Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1876-09-14)

Fra Laub til Martensen
Viborg. 14. September 1876

Kjære Biskop Martensen! Jeg trænger til selv at fortælle Dem Noget om den 10de, og hvad der er gaaet iforveien. Maaskee Kongen allerede har fortalt Dem om min Sygdom; han har aldeles rigtig forstaaet, at Enden hedder Chloralberuselse, og hvad det vil sige, men om det, som er gaaet iforveien, har han Intet kunnet sige. Stoffet til denne Sygdom havde jeg, uden at ane Noget, samlet omtrent i et heelt Aar. Forrige Aars Landemodeact gav mig et anstrengende Arbeide lige til Nytaar; derefter fulgte endnu en Deel, som skulde indhentes, saa at min Vinterhvile først kunde begynde hen imod Paasken, d. v. s. lige foran Reisetiden. Hele Sommeren igjennem befandt jeg mig ualmindelig vel. mine Visitatser vare alle solbeskinnede i enhver Henseende, men vel følte jeg ved Siden deraf, at jeg lettere end sædvanligