Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1874-05-30)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 30. Mai 1874

— — — —. Brandt har i Kirketidenden erklæret, at „Slaget ved Katechismen“ endnu ikke er og ikke maa være tilende *) . Dersom dette betyder, at en alvorlig Forhandling om Sagen, hvorved da Deres Sidste ikke kan blive udenfor, er ivente, kan man kun glæde sig over denne Bebudelse. Ogsaa jeg længes efter, at det maa komme til en Forklaring, hvortil saa Meget er forberedt. — — — Da jeg nylig var i Nærheden af Aalborg, besøgte jeg Kierkegaard, som trænger meget til at rives lidt ud af sin fortrykte Stemning, og jeg troer, det lykkedes mig at oplive ham. I et saadant Ærinde undgaaer man helst Differentspunkterne, men der faldt dog Leilighed til at komme i Nærheden deraf, da jeg søgte at gjøre det gjældende, at der er en Sandhed i den al Prof. Lyng o. Fl. bestridte dobbelte Igjenfødelse, nemlig naar derved forstaaes de to sammenhørende Sider af Eet og det Samme. Herpaa vilde K. ikke gaae ind, omendskjøndt han var bestemt imod, at Alt var færdigt i Daaben; han antog en fortsat Udvikling fra den Begyndelse, som er given i Daaben, uden at der i det bevidste Liv bliver Plads for Noget, som kan kaldes en afgjort Begyndelse; det vil altsaa sige: Livet her er i bedste Tilfælde en fortsat vedblivende Igjenfødelse, hvis Resultat ligger udenfor Tiden. Hermed vilde jeg nødig nøies; jeg meente, det maatte kunne komme dertil, at man ikke blot er „greben af Christus“, men selv kan sige: „jeg er det“, og dermed: „jeg er vis paa, at Intet kan skille mig osv.“; hvormed først det christelige Liv i s. 331 den rette Betydning kan komme til at begynde; og jeg troer, at Luther har meent det Samme, skjøndt han neppe nogensinde har talt om Igjenfødelse i denne Betydning. Men i ethvert Tilfælde er der i K.s Opfattelse ethisk Alvor (maaskee i Slægt med hans Broders?), og dermed tillige en alvorlig Respect for og Trang til et Ord, som kan tale til os, saa vi kunne forstaae det, og som kan tale med Myndighed baade som Lov og Evangelium. K. er jo i mange Henseender ikke Grundtvigianer; men jeg troer, at der ogsaa hos mange ægtere Grundtvigianere rører sig en Tvivl, om det forholder sig rigtigt med Grundtvigs: „kun ved Badet og ved Bordet“. Det er da ogsaa iøinefaldende, at netop paa Daaben (Barnedaaben) kan dette ikke anvendes: „høre vi“ (det spæde Barn!), dersom det ikke kan skee ad en Omvei, fordi der er et andet Naademiddel, som kan føre os tilbage til vor Daab, — som De nylig har sagt: „Ordet til Alle“ først, saa kunne vi tilegne os „Ordet til os“. — — — —

Her leve vi i Forventning af et Kongebesøg, uden at vide noget Nærmere om Tiden, om det kunde træffe sammen med Landemodet, og hvorledes der da maa forholdes. Dog, det maa Tiden lære. — —

Deres hengivne O. Laub.