Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1872-04-03)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. April 1872

— — — —. Paa mit Spørgsmaal angaaende Union har De, som sædvanlig, givet et Svar, som i faa Ord omfatter det Hele: at enhver Confession maa vedblive „at føre sin egen Huusholdning,“ men ikke glemme, at denne kun er et Led i den store Huusholdning, altsaa at vi igjennem en fortsat Udvikling af det, som særlig er givet os, maae, naar en lignende Udvikling foregaaer for de Andre, tilsidst naae derhen, hvor vi Alle maae mødes, men at der til en virkelig sund Udvikling hører et aabent Øie for, hvad vi maaskee have ladet ligge ubrugt, og hvorom de Andre maaskee kunne minde os. Det er just saaledes, jeg gjerne vil see Sagen. Til det, som for os Lutheranere har staaet i Skygge, hører hvad vi ville stille i Stedet for Katholikernes Skjærsild. At dette i Reformationstiden saa ganske blev skudt til Side, ligger jo i den stærke Vægt, der blev lagt, og maatte lægges paa Retfærdiggjørelsen som det, hvori Alt er indeholdt (principielt), saaledes at der kommer Intet ind s. 277 imellem „Syndernes Forladelse“ og „det evige Liv“ — som det hedder i Cathechismus, og som vi fremdeles maae holde det fast som Udgangspunkt og Basis for det Hele. Men naar vi nu mere og mere komme til Bevidsthed om. at der dog er (i den apostoliske Bekjendelse) et Led imellem Syndernes Forladelse og det evige Liv, nemlig Legemets Opstandelse, og at dette tyder hen paa en Udvikling i det nye Liv, som endog naaer ud over det Nærværendes Grændser, mon vi da ikke fra vor Side ville komme til at lægge en stærkere Vægt ved Siden af Retfærdiggjørelsen paa Helliggjørelsen ? og mon dette ikke vil føre nærmere til en Forstaaelse med Katholikerne angaaende det, der for dem er den store An- stødssteen i vor Lære, dette sola fide, som har sin absolute Berettigelse i Retfærdiggjørelsen, i Stiftelsen af det nye Gudsforhold, saalænge Talen er om den Grundvold, hvorpaa det Hele skal bygges, og forsaavidt heelt igjennem, som der heelt igjennem maa være nye Begyndelsespunkter, men som dog, naar Talen bliver om at bygge paa den lagte Grundvold, ikke kan beholde denne eenlige Stilling (allerede Paulus siger: Troen, som er virksom i Kjærlighed)? og vil det ikke føre nærmere til en Forstaaelse med Katholikerne om Betydningen af de gode Gjerninger? Indeholder ikke Deres Ethik Bidrag til en saadan Sindelagets Union, thi De seer, at videre gaae ikke mine Tanker, og den kun i Troskab mod vort eget Udgangspunkt. Den factiske Union med Katholikerne synes mig at staae meget langt borte; den er jo umulig, saalænge den katholske Kirke vil være den ene saliggjørende. Maaskee Døllinger kan bidrage til at fremkalde Unionssindet.

Hvad jeg nærmest havde for Øie i mit forrige Brev, s. 278 var dog en anden Union, som synes at ligge nærmere, ja endog existerer factisk, men i en saadan Skikkelse, at jeg ikke kan forstaae den: Unionen (i Tydskland) imellem de to protestantiske Kirker. I Begyndelsen, da Gammellutheranerne stode op imod Unionen, deriblandt Steffens, var jeg (med Mynster) tilbøielig til heri at see noget Uberettiget, Particularistisk. Der er saa Meget, som synes at maatte anbefale, at, naar man er enig om det Væsentlige i Christendommen ligeoverfor en fælleds Modstander, saa skal man ogsaa kunne og bør mødes sammen ved Herrens Bord og lade Dogmatiken blive udenfor. Men efterhaanden under de fortsatte Kampe er jeg kommen mere om paa den anden Side. Det forekommer mig, at her bruges Vold og skeer Brud paa Overeenskomster og Løfter. Det synes mig betænkeligt, at unerede Præster kunne upaatalt kalde sig Medlemmer af „Protestantenverein,“ hvor i alt Fald den Consensus af begge Kirkers Bekjendelser, hvori der vistes et Støttepunkt, er bleven til en Negtelse af omtrent alt Positivt. Det er jo især Nadverdogmet, hvorom det her gjælder, men er det ikke sandt, at der just paa dette Sted (fordi dette Dogme har en gjennemgribende Betydning) er givet os Noget, som vi maae staae til Ansvar for, om ogsaa blot fordi det vil være uundværligt, dersom engang en Union imellem den reformeerte og den katholske Kirke skal blive mulig? Det hedder jo, at Unionen vil lade enhver Deel indenfor Foreningen beholde sin Overbeviisning ukrænket, kun maa Differentsen ikke komme frem; men er ikke dette Indifferente, denne Mangel paa Bekjendelse betænkelig? og er det tilsidst ikke mere en politisk end en kirkelig og christelig Union, man vil opnaae? — — —

s. 279 Hvad De skriver om Grundtvigs Unionstanke, og det, hvorpaa den strander, er slaaende; det er igjen det Samme: den almindelige Kirke — i en særlig ene saliggjørende Skikkelse. Her strandede ogsaa den gamle lutherske Orthodoxie; dette Skjær, og — paa den anden Side: Ligegyldigheden for Alt, hvad der har en bestemt Skikkelse og staaer fast, — det er det Skylla og Charybdis, hvorimellem vi bestandig seile. Og derfor er det, at saadanne Tanker som de, hvormed det Meste i dette Brev er fyldt, saa tidt vende tilbage hos mig; jeg trænger til Kaart og Lods. — En glædelig Tanke er den, hvormed De slutter Deres Brev: at der er en anticiperende usynlig Union, som gjør sig gjældende hver Paaske: det samme Kors og den samme aabnede Grav. – – – –.

Jeg tænker nu snart paa at begynde Visitatsreiser. og dermed vil vor Brevvexling vel for en Deel gaae istaae. Bliv imidlertid ved at tænke paa mig med Deres nu mangeaarige Venskab! Hvad det har været for mig, lærer jeg altid bedre at forstaae.

Deres O. Laub.