Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1872-12-16)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 16. December 1872

— — — —. Jeg blev forunderlig overrasket ved i Bladene at læse om J. A. Hansens Henvendelse til Ministeren i Anledning af Fibigers Prædiken, og den Maade, hvorpaa Ministeren havde taget denne Sag, at Berl. Tidende fandt den aldeles correct, medens det aldeles Correcte og det Eneste, hvorved en Prostitution kunde være undgaaet, havde været at indhente Biskoppens Erklæring, inden han kom med nogen Mening eller Henstilling. — — —. Tilsidst kan man ikke Andet end glæde sig over en Begivenhed, som har været Anledning til en Udtalelse af saa stor Betydning langt ud over den Ubetydelighed, hvorved den er fremkaldt. De har vist selv havt Leilighed til at erfare, hvor langt omkring, og med s. 293hvor aabne Øren den er bleven modtagen, hvorledes vel omtrent Alle (paa de nærmest Vedkommende nær) have paaskjønnet, at der er gjort en ligesaa bestemt og kraftig, som værdig Modstand mod et Overgreb, som, naar det taaltes paa et enkelt Punkt, kunde have de alvorligste Følger. Til det Glædelige ved denne Sag hører, at Mange, som havde ladet sig vænne til i Præsterne kun at see Statens Embedsmænd som alle Andre, have faaet Øinene op for det kirkelige Embedes Betydning, og at Præsterne af de forskjelligste Retninger og saa mange Andre, hvem Guds Riges Fremme ligger paa Hjertet, inderlig paaskjønne at have en saa aarvaagen og urokkelig Talsmand i den Biskop, som staaer Regjeringen nærmest. Jeg veed i lang Tid ikke Noget, der har vakt saa almindelig Opmærksomhed, og saaledes har samlet Stemmerne om sig, som Deres Svar til Ministeren. – – – –

Jeg har nu læst Dr. Høffdings Skrift om den tydske Philosophie efter Hegel. Det kom ud, medens jeg var i Kjøbenhavn; De kjendte det ikke, men meente — saaledes forstod jeg Dem —, at det vel burde ansees for paalideligt, hvad det Historiske, Refererende angik; og det var kun dette, jeg spurgte om. Jeg troer ogsaa, efterat have læst Bogen, at have faaet en tilfredsstillende om end af Forfatterens Betragtningsmaade farvet Oversigt over, hvad der har tildraget sig paa dette Gebeet efter Hegels Tid; jeg har heller ikke Anledning til at formode, at noget Væsentligt er forbigaaet (der kan jo være en Deel saa udskeiende og saaledes uden videnskabeligt Værd, at det med Rette er holdt udenfor, om det end kunde tjene til at betegne Gangen i det Hele) ! Jeg har da nu gjort et nærmere Bekjendtskab, — jeg kan ikke kalde det hyggeligt, men dog maaskee gavnligt s. 294— med adskillige Mænd, som jeg tildeels ikke engang kjendte af Navn. Opgaven var — — at naae til en virkeligere Virkelighed end den, som hos Hegel var bleven staaende i Tanken, og Vanskeligheden var at finde det Punkt, hvor Aand (om man endnu vilde holde herpaa) og Materie kunde mødes og komme til at virke paa hinanden. Det Nemmeste var jo nu at slippe det Ideelle, hvormed man var bleven bedraget, og lade det Materielle staae alene, betragte de aandelige Phænomener som phosphoriske Gjenskin af dette eneste Reelle o. s. v. (Det Uhyggeligste i denne Retning, det sorteste Punkt i denne Bog er for mig Beretningen om, hvad der kaldes „det Ubevidstes Philosophie“, hvorefter alt Existerende, det hele Verdensløb, er en Elendighed, foranlediget ved. at det Ubevidste tilfældigviis er vaagnet op, med den Trøst, at tilsidst vil Alt igjen synke tilbage i det Ubevidstes Hvile (for saa aldrig mere at forstyrres ved et ulykkeligt Tilfælde?)) — Men der ere jo ikke Faa, som ikke kunne undvære Aanden og paa forskjellige Maader stræbe efter at fastholde den i en „Virkelighedsidealisme“. Der kan være noget Agtværdigt i denne Stræben; men jeg kan ikke finde, at der i det, som her berettes, er naaet Noget, eller gjort noget Fremskridt. Jeg veed ikke, hvorledes de „exacte“ Videnskaber (og i dem er jo Udgangspunktet) have godtgjort, og forstaaer ikke, hvorledes de have kunnet godtgjøre, at hvad man tilsidst støder paa, hvad der altsaa er det Første, Tilgrundliggende, er denne Uendelighed af Atomer, som Intet have med hinanden at gjøre. Jeg forstaaer heller ikke, hvad man vinder ved at udstykke Vanskeligheden (hvorledes Aand og Materie kunne virke paa hinanden) paa en Mængde Punkter, Kraftcentra, besjælede Atomer (Monader); paa s. 295ethvert enkelt Punkt maa jo Spørgsmaalet komme igjen. Jeg forstaaer ligesaa lidt, hvorledes man kan mene noget Alvorligt med det Ideelle, Aand, betragte det som noget Virkeligt, og dog ikke kunne erkjende anden Maade at virke paa Andet paa end den mechaniske; eller mener man noget Andet ved Aand, end jeg mener? Det, der væsentlig maa frastøde mig her (i det Enkelte kan maaskee Meget være kommet frem, som fortjener at paa- agtes) er dog noget Andet. At der saa alvorligt arbeides paa at faae det Virkelige frem, at kjende og forstaae det, disse enorme Fremskridt, som gjøres i Naturvidenskaberne, ogsaa de fortsatte psychologiske Undersøgelser (fordi man ogsaa vil have det Aandelige med ind under Erfaringen), alt dette er jo i sig selv noget Agtværdigt, og maa kunne komme til Gavn i den rette Sags Tjeneste. Men er det Alvor med at ville komme frem ad Erfaringens Vei, for at naae det Paalidelige, saa ere der to Gjenstande for Erfaringen, som nødvendig maae tages med og behandles med samme Troskab, som vises i Undersøgelserne af Dyrenes Indvolde og Forfædrenes Grave. Det er 1) Christendommen, som er Gjenstand for Erfaring baade indvortes, i Hjertet, og udvortes, i Historien og i Kirken, der staaer her som et Factum, der ligesaavel trænger til en Forklaring, og ikke kan nøies med en Forklaring i ligefrem Modsigelse med den, den selv har at give. Det Andet (uden hvilket Christendommen aldrig kommer til sin Ret) er 2) den anklagende Samvittighed, som ogsaa kan erfares, som vidner om en Realitet, og kan paavise den i de udvortes Erfaringer, de mange Forbrydelser og Straffelove. Af den gamle Rationalismes Trehed, Gud, Frihed og Udødelighed, er det her kun det Første, hvormed man beskjæftiger sig. s. 296Tog man det Andet med, vilde man virkelig og for Alvor en fri Gud og et frit Menneske, saa naaede man til de dybeste Gaader, men da og til deres Løsning: den mørke Gaade, Synden, den lyse, Forsoningen, som viser Veien ud til alle de andres Løsning. Da kom man til Underet, den svære Anstødssteen, men ogsaa Hovedhjørnestenen, uden hvilken der i sidste Instants dog ikke kan blive Andet at vælge imellem end enten atheistisk og aandløs Materialisme, hvori dog al Philosophie døer ud, — eller Christendom. Den „immanente Theisme“ eller „transcendentale Pantheisme“, som Høffding gjør baade til Udgangspunkt og Slutningspunkt, er slet Intet; — og Udødeligheden lader han staae ligesaa problematisk som Lotze, med hvem han slutter.

De har sagt oftere, kjære Biskop Martensen, men navnlig fornylig, da jeg var bleven ene med Dem i Deres Værelse, om Philosophien (ligesom om Poesien), at nu vare alle Muligheder udtømte, og der var kun een tilbage: en Philosophie med Christendommen som Basis. Saaledes kunde der komme (hvad der ogsaa i denne Bog peges paa, men af en anden Kilde) — først en negativ Philosophie, som endte med Trangen til en Aabenbaring, som tillige var en Forløsning, og som da laae her som given; og saa en positiv Philosophie, som vilde blive en virkelig „Virkelighedsidealisme“, — ja, Ordene ere ikke Deres, de ere laante fra min sidste Læsning, hvori jeg- har fundet Stadfæstelse paa, hvad De sagde.

Iblandt de Mænd, som komme frem i denne Bog, ere virkelig ædle Mænd, som kun fattedes det ene Skridt til den factiske (altsaa erfaringsmæssige) Christendom, f. Ex. J. H. Fichte. Han var bunden af sin Idealisme; men fra den anden Side er Skridtet ligesaa svært. Jeg s. 297har af denne Bog lært paany, at Menneskene kunne være bedre end deres Theorier; der ere Flere af de her Nævnte, som begyndte med at søge det Høieste, og endte i den blotte, bare Materialisme, jeg er glad ved at have seet det; naar man kun kjender til denne Deel af Litteraturen i stor Afstand, af Benævnelser, som vise langt bort fra det Høie og Hellige, saa forestiller man sig ogsaa let, at Drivfjederen i disse Theorier har været af samme Art, man tænker paa „Kjødets Emancipation“ o. desl. Man bliver da vel tilmode, naar man lærer at dømme mildere. Men saa lærer man tillige, at Pauli Ord maae gjælde endnu: „Vi have ikke Kamp imod Kjød og Blod, men imod en aandelig Hær“, at, om man ogsaa kjender og er kommen over Modsætningen imellem Aand og Materie, saa er der en endnu dybere og sværere tilbage, den imellem Aand og Aand, Men naar det da er gjentaget paany i denne Bog, at den kirkelige Theologie har udspillet sin Rolle, saa kan man just her finde Vidnesbyrd om, at dette er en falsk Prophetie. Jo mere det, efter hvad man her faaer at see, maa synes, som om Philosophien vil fortsætte sin Gang bort fra Christus, og jo sandsynligere det paa den anden Side er, at de første Sammenstød ikke ville være med Ild og Sværd, men af en aandeligere Art, desto vissere tør man da og sige, at der ligeoverfor den vantroe Videnskab vil reise sig en christelig og kirkelig Videnskab, ikke for at gjøre Erobringei, men for at haandhæve sin Plads og være rede til at svare dem, som kræve Regnskab, og som saaledes maaskee endda kan komme til at gjøre Erobringer, trænge ind i Fjendens Befæstninger og tilvinde sig Vaaben, som nu kunne komme til deres rette Brug. Ja. kjære Biskop Martensen, vi veed ikke, hvorledes det skal s. 298komme tilsidst; men lad os holde fast derved, at Helvedes Porte ikke kunne faae Overhaand tilsidst. – – – En glædelig Juul for os Alle!

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.