Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1876-01-03)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. Januar 1876

Kjære Biskop Martensen! Jeg vilde skrive strax, da jeg havde modtaget Deres sidste Brev; saa kom disse mange smaae Forstyrrelser, hvormed Aaret saa let ender, og berøvede mig den Tid og Ro, som jeg behøver, naar jeg skal kunne skrive noget Forstaaeligt. Men modtag nu min inderlige Tak for dette Brev, hvori De har sagt mig Alt, hvad jeg trængte til at høre af Dem, og langt Mere end jeg havde kunnet vente. Naar De kan skrive, hvad De har skrevet, om Indholdet af mit Landemodeforedrag, om Hovedstykkerne, og fremfor Alt om det universelle Grundlag, hvorpaa det Hele skulde bygges, hvad kan jeg da forlange Mere? I den Critik, som De paa min udtrykkelige Bøn har føiet til, har De kun nævnet Eet, Mangel paa Concentration, vistnok en gjennemgaaende Mangel og af stor Betydning; men De har dermed kun nævnet, hvad jeg selv tilfulde erkjender som min svage Side, jeg veed saa godt, at Superflua nocent, at jeg ved at føie til, for at forebygge Misforstaaelser, maaskee altid kun tilføier Anledninger til nye Misforstaaelser o. s. v., og jeg hører saa gjerne derom af Dem s. 386paany, kan maaskee ogsaa, ihvor gammel jeg er, lære Mere af Dem i denne Henseende. Men naar jeg saa maa føie til: her er Modsætningen mellem Dem og mig: ihvor meget jeg heri stræber fremad, støder jeg dog paa en Grændse, hvorudover jeg ikke kan komme: De kan tale ud fra Centrum, ud af det Ene, fordi De staaer i det Ene, overseer og behersker alt det Mangfoldige, men jeg maa kæmpe mig frem igjennem alt dette Meget, for at naae hen til det Ene, som staaer mig for Øie, maa kæmpe med alt dette, for at faae det tilside eller ved dets Hjælp komme videre; naar jeg da spørger: mener De ubetinget, at dette Arbeide, som man har med sig selv, maa være ført tilende, førend man kommer frem for Andre? — naar jeg drives til at udtale, hvad der rører sig inderst i mig, for den Kreds, jeg tilhører, og længe kæmper mod denne Drift, fordi jeg kjender min Skrøbelighed og er bange for at begynde paa, hvad der synes mig for mægtigt, men tilsidst dog maa bøie mig for, hvad der maa forekomme mig som et Kald — vil De da ikke, at ogsaa jeg skal trøste mig med, hvad jeg nylig har læst i Deres Postille: „Dersom Du arbeider og tjener, — ikke som saa Mange, med den Gave, som Du ikke har modtaget, men med den, Du har modtaget, den være nok saa ringe,.... da hører Du til dem, som o. s. v.“ (det gjaldt ogsaa for mig i min Alder at „kjøbe den beleilige Tid“, og dette blev tilsidst det Afgjørende for mig), — dersom jeg spørger saaledes, saa svarer Deres Brev, at De har glædet Dem over, at dette Indhold er udtalt paa et. Landemode, hvor det kunde virke paa Mange. — — — —. Kan De saa forstaae, at De har gjort mig godt med dette Brev, og ganske særlig med Deres Critik, — at den ikke har bøiet mig ved at s. 387nævne netop det, som trykkede mig, men tværtimod befriet mig fra mine Tvivl, saa jeg nu trøstig giver denne Sag i Guds Haand og lader ham gjøre dermed, hvad han vil. Kjære Biskop Martensen, De har saa tidt sagt mig, at jeg kan forstaae Dem; nu kan jeg sige: og De kan forstaae mig; og heri bestaaer dog det rette, frugtbare Venskab. Deres Brev blev det Sidste i det gamle Aar, jeg mener paa en vis Maade det Bedste, jeg har faaet fra Dem, eller dog det, hvori jeg paa en eiendommelig Maade har følt, hvad jeg har i Dem (thi havde De misbilliget mit Foretagende, da havde jeg havt Meget at kæmpe med). Og hermed Tak for det gamle Aar og Tiden tilbage til det Første! — — — — — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.