Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1873-01-11)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 11. Januar 1873

Kjære Biskop Martensen! Jeg har med stor Interesse (jeg kan ikke kalde det Glæde) læst S. Kierkegaards soliloqviske Udtalelser om sit Forhold til Mynster. Til Forklaring af det sørgelige og uhyggelige Omslag, hvormed det endte, kan der neppe siges noget væsentlig Andet, end hvad De har sagt – – – –. Hvad der nu foreligger, som i Hovedsagen allerede var bekjendt, kan neppe føre til noget andet Resultat. Men Gangen i denne Udvikling af Forholdet, Overgangen fra det Første til det Sidste, er derimod ikke bleven mig klar; der bliver noget Gaadefuldt, noget Tvetydigt tilbage. – – – –

Maaskee det uhyggeligste Udtryk, som Kierkegaard har brugt i sin Bitterhed om Mynster, er (II, 820): „jeg s. 303 har været forgabet i den Mand“. At han har beundret Mynster paa en anden Maade, end man kan beundre det Store i en Sphære, som man selv staaer udenfor, det kan dog ikke betvivles. Det sees maaskee bedst ved at sammenligne, hvad han siger om Grundtvig, i hvem han har seet det fuldstændige Modbillede til Mynster. Saaledes i „Afsluttende Efterskrift“, men ogsaa her paa adskillige Steder: I, 185, hvor Grundtvig i en næsten modbydelig Carricatur træder frem som Gøgler paa Dyrehavsbakken, medens Mynster paa samme Tid prædiker for den tomme Kirke, der begeistrer ham som ellers den fulde. — I, 76: „Grundtvig, som end ikke drømmer om at behøve et fast Punkt, for at bevæge Himmel og Jord. nei, gjør det uden Fodfæste“ (sml. I, 151). Ogsaa ligeoverfor Adler i „den Passus om M., som vel gaaer ud“, findes Nok, som viser, at der tales om Mynster som Christen og Christendomsforkynder, seet endog fra Kierkegaards eget Standpunkt („Lad os tage et Exempel paa en saadan ordentlig Enkelt o. s. v. II, 548). Der kan dog ikke være Tvivl om, at han i Mynster har seet en Mand, (og for Tiden den Eneste), som, staaende paa sin Plads og med fuldstændig Hævdelse af den, dog levede for det Høieste, — uden at gjøre Rumor, komme med „mageløse Opdagelser, verdenshistorisk Vræl“ o. s. v., at Kierkegaard i ham har seet sit eget Ideal, Inderliggjørelse uden udvortes Gebærder (see II, 815 — fra en meget seen Tid —: „hvad der vistnok er i ham, den dybe religieuse Inderlighed“). Mynster har været ham, hvad han selv vilde være (under andre Forhold, — den udvortes Stilling var jo uden Betydning), – – indtil han „uden Fodfæste“ (see II, 722 — Mynsters Henviisning og hans egen Trang til et Sted at staae paa) — dog endte med at gjøre Rumor. s. 304 — Naar han nu siger: „jeg har været forgabet i den Mand“, og dette skal være mere end et af de flotte Ord, som ikke maae tages for nøie, hvad betyder det da? Betyder det, at Kierkegaard har taget feil af Mynster, at M. ikke er den Mand, K. tidligere har seet i ham? Eller betyder det, at K. selv i Begyndelsen har betragtet denne „verdslige Klogskab“ o. s. v. som Noget, der hørte med til at være denne Normale, denne overordentlige Enkelte, men nu seer han heri en Feiltagelse (ak, saaledes ere vi Mennesker) ? Men i ethvert af disse Tilfælde, hvorledes skal man da forstaae det, der følger umiddelbart efter: „Paa den anden Side har min Dom fra det første Øieblik væsentlig været den samme, som den nu er“ ? — og i ethvert af disse Tilfælde, hvad bliver da af den Klarhed, som han fra det første Øieblik vil have havt over sin Mission, den Planmæssighed, hvormed han er gaaet tilværks, hvorpaa dog Visheden om, at hans Sag er Guds Sag (II, 816), Berettigelsen for ham til at angribe Mynster saaledes, som han nu gjør, maa bygges?

Et mildere Udtryk brugte han noget tidligere (II,554): „fordi jeg nu engang har denne tungsindige Hengivenhed for den gamle Mand“; — han mener vel, at hans Hengivenhed for Mynster fra først af har været tungsindig. Men hvorfor? fordi han fra først af har savnet Noget hos denne Gamle? —- eller — fordi han har følt sig trykket af en Autoritet, som han maatte bøie sig for, som vilde holde Noget tilbage, der spirede, hvorom Kierkegaard fra først af har kunnet sige sig selv, at det aldrig lod sig forene med det, den gamle Mand vilde, hvorom K. derfor hellerikke kunde eller turde tale frit til ham (II, 722)?

s. 305 — — —. Der er endnu en Yttring, reent i Forbigaaende, som dog maaskee fortjener nogen Opmærksomhed, II. 718: Kierkegaard har faaet „en ulykkelig Elsker i Kirketidenden“, saaledes som (i Anmærkn.) bl. A. „Mynster har i Dr. Beck“. Mon ikke K. selv i en noget anden Betydning har været Mynsters ulykkelige Elsker, og, skjøndt han dengang ikke tænkte derpaa, gjerne senere kunde have givet sig dette Navn? Men en saadan Kjærlighed, naar den føler sig tilbagestødt, slaaer let om til Had, og seer da i den elskede Gjenstand noget ganske Andet end tidligere.

Ihvordan man nu end vil forklare saadanne Yttrin- ger af Kierkegaard, om man heri vil finde Spor af Vaklen, saa kan det dog ikke nægtes, at der er een Tanke, som han har fastholdt med stor Conseqvents. Men denne Conseqvents er, efter hvad jeg kan see, af reent logisk Art. Vel kan denne Tanke („den Enkelte, Inderligheden, Inderliggjørelsen o. s. v.“) ikke være fremkommen, uden at Gemyttet virkede med; men da den blev eneraadende og skulde gjennemføres, ihvad det saa maatte koste, da var Gemyttet ikke mere med; thi med Gemyttet, saalænge det fik Lov til at tale med, vedblev han at hænge ved Mynster. – –.

Her har De nu, kjære Biskop Martensen, nogle Tanker, hvori det dog mangler baade paa Lys og Sammenhæng, — derfor for en stor Deel som Spørgsmaal uden Svar. — — For mig staaer det fast, at den sørgelige Begivenhed, som beskjæftiger os, ikke beroer paa noget Omslag i Mynsters Characteer, paa, at han har svigtet den Sag, han var sat til at tjene. Men der ere sagtens Andre, som ville finde det mere tilfredsstillende at tale om hans verdslige Klogskab, raffinerede Nydelsessyge s. 306 o. s. v., og det vel heist Saadanne, som ikke tænke paa at fremstille Christendommen i Deres eget Liv. — — —

Vale et fave
Deres af ganske Hjerte O. Laub.