Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1875-12-04)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 4. December 1875

Kjære Biskop Martensen! Efter i denne Uge at have endt en Ordination med hvad dertil hører, og faaet det Vigtigste fra Haanden, af hvad der imidlertid maatte ligge, kommer jeg nu til Dem med en hjertelig Tak for Deres sidste Brev, hvormed De selv har maattet sige Dem, at De vilde glæde mig endog mere end sædvanlig. Først Tak for Deres kjærlige Ord og Ønsker i Anledning af mit endte 70de Aar. Uagtet Tiden skrider saa uafbrudt, at den ikke giver Anledning til at mærke nogen Overgang, saa vil dog Efterregning tidt give Anledning til at see sig om, hvorvidt man er kommen; og især er det 70de Aar saaledes mærket i Skriften, at man ikke kan Andet end standse og „tælle sine Dage“. Det gjorde jeg ogsaa sidste 6te August, og jeg kan sige med en inderlig Glæde. Naar jeg reflecterer paa mig selv, saa mærker jeg, at jeg nu hører til de Gamle. Alt gaar langsommere, jeg er mere ømfindtlig for dette Aars Vinter, osv. — den „Ungdomsfriskhed“, hvorom De skriver, er forbi; — men der kan være kommet noget Bedre istedet. Foraaret skal jo blive til Efteraar med Høst, og den Tanke er langt mere end en Trøst, den er en virkelig, en dyb Glæde. Den Dag iaar var ogsaa i udvortes Henseende saaledes, at jeg kun kunde fornemme Glæde: alle mine Børn, som paa nogen Maade kunde, vare her med deres Børn; jeg saae den Rigdom, som Aarene havde bragt mig, jeg saae, at der ogsaa hernede kunde være en Høst, og at det vilde være en stor Glæde at kunne see denne rige Sæd voxe videre frem, om Gud vilde give Noget af den „store Styrke“ (Ps. 90). Da jeg s. 379 kort efter var paa Visitats, mærkede jeg ogsaa der, at der er endnu Noget at leve for. Ligesaa nu ved Ordinationen, en af mine kjæreste Forretninger. Jeg mener ogsaa, at der endnu maa være Noget eller Meget for mig at lære, ikke blot, af Guds Førelser, som han alene veed, men ogsaa i den sædvanligere Betydning, af Mennesker, af Bøger — til det, jeg gjerne vil opleve, hører Deres Ethik færdig —; der er endnu, forekommer det mig, Mere, som jeg maa vide, inden jeg kan være færdig her. Og alle mine Venner ønske mig endnu nogle Leveaar; hvad kan jeg svare Andet, end, vil Gud, saa vil og jeg med Glæde? Gud hjælpe mig at bruge den Tid ret, som han endnu har bestemt mig, — deriblandt „de Aar, som ikke behage os“, som jo ogsaa kunne, og formodentlig maae komme med! — Det er Fremtiden; men ogsaa Fortiden er kommen med en usædvanlig Styrke frem for mig i dette Aar: og dertil har Ludv. Mynster bidraget Meget ved sin Bog, ligesom Anledningen til denne Bog, som han paa en saa smuk Maade har i sit Forord sat i Forbindelse med Aarets Betydning- for mig. Jeg kan ikke sige Dem, hvor velgjørende det har været for mig, saa levende at sættes tilbage i et af de vigtigste og lykkeligste Decennier i mit Liv (kan jegsige, skjøndt jeg helst siger saa om mit hele Liv). Fortiden ligger saa rolig, afsluttet, og saa at kunne sige sig selv, have en levende Fornemmelse af, at den har man endnu! Har jeg ikke Ret, kjære Biskop Martensen, Bevidstheden om at have levet (hvormed jeg mener, at have faaet dette af Guds Naade), det giver Lyst og Mod til fremdeles at leve, — i hvilken Skikkelse det skal beskikkes, ad utrumque paratus. Da L. Mynster anmodede mig