Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Hans Lassen Martensen (1872-12-30)

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 30. December 1872

Kjære Biskop Laub! Inden Aaret ganske synker i Forgangenheden, maa jeg med nogle Linier takke Dem for Deres Sidste. — — — — —. Har De seet det nysudkomne nye Bind af S. Kierkegaards efterladte Papirer? Det er en altfor stor Masse, der meddeles. Men enkelte Optegnelser om Mynster interessere mig. De bør læse dem, og det vil meget interessere mig at høre Deres Mening. Jeg faaer det Indtryk, at han fra først af har havt en sværmerisk Kjærlighed, ja en Slags Tilbedelse af Mynster, der — som det synes fordi han ikke hos Mynster fandt den Anerkjendelse, han ønskede — forvandlede sig til Bitterhed og Had, hvorunder han for sig selv mere og mere omdannede Mynsters Billede til Carricatur (den verdenskloge Mand, den svage, nydelsessyge Characteer osv.). Men tjen mig i at læse det, og at sige mig Deres Mening. Jeg ønsker meget paa dette Punkt, saavidt muligt, at komme paa det Rene. Det er et høist mærkeligt psychologisk Phænomen. Naturligviis maa medtages i Betragtningen, at Kierkegaard i høi Grad overvurderede sig selv og betragtede sin egen Christendomsopfattelse som den absolut sande. Under dette Synspunkt kunde han da ogsaa forvexle sin egen s. 299 personlige Sag og sit personlige Forhold til Mynster med Sandhedens.

Ligesom jeg, da Grundtvig døde, læste flere af hans Ting, saaledes har jeg gjort det samme ved Sibbern. Der er dog i hans Skrifter meget i Sandhed Fortrinligt, der ingenlunde, som man pleier at sige, naar man taler derom i den herværende nyere Philosophies Tone, er forældet. Hvor meget Fortrinligt findes dog ikke i hans Pathologie og i hans Æsthetik! Skade, at han ikke kom til i sin tid at udgive sin Christendomsphilosophie. Jeg læste forleden i et Blad, at Sibbern hørte til en forsvunden Tid. Sligt burde ikke siges uden at motiveres. I Almindelighed kan bemærkes, at der i disse Tider ere Mange, der henregne alt Evigt, al høiere Sandhed og Skjønhed, til den forsvundne Tid. Dette vil dog ikke sige Andet, end at det Evige er forsvundet for disse Individer paa Grund af deres egen Slethed og omtaagede Blik. Omtrent som naar En, der har Stær, og derfor ikke kan see Sollyset, vilde sige, at Solen hører til en forsvunden Tid. Dette har dog tilvisse en stor Anvenvendelse paa den nærværende Slægts Forhold til det Aandelige, isærdeleshed til Christendommen.

Vi, kjære Biskop Laub, ville vedblive at være forenede i det altid Nærværende. Tak for de henrundne Aar, der i dybeste Betydning ikke ere forsvundne. Herren skjænke os sin Naade, Velsignelse og Nærværelse i de tilkommende !

Deres inderligt hengivne H. Martensen.