Danmarks Breve

BREV TIL: Hanne Jespersen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1871-06-29)

Laubs Gravtale over sin Datter, d. 29. Juni 1871

Det var mit Ønske, at jeg paa denne Dag maatte tie og høre, — jeg er jo selv En af dem, som trænge til Trøst, men jeg maatte sige mig, at det Samme gjælder om de Andre. Det Bedste er ogsaa, naar de, som ere fælles om Sorgen, kunne trøste hverandre med den Trøst, hvormed de selv ere blevne trøstede af Gud; det er dette, jeg gjerne vil for min Deel, og det tilkommer mig at gaae foran. Jeg vil ikke sige noget Nyt, maaskee ikke Andet, end hvad Enhver allerede har sagt sig selv; men jeg vil sige det, som det er skeet mig.

Jeg maa da begynde med et gammelt Psalmevers, det, hvormed en velbekjendt Psalme ender:

Saa reise vi til vort Fædreland
Der ligger ei Dag i Dvale;
Der stander en Borg saa prud og grand
Med Throner i gyldne Sale;
Saa frydelig der til evig Tid
Med Venner i Lys vi tale.

I disse Ord ligger al vor Trøst, vort hele store salige Haab: naar vi engang ere naaede derhen, naar vi igjen ere samlede for aldrig mere at skilles ad, da ere alle Taarer aftørrede. Men dette Vers har faaet en sær s. 248 lig Betydning for mig: det var iblandt det Sidste, vi sang sammen, hun og jeg. Det var dengang hun drog bort fra sin Faders Huus og sin Slægt derhjemme, hen til det Sted, Gud vilde vise hende, med den Mand, Gud havde givet hende. Jeg seer hende endnu, som jeg saae hende den Dag, hvorledes hun, idet hun førtes bort, strakte Armene ud imod os, medens Taarerne randt paa hendes Kind, og dog straalede af Glæde over det, hun drog imøde. Da reiste hun til sit Fædreland; men vi forstode det ikke. Hun selv forstod det ikke heller. Endnu i de sidste Linier, hun sendte til sit gamle Hjem, som først naaede dertil, da hun ikke var her mere, skrev hun om en Reise, hvortil hun beredte sig; men det var Reisen tilbage til de gamle Steder og de gamle Venner, hvem hun vilde vise, hvad Gud havde givet hende. Men naar jeg nu tænker tilbage paa det Aar, hvori vi ikke saae hende, dette forunderlig korte, og dog saa forunderlig rige Aar, paa Alt, hvad vi hørte om hende, og hvad hun selv stadig fortalte os i sine Breve om denne Lykke, som syntes for hver Dag at blive større; naar jeg tænker paa denne glade Travlhed, hvormed hun ligesom samlede sammen paa alt det, der blev givet hende, i hendes lille Hjem og omkring iblandt de Mennesker, til hvem hun var ført hen, de nye Venner hun fandt, som om hun kun frygtede for, at i al denne Rigdom Noget, hvortil hun kunde naae, skulde blive borte for hende, at Noget, endog det Ubetydeligste, ikke skulde komme med: – – ja vi Gamle, som glædede os med vore Børn, maatte undertiden sige til hinanden, at saaledes kunde det ikke blive ved, — kun eet Aar, sagde vi, og vidste dog ikke, hvad vi sagde; — men naar jeg nu seer tilbage paa det Hele, da forstaaer jeg det, da forstaaer s. 249 jeg, at det var den Travlhed, hvormed man samler alt det sammen, som man ikke kan undvære, naar en Reise er nær for Haanden. Jeg har nu seet det lille Huus, hvor de To boede sammen, hvor Alt vidner om hende. Det, vi der see, er ikke det, som hun skulde tage med sig; det hører Altsammen med til den Herlighed, som visner og falder af; det skal blive en Tid hos dem, hun maatte forlade, for at trøste og glæde dem. Men det, som ikke kan døe, Kjærligheden i al dens Rigdom, og Taknemmeligheden og Glæden, det var hendes Liggendefæ, som hun maatte have hos sig for at være reisefærdig. Og derfor, da Timen kom, da kun nogle Faa af den store Vennekreds stod hos hende, da saae de hende, som jeg havde seet hende reise bort: hun saae tilbage med Taarer, men hun saae ogsaa fremad og opad med en usigelig og forherliget Glæde. — Saa er endnu kun tilbage, at vi Andre skulle sige det Samme, sige det stadig, daglig, ihvordan saa Dagene omvexle: „Saa reise vi til vort Fædreland“, — sige, ja synge det, om end Stemmen vil qvæles af Graad, dog synge det for Herren i vore Hjerter, som vor gamle Psalmedigter siger:

Syng og tro, saa skal Du stige
Syngende til Himmerige.

Thi Herrens Glæde, den er vor Styrke; og Han siger: Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

Der er endnu et Ord, hvorom jeg maa minde. Det er ogsaa taget af en gammel, ja en langt ældre Psalme; det er en af de hellige Sangere, som siger: „Han skal give sine Engle Befaling om Dig, at de skulle bære Dig paa Hænderne, at Du ikke skal støde Din Fod paa nogen Steen“. Dette Ord har jeg længe kjendt; det har havt s. 250 en stor Betydning for mig. Naar jeg tænkte tilbage paa mit Liv, meest paa de svære Tider, naar jeg da spurgte mig selv, hvorledes jeg var kommen igjennem, hvorledes jeg var naaet saavidt, at jeg kunde takke Gud for Alt, hvad han havde gjort imod mig, da maatte jeg svare: „Han har givet sine Engle Befaling om Dig“. Jeg selv havde ikke ført mig igjennem, havde ikke kunnet det; men hans Engle havde baaret mig. Jeg kunde nævne mange af disse Engle; hun var een af dem. — Men dette Ord har faaet en ny Betydning for mig i disse Dage. Jeg sad derovre og ventede Budskab fra mit kjære Barn; jeg var ikke urolig, tværtimod, jeg haabede det Bedste. Men jeg havde en Fornemmelse af, at nu var Dagen kommen, og derfor trængte jeg til noget Bedre end mine egne Tanker. Da tog jeg min Bibel og fandt dette Ord; jeg ledte ikke efter det, det kom af sig selv. Og hvad det sagde, faldt det mig saa let at forstaae. Der var Noget ved hende, som mindede om Englene, dette Lette, Svævende, dette milde Smiil, hvormed hun indtog Alle; om Ingen af mine Børn har jeg kunnet sige det saaledes, som om hende: hun er bleven baaren gjennem. Der staaer i denne 91de Psalme et Ord i Forveien: „Thi Du, Herre! er min Tilflugt“; dette maa jo siges først, for at Englene kunne komme. Men det var, som om Nogen sagde til mig: det har hun sagt; saa vidste jeg jo, at det Ord om Englene gjaldt hende. Da blev jeg saa glad og tryg. — Det varede ikke længe, da gik Døren op, og Budskabet kom ind. Jeg saae snart, hvad det var, der behøvedes ikke mange Ord for at forklare det; det lød anderledes end jeg havde meent. Men den hellige Bog laa der endnu; der stod det skrevet med de faste Træk, ikke et Bogstav, ikke en Tøddel var forandret. s. 251 Saa maatte jeg vel forstaae, at det var dog skeet, som der var sagt, Englene havde dog baaret hende, og hun havde ikke stødt sin Fod paa nogen Steen; jeg vidste det, førend jeg vidste, at de, som vare hos hende, næsten havde seet derpaa.

Men det staaer endnu skrevet; det gjælder ogsaa dem, som blev tilbage. Jeg har sagt det til min kjære Søn: Han har givet sine Engle Befaling om Dig, ogsaa om Dig, at de skulle bære Dig paa Hænderne. Der er Een, som skal lære os, hvad Guds Ord til os mener. Da dette Ord blev bragt til ham ved hans Veis Begyndelse, da viste han det fra sig og sagde: Der staaer atter skrevet, Du skal ikke friste Herren Din Gud. Hvad et Menneske paa Jorden trænger til, er ikke at løftes op over Alt, hvad der tynger, at faae Vinger, hvormed han kan flyve bort fra Sorgen og bort fra Pligten. Det Ord om Englene gjælder paa Veien, naar man gaaer frem paa den, skjøndt den er trang og tornefuld, og lærer Lydighed af det, man lider. Da komme Englene, som udsendes til Tjeneste for deres Skyld, der skulle arve, ikke Jordens Lykke, men Himlens Salighed, som de kom til ham, der beredte det Alt for os, som de kom i Urtegaarden, og ved Graven, og paa Himmelfartsbjerget. Han har mange Engle, som han kan udsende, naar og hvor han vil. Han har en himmelsk Hærskare. De komme ydmygt og stille, og vi see dem ikke, naar de gaae ind og ud, de udrette hans Befaling, skjøndt vi ikke forstaae, hvorledes det skeer. Han har ogsaa sine Sendebud paa Jorden; thi vel ere Menneskene ikke Engle, men de skulle blive Engle lige, og de kunne blive det allerede her; thi hvad der gjøres i Kjærlighed, er dog en Engletjeneste. Han skal vel finde dem, han vil bruge. — s. 252 Hun, som er gaaet bort, var ingen Engel, medens hun var her, derfor maatte alt det Jordiske aflægges; men hun er nu i Aandernes, i Englenes Verden. Jeg har sagt til min Søn, at hun er een af de Engle, som skulle bære ham paa deres Hænder, ligesom hun jo allerede har gjort det her. Jeg mener ikke blot, at hendes Tanker skulle være hos ham, hendes stille Forventning, ikke blot at hendes Minde, hans Længsel efter hende skal blive hos ham, men at hun selv skal komme til ham og være med ham i Alt, — paa Engleviis; og det bygger jeg ikke paa Mennesketanker, men paa Herrens Ord. Han har sagt to Ord, som ikke kunne svige; han har sagt: „Jeg er med Eder alle Dage“, — og han har sagt: „Hvor jeg er, der skal og min Tjener være“. Naar han kommer engang i sin Herlighed, da ere alle hans hellige Engle med ham; men naar han kommer nu i Løndom, hvor To eller Tre ere forsamlede i hans Navn, hvad hindrer ham da i at tage med sig, hvem han vil, og dem, som selv gjerne ville? — Og der er endnu Een, paa hvem jeg tænker, den lille Pige. Hun skal selv bæres, al Omsorg og Kjærlighed vil nu samle sig om hende, og hun veed ikke selv, hvad der skeer med hende, eller hvad hun skal i denne Verden; men just derfor er hun vel allerbedst skikket til at bære de Andre, bære Sorgen ud og de mange smaa Glæder ind. Hun skal nu bæres herind; hun skal ogsaa være med i denne Forsamling. Hendes Fader og Moder, — ja ogsaa hendes Moder — skulle bære hende frem i deres Bønner, hen til ham, som siger: Lader de smaa Børn komme til mig, thi Guds Rige hører Saadanne til. Ogsaa Han er herinde, og han skal tage hende i Favn og lægge Hænderne paa hende og velsigne hende, og lægge sin Velsignelse til Alt der s. 253 hjemme i det lille Huus, som er beredt ogsaa for hende. — Hendes Moder have Englene baaret hen i Jesu Skjød; dog skal hun bæres endnu engang, for sidste Gang, — her ere jo kjærlige Hænder, som ville bevise hende den sidste Engletjeneste. Hun skal bæres til sin Grav; der skal nu hendes Sovekammer være, og Døren skal lukkes til, for at det Onde kan overfare. Men

paa Dommedag staaer hun op deraf,
derpaa tør vi døe, men ei tvivle.

Da kommer hun ikke alene; da komme alle de Mange igjen; da kommer Han, som ikke mere skal samle, men nu har samlet alle de adspredte Guds Børn til een Hol), for at de aldrig mere skulle skilles ad. Med dette Haab ville vi trøste hverandre. Amen i Jesu Navn.