han blev, det blev han dog ikke ved sin Videnskab alene, men ved den Forbindelse, hvori den stod for ham med Alt, hvad der hører Aanden til. Han var en stor Mand, fordi han omfattede saa Meget. Der var jo Eet, som ikke ret kunde komme indenfor hans Horizont, som han ikke ret kunde faae Øie paa, men selv hvad dette angaaer, hans Forhold til det positiv Christelige, var der dog noget, jeg veed ikke ret, hvad jeg skal kalde det, Naivt, Barnligt, saa han dog s. 233 kommer til at høre til de Reneste i denne Verden, — til Børnene, hvem Guds Rige hører til, eller som dog ikke ere langt fra det. Det Forhold, som var mellem ham og hans Broder, er dog af det Reneste og Elskeligste, man kan møde, — og saaledes heelt igjennem i alle reent menneskelige Forhold. — — — — —

Vale et fave
Deres O. Laub.