Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1872-01-03)

Fra Laub til Martensen
Viborg. 3. Januar 1872

— — — — —. Jeg har elsket Shakespeare fra min Barndom af, da jeg hørte min Fader forelæse, hvad man dengang havde i Foersoms Oversættelse; og jeg vilde dengang udentvivl have anseet det som formasteligt, om nogen vovede at lægge Haand paa disse Arbeider. Jeg har maaskee havt en Fornemmelse af, at man ved at læse dem blev ført flere Aarhundreder tilbage i Tiden, men da vel meent, at dette var den eneste Maade, hvorpaa man nu kunde gjøre Bekjendtskab med dem, og dersom man skulde faae disse Dramaer at see, maatte Tilskuerne gjøre samme tilbagegaaende Bevægelse som Læserne. Jeg havde vist aldrig følt nogen Trang til at see Shakespeare, men var bleven i den Tro, at den var heldigst stillet, som nøiedes med at læse og ved Phantasien at udfylde, hvad Shakespeares Samtidige havde tor Øine, — dersom jeg ikke en halv Snees Aar senere havde faaet en af de store Tragoedier, som jeg beundrede, og dengang- maaskee ansaae for den største, Macbeth, at see, saaledes som den kunde gives i Ryges og Jfr. Jørgensens Tid. Det er det eneste Shakespearske Drama, jeg har seet; men jeg fik her et mægtigt og uudsletteligt Indtryk af, hvad den sceniske Kunst betyder og formaaer, — uden dog endnu at tænke over, hvad der kunde være at foretage, naar de ældre Mesterværker s. 266skulde bringes paa Scenen. Først senere, naar jeg tænkte tilbage paa, hvad jeg havde oplevet, er det gaaet op for mig, at det var i Grunden kun enkelte store Scener, som havde gjort det stærke Indtryk og i sig concentrent det Hele, medens der udenom dem var en Deel, som ikke var kommen i ret Forbindelse hermed, og derfor igjen var forsvundet af Hukommelsen, og at der vel maatte kunne gjøres Noget, for at Alt kunde komme til sin Ret. Paa denne Maade er jeg efterhaanden kommen til den Erkjendelse, baade at der er noget høist Fortjenstligt ved at bringe Shakespeares Mesterværker paa Scenen, og saaledes ikke blot bringe dem til saa Mange, som kun paa denne Maade kunne forstaae dem, men ogsaa bringe dem til deres fulde Virkning paa dem, der forud sætte Priis paa dem, — og at dette ikke kan skee ved, at vi gaae tilbage til hans Tid, men at han kommer ind i vor Tid, altsaa ved, at der foretages Forandringer, som, naar de gjøres paa rette Maade, ikke blive en Forklædning (Travestering, Modernisering), men en Afklædning af det Tilfældige, som hans Tid medførte. — — — —.

Hvad Macbeth angaaer, er der Noget, som jeg har opfattet anderledes end N. N. Saaledes som jeg har forstaaet Shakespeare, skal den onde Beslutning ikke tilhøre Macbeth ene, men begge Ægtefolk i Forening; vi skulle her see den djævelske Modsætning til det rette Ægteskab: „Det er ikke godt at Mennesket er ene, jeg vil gjøre ham en Medhjælp.…“ Macbeth higer efter den onde Beslutning, han griber efter Kronen og Dolken, men kan Intet naae, førend hun kommer ham tilhjælp; først hvor de Tos Tanker mødes, bliver Gnisten, som Hexene have kastet ind i ham, til Flamme. Det forekommer s. 267mig ogsaa at være af stor Virkning, at den Samtale, hvori det Afgjørende skeer, foregaaer, medens Kongen sidder som den hædrede Gjæst ved Begges Bord, ligesom Forbrydelsen udføres, da han er gaaet til Hvile under deres Tag. En Omlægning af denne Scene vilde jeg vanskelig kunne finde mig i. — — — —.

Jeg har selv været i en lignende Stilling [som De] med min næstyngste Søn, som, efter i et Par Aar at have studeret Medicin uden nogen Drift eller Lyst, vendte sig fra Universitetet til Kunstacademiet for at blive Architect. Her maatte begyndes heelt forfra, og jeg kunde aldeles ingen Mening have om hans Anlæg for det Fag, han nu vilde vælge; endnu i dette Øieblik har jeg intet Beviis for, at han har valgt rigtigt, og at han er istand til at naae sit Maal. I saadanne Tider lære vi, at der er en Grændse for den menneskelige Opdragelse, og at denne Grændse undertiden kan vise sig der, hvor vi endnu meente ikke at være færdige med Vort. Men naar vi da nødes til at slippe vore Sønner, fordi vi ikke mere kunne bære Ansvaret for dem, ikke tør bære Ansvaret for at gjennemtvinge vor oprindelige Tanke, da bør vi jo haabe, at et Instinct har ledet de Unge til det Rette, til Noget, som kan udfylde deres Liv paa en forsvarlig Maade, og føre dem til noget Hæderligt, om ikke i høiere Betydning Ærefuldt, — til det, hvortil Forsynet har bestemt dem. I vor Ungdom gik det temmelig nemt med at finde sit Kald, for det Meste ved en Tradition. Nu seer man oftere, at det falder de Unge vanskeligt at komme paa det, Rene med sig selv. Men jeg seer ikke, at der i saadanne Tilfælde er Andet at gjøre, end at lade dem raade sig selv og anbefale dem til Gud.— —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.