Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1872-02-07)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 7. Februar 1872

— — — —. Og nu en hjertelig Tak for Deres sidste Brev! Deres Breve høre til det Bedste, jeg faaer i denne Verden. De skriver aldrig om noget nok saa s. 271 Enkelt uden at gaae tilbage til de første Grunde og de store Forhold, og derved sætte mine Tanker i en omfattende Bevægelse; derfor ere Deres Breve mig saa lærerige og opbyggelige, jeg mærker altid en fast Bund at staae paa. Dette gjælder i en fortrinlig Grad om Deres sidste fortræffelige Brev. Det var mig som et Afsnit af den specielle Ethik, hvad De skrev i Anledning af vore Sønners Fremtid. — — —. De har uimodsigelig Ret i, hvad De her siger. De har udtalt en Grundsætning, hvorefter Forældre bør gaae frem, forsaavidt det staaer til Dem at træffe Valget for deres Børn; de maae ikke lade sig blænde af, hvad der synes dem et spirende Talent; og naar de ikke kunne Mere, saa kunne de dog ikke være uden Bekymring, indtil de see. hvad det er, der vil udvikle sig. — — —

Det er forfærdeligt, hvad De fortæller om Brandes og den Virkning, han udøver paa saa Mange. Nu ere hans Forelæsninger jo trykte og kunne komme saa meget videre omkring, men da ogsaa maaskee opfordre til en Modvirkning i Litteraturen. — —. Efterat have læst Deres Yttringer herom, har jeg hørt om en ung elskværdig og alvorlig Pige, som har været en Tid paa Besøg i Kjøbenhavn og ved denne Leilighed hørt Brandes's Forelæsninger; hun var ganske henreven af, hvad han havde sagt om Rousseau og Voltaire. Hun har ingen Anelse om den Gift hun har indsuget. Det har glædet mig, at Universitetssenatet næsten eenstemmig har erklæret sig imod hans Ansættelse. Jeg kjender ham kun paa anden Haand, navnlig fra Deres Omtale i Striden om Iro og Viden. At han havde lukket Religionen ude af sit System, forstod jeg nok, da De anbefalede ham s. 272 ikke for tidlig at slippe det Første, τò ϑαυμάζειν; men jeg- troede dog, at han var af dem, af hvem der kunde ventes noget Bedre. Men det maa vel i vor Tid mere og mere blive vitterligt, at uden Religion kan intet Aandeligt bestaae, ikke heller det Ethiske, — og uden Christendom ingen Religion. Det er sørgeligt, at Heegaard holder sig saa fjernt fra det Christelige, og at han tillige er uden Gave til at paavirke de Unge. Til Rasmus Nielsen har jeg for længe siden tabt al Tillid. — —. Brøchner mener det vel alvorligt med det Sædelige, men tager dets Støtte bort, ja mere end det, den væsentlige Deel deraf, Forholdet til en virkelig, levende Gud. Jeg læser kun tilfældigviis Lidt af disse Fire, og maa sige, egentlig kjender jeg dem ikke; jeg har ingen Drift følt til at gjøre et nøiere Bekjendtskab med dem og anvende Tid paa at forstaae, hvad jeg forud veed, at jeg ingen Brug har for. Men jeg har ikke kunnet læse, hvad De skriver om Tilstanden ved vort Universitet, og tænke paa, hvad der forøvrigt rører sig rundt omkring i Verden, endnu kun ulmende, men altid stærkere og nærmere, ogsaa imellem i Flammer, der vel synke sammen efter en kort Blussen, men uden at være slukte, jeg kan ikke tænke paa alt dette, hvorom enhver ny Aviis minder, uden at see Apokalyptikerens ildrøde Dyr stige op af Havet, og derefter den falske Prophet, der theoretiserer og legaliserer og indfører i Hjerterne, hvad det første Dyr vil føre ind i Virkeligheden. En saa alvorlig Tid havde ingen af os tænkt sig i vor Ungdom; og hvad der endnu skal komme, veed Ingen af os. Kun det veed vi, at for dem, som holde ud i Bestandighed og ikke lade sig forfærde, skal „den gamle Sandhed udfolde Fornyelsens og Foryngelsens Kræfter, og skjøndt den altid siger det s. 273 Samme, have et nyt Ord at sige til enhver Slægt“ (f. Ex. Deres herlige Ethik). Og Fortrøstningen hertil, synes mig, bliver kun stærkere, jo mere man føler Skibet gynge. Det, der volder Frygt og Bæven, er dog ikke Spørgsmaalet, om Skibet kan bære igjennem, men om vi ere paa vor Plads. — — — —. Mon De har havt Tid og Ro til at arbeide paa Fortsættelsen af Ethiken? Mon den Tid vil komme, da De vil indbyde mig igjen til at høre, hvad De har færdigt? Der var ikke ret Meget, der saaledes kunde lokke mig til Kjøbenhavn. Dog, — dette og alle Enkeltheder maa jeg lade være Deres Eget, hvorfor De ikke kan gjøre Andre Rede. Gud give kun, at De altid maa kunne være med Lyst og Kraft i det, der til enhver Tid er det Rette!

Tak for Deres vedvarende Venskab!

Deres O. Laub.