om Bidrag til sin Bog, blev jeg meget overrasket; s. 380 det forekom mig umuligt, at jeg, efterat min Faders Breve vare benyttede, kunde have Noget, som kunde passe i denne Sammenhæng. De kan da tænke Dem min Glæde over at erfare fra flere Sider, at dette Bidrag er blevet godt modtaget, men i Særdeleshed at De, kjære Biskop Martensen, har kunnet sige det Samme, og saaledes, som De har gjort det. Ja, De har gjort mig en stor Glæde ved denne Udtalelse, og jeg har uforbeholdent kunnet modtage den, fordi jeg føler mig i et objectivt Forhold til den Tid saa langt tilbage, og kun seer, hvad der er „vederfaret mig af Gud“. Men da maa jeg tillige beundre den Tact og Kunst, hvormed L. M. af det Materiale, han tik af mig, har kunnet udvælge og samle hvad der nu virkelig er blevet noget Heelt, som har viist mig — — — saa at sige den skjulte Sammenhæng i mit eget Liv. De Breve, som her ere benyttede, ere skrevne i en Tid, da vi To, kjære Biskop Martensen, endnu ikke havde fundet hinanden. — — — — Forøvrigt følte jeg mig allerede dengang stærkt tiltrukken af Dem. Saaledes vidste jeg om Deres Samtale med Schleiermacher, og frydede mig over den Beskrivelse, De havde givet heraf: „han er som en Kugle, man kan ingensteds faae fat paa ham“; ogsaa paa Skydebanen sad jeg Dem meget nær og observerede Dem, f. Ex. da den tydske Sang kom frem, uden dog at faae Noget at vide. At jeg holdt mig saa fjernt fra Hegel i de Aar, da der ikke var de senere Hindringer for at studere i flere Retninger, har jeg siden ofte havt Aarsag til at fortryde, da jeg møisommelig maatte fra andre Steder sammen- samle, hvad jeg behøvede at vide om ham. Thi jo mere jeg droges hen til den speculative Side af Theologien, desto mere følte jeg Vanskeligheden af at følge med s. 381 uden at kjende ham, som dog jvist (ihvad der saa senere kan skee) har havt en langt betydeligere Indflydelse paa Udviklingen i Aandens Verden end Schelling. Det forstod jeg ikke dengang; derimod følte jeg, at han ikke var af dem, jeg kunde vanne mig paa, og det var mig dengang det Afgjørende. — Den Betydning, L. Mynsters sidste Bog har for mig, er væsentlig, at jeg er kommen til at leve saa Meget af mit Liv om igjen, og at hans Faders Personlighed paany er kommen til at staae saa levende for mig. Det er ikke muligt, at den yngre Slægt kan faae det samme Indtryk af denne Bog, at den kan saaledes supplere ud af det Oplevede, hvad her ikke udtrykkelig er sagt; men jeg kan dog ikke tvivle om, at her er givet et væsentligt Bidrag til at kjende ham og hans Tid for dem, som forstaae, at deres Liv dog egentlig er begyndt, førend de selv vare her, i en Tid, som — i det Mindste hvad Personligheder angaaer — stod langt høiere end deres. Materialet til et saadant Bidrag var jo for en Deel opbrugt ved de foregaaende Brevsamlinger; men der har dog ikke været Lidt tilbage, — foruden de grundtvigske Breve, som er noget Enestaaende, maaskee især Brevene fra Roeskilde og Visitatserne, og overhovedet de Breve, som vise M. i hans Familie. Mig har det naturligviis interesseret meget at erfare, at der har været en Tid, da De tænkte paa at blive Landsbypræst, og det, da De vel stod omtrent paa Høidepunktet af Deres Virksomhed som Docent. Deres Trang dengang skulde jo tilfredsstilles, kun ad en lidt anden og, som vi nu forstaae, bedre Vei. — — — — —.

Deres O. Laub.