Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1873-02-19)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 19. Februar 1873

Kjære Biskop Martensen ! Hvor løber dog Tiden med en forfærdelig Hast, og hvor svært er det at naae Alt, hvad man gjerne vilde! Saaledes seer jeg nu, at Deres sidste kjære Brev er blevet over en Maaned gammelt, uden at De har faaet Tak derfor; og dog er der næsten hver Dag Noget, hvorom jeg trænger til at tale med Dem, og hvorved jeg ikke kan nøies med, hvad jeg jo altid har ved Haanden, Deres Bøger. — — —. I den allersidste Tid er der kommet Noget til, som har sat mine Tanker ikke lidet i Bevægelse. De forstaaer vist, at jeg mener Grev Holsteins sidste Skrift ^*)Evangelisk-Luthersk (en negativ Bestemmelse)., som jo vil vække Opmærksomhed, efterhaanden som det kommer omkring i Landet. Fra flere Sider er jeg bleven spurgt, om ikke Martensen vil tage til Orde; jeg har svaret, uden endnu at kjende Skriftet: bedes derom skal han ikke, men gjør han det, fordi han føler Drift dertil, saa vil han gjøre os en Glæde. Saa kom Grevens Skrift hertil, og efterat have læst Indledningen — — — skrev s. 308jeg til min Datter, lidt forhastet, — at Greven ikke maatte faae en Modstander som Dem, det var at gjøre ham for vigtig. Denne Indledning søger i Uforskammen- hed sin Lige, og Resultatet er det Gamle, at Kirken forforhandler ikke med Kjættere; alle Vidner, som paa- beraabes af Modparten, afvises, naar de ikke have det pavelige Stempel. Men da jeg læste videre, kom jeg til at see Sagen anderledes. Her — i „Samtalen“, Bogens Hovedparti, taltes ganske anderledes, saa at jeg endogsaa maatte spørge mig selv, om vi her ikke havde en anden Forfatter for os. Denne Deel af Bogen er skreven med en Ro og med en Dygtighed, om end kun i at blænde – jeg mener ikke noget bevidst Uærligt —, som gjør den farlig. Mange, som ikke tænke meget paa Sligt, men vel kunne lokkes til at læse dette, ville finde, at, naar det staaer saaledes til hos os, og formodentlig ikke bedre der, hvor Grev H. vil føre os hen, er det rigtigst at opgive Alt, al Christendom. I Indledningen afslaaes forud enhver Forhandling; men her indbydes dertil, og at der er meent Noget hermed (skjøndt man forud veed, hvorledes det vil ende), at Greven i sin Fanatisme dog er en alvorlig Mand, deraf faaer man et Indtryk i Slut- ningsafsnittene, ihvor stærkt endog det Fanatiske, forud Afgjorte, her kommer igjen. Altsaa: Greven vil forhandle, — hvad der er sagt i Indledningen, kommer ikke Sagen ved; nu er det alene Sagen selv, Principet, hvormed man har at gjøre, hverken historiske eller dogmatiske Enkeltheder; og Greven har Ret, saaledes maa en Forhandling være beskaffen, som skal føre til Noget, om ikke for Greven, saa for Andre, som kunne trænge til at høre paa den. Vistnok er Forhandlingen ikke heldigt begyndt, Repræsentanterne for de forskjellige s. 309Retninger i Danmark ere meget uheldigt valgte; her ere to Præster, som kun kunne gjentage deres Mesters Ord, og derved vise, at de ikke forstaae det, de ville forsvare. Men det maa indrømmes Greven, at anderledes kunde han ikke lade disse Personer tale om det, som han heller ikke kan forstaae. Man kan da roligt see paa det Nederlag, som her maa lides saa aldeles fortjent. Men derefter maa det da ogsaa forlanges — og denne Fordrings Billighed maa Greven erkjende —, at Forhandlingen føres til Ende, at endnu en fjerde Person kommer ind i Samtalen, i hvem ogsaa Grevens Kirke kan komme ind under den ubarmhjertige Doctors Critik. Og da maa det vise sig — ikke for Greven selv, det maa opgives, men for hvem der ellers vil følge med til Enden —, — — ·— at de Modsætninger, som Greven finder som Modsigelser, hvormed Alt falder, i Prostestantismen, de findes i forskjellige Skikkelser, men i Grundvæsenet de selvsamme, lindes og maae findes i den katholske Kirke, dersom den ikke vil give Afkald paa Alt, hvad der kan kaldes Liv, at al Autoritet kræver lige over for sig Noget, som bøier sig for Autoriteten, ikke uden Videre lader sig bøie, ligesom ogsaa Greven med Hensyn paa den Autoritet, som er ham den Alt afgjørende, den ufeilbare Pave, forlanger en Hengivelse, en Villie, som maa ville Noget. Naar da (ved Doctorens Hjælp) begge Parter ere stillede al pari, kan der begynde en Forhandling om, paa hvilken Side man har været heldigst med at at løse den fælleds Opgave. Naturligviis vil Greven ikke følge med til dette Fælledsskab, men saa ligger det da for Dagen, at det ikke var hans Alvor med Forhandlingen. — Man kunde ogsaa, for at tage Sagen fra en anden Side, tænke sig en Lægmand, som var bleven s. 310forvirret ved de Lærdes Forhandling (en Saadan har jo Greven særlig for Øie), som nu kommer efter Grevens Raad og vil vide, hvorledes han skal naae hen til dette trygge Hvilested (denne Tro, hvorfra al Tvivl er udelukt). Til selve den ufeilbare Pave kan hverken Grev H. eller Nogen ellers i Danmark føre ham hen. Der er altsaa et Hierarchie, igjennem hvis Led denne Ufeilbar- hed skal naae ned til denne Enkelte; men hvorledes skeer nu dette? er ethvert Led i denne Kjæde lige til den Skriftefader, som anvises ham, deelagtig i denne Ufeilbarhed, saa at Paven dog ikke er den eneste Ufeilbare? Men med mindre kan man dog ikke nøies, det gjælder jo for den, som har overgivet sig til Kirken og dens Lære, nu ogsaa i Liv og Levnet at anvende det Lærte; ogsaa her maa være fuld Vished uden Tvivlen. Kan hans Skriftefader her være ham en ufeilbar Veileder, altsaa ufeilbar ud over det, som er umiddelbart stadfæstet af den ufeilbare Pave? Eller skal han forstaae det saaledes, at han ved at have modtaget den ufeilbare Lære, nu er selv istand til at anvende den i sit Liv og Levnet, naar det gjælder om det rette Valg i det Enkelte, den rette Trøst i denne eller hiin nye, fremmede Sorg o. s. v., altsaa i alt det, som gaaer ud over det umiddelbart Lærte og Overantvordede, er nu selv den Ufeilbare, d. v. s. har selv den Aand, som veileder til al Sandhed, og staaer selv i det umiddelbare Forhold til sin Frelser — altsaa — ikke skal gjøre, hvad Greven indbyder ham til? — Dette Skrift tilbyder mange Udgangspunkter, bl. A. endnu den Indrømmelse, at vi have den rette Daab uden at have det rette Hierarchie; dertil kommer endnu det store Concilium, hvor Paven efter en Forhandling, ved en Afstemning, hvorved en stor s. 311Minoritet blev bragt til at begrave Tvivlen og tage den med hjem, fik afgjort, at han er ufeilbar, saaledes ufeilbar, at man nu paa ham kan bygge en Tro, hvori ingen Tvivl mere er mulig!! —

Der er Meget, som, ihvor nær det ligger, naar man har faaet Øinene op, dog ikke sees strax, og derfor maa siges — paavises — af dem, som kunne tale med, for de Manges Skyld. — — -— —

Fra Ludvig Mynster, som har overværet en Samtale hos Dem om, hvad der skulde gjøres, veed jeg, at De vil afvente, hvad Virkning Grevens Skrift gjør. Dette tinder jeg aldeles rigtigt. De skal ikke afdrages fra noget Bedre, førend det er nødvendigt. Kan Greven slaaes tilbage uden Dem, saa siger jeg endnu, han bør ikke have en Modstander, der altid vil kaste en Glands paa ham, som han ikke skulde have. Desuden skal De ikke haste frem, som om det var Dem om Deres Dogmatik at gjøre; det kan være, at Greven gjerne vilde see Dem løbe i denne Snare. De skal ikke med, — det er min Mening — førend De kan have Sagen reent og bart for Dem, — naar Andre have talt, men De tinder, at der om Sagen selv, Principet, endnu ikke er sagt, hvad der skulde siges. — — — —

Deres O. Laub.