Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1872-11-07)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 7. November 1872

Der er saa Meget, jeg har at takke Dem for, kjære Biskop Martensen, idet jeg tænker tilbage paa de 3 Uger, jeg nu igjen har levet i samme By som De; men denne Gang er der dog Eet især, som stiller sig forrest. Et Besøg i Kjøbenhavn har i den hele Tid, efterat jeg boede der, altid maattet — efter min Leveviis — høre til det Sjeldne, jeg kan sige Høitidelige, som man ikke blot oplever, medens det varer, men næsten endnu mere bagefter lever i og af; men hvad der gjør dette sidste Ophold i Kjøbenhavn til noget Enestaaende for mig, det er, at min Svigerinde, som i 18 Aar, i al den Tid, hvori mit nærmere Forhold til Dem har bestaaet, har været mit Huses Støtte og deelt Alt med mig, at hun og mine Børn kunde være med og see nærværende, hvad s. 288 jeg havde derovre, som de vidste, jeg regnede til mit Livs Rigdom. Ihvor nær jeg endog i disse 18 Aar var kommen til at staae Dem, var der dog endnu som et uudfyldt Rum, saalænge vi ikke paa begge Sider kjendte noget til det Liv, vi leve daglig — med vore Nærmeste, saalænge ikke — for at bruge Ord, som jeg nylig har hørt af Dem, — Det Mandlige, Aandelige havde indgaaet Ægteskab med det Qvindelige, Sjælelige. Det var dette jeg for et Aar siden havde glædet mig til, skulde skee hos mig; nu er det skeet hos Dem, for senere — ikke sandt? — at gjentages herovre. Modtag da. baade De og Deres kjære Hustru, min inderlige Tak for al den Venlighed og den Hjertelighed, hvormed De har aabnet Deres Huus for Mine! Gid De ret maa kunne forstaae, hvilken Betydning det har for mig, at ikke blot jeg, som jeg i lang Tid har vidst og følt, kan gaae ind og ud hos Dem som en ikke Fremmed, men at jeg ogsaa kan tale derom herhjemme som om Noget, hvori alle Mine maae have Deel. — — — Tak for hver Gang De tog saa venlig, ja allerede første Gang næsten bekjendt, imod os i Deres Dagligstue! — — Der er Meget at takke for, og Alt kan ikke blive nævnet — dog Noget maa nævnes. Til det, hvori Alle kunde have Deel, og som for mig havde en særegen Betydning, hører Ordinationsdagen, Forsamlingen i Frue Kirkes Chor. Jeg havde, saavidt jeg veed, ikke sat min Fod paa dette Sted siden Anden Juledag 1854, da jeg stod der foran Dem. Denne Dag med Alt, hvad der stod i Forbindelse med den, kom tilbage, hvad De dengang talede om, hvorledes Deres Ord maatte minde om Mynster og derved føre mig endnu længere tilbage, næsten til mit Livs Begyndelse, til min Fædrenearv, som kun kunde blive mig s. 289 dyrebarere ved den Vold, der i de Dage blev øvet derimod, og kun desto mere aabne mit Hjerte for, hvad De havde at sige, — saa de Aar, som vare gaaede siden den Dag, hvori jeg ikke blot havde følt Velsignelsen af at have en saadan Indvielse at turde holde mig til, men ogsaa erfaret dens Kraft, ja, saa mangen Gang bogstavelig som en Kraft i min Skrøbelighed, — alt dette vendte tilbage og forstyrrede ikke, tværtimod hjalp mig til desto bedre at høre, hvad der nu blev talt; — og hvad jeg saae for mig, hjalp til, denne Række af Ordi- nander, denne Skare af Præster, som skulde træde til og med Haandspaalæggelse „sige Alle dertil Amen“; — saa Ordet: „han kommer“ — han, hvis Billede stod over Deres Hoved, medens De talte, — det Alvorlige i dette Ord, men ogsaa det Trøstelige, hvortil der netop trængtes i dette Øieblik: „Jo bedre I prædike ham, som skal komme, desto bedre kunne I prædike ham, som er kommen …“ Jeg blev saa greben, at jeg ikke kunde holde mine Taarer tilbage, og kan det neppe nu, jeg skriver derom. Det var en velsignet og uforglemmelig Time. Jeg har maaskee aldrig varmere fulgt de Unge, som skulde begynde deres Gjerning, i den fælleds Forbøn.

Og saa har jeg endnu en Tak særlig paa mine egne Vegne, for mine Nicodemus-Aftener, — dog hvorfor paa mine Vegne ene? jeg har dog kunnet mærke paa Deres Kone, at hun kan glæde sig ved at sidde en heel Aften ene, naar hun veed, at jeg har havt det godt inde hos Dem, og at De har været glad ved at læse for mig; og med en lignende Glæde blev jeg modtagen af min Svigerinde, naar jeg kom hjem fra Dem. Ja, kjære Biskop Martensen, jeg troer, at De med Glæde s. 290 meddeler mig det Bedste, De har, og at min Glæde ved at høre — thi om Critik maa der ikke tales — ogsaa er Dem til nogen Bestyrkelse. For mig har det en stor Betydning, at jeg maa kjende, hvad der endnu maa være skjult for det store Publicum, skjøndt der arbeides for Alle. Det kunde skee, at jeg var borte, naar De blev færdig, jeg er gammel nok dertil, og De skal have Tid, ikke overiles; men jeg vilde gjerne gaae herfra saa rig som muligt. Der kunde siges, at saa vilde jeg faae det Hele i en langt fuldkomnere Skikkelse, end det kunde faaes her paa Jorden; men det forekommer mig, at hvad man hernede har havt med at gjøre paa den ene eller anden Maade, om ogsaa reent passivt, ved Beskuelse og Deeltagelse, til det maa man der komme til at staae i et andet og nærmere Forhold; hvad man her har elsket, ikke først skal lære at elske, det er allerede Ens Eget.

Nu, kjære Biskop Martensen, dette Brev blev kun, hvad det ogsaa skulde være, en Tak for sidst. Der kan heller ikke være Noget at meddele fra den Tid, som siden er gaaet. Vi kom hertil, uden at have mærket noget til det Uveir om Natten, som gjorde, at man her ængstedes for os. — — — —

Deres O. Laub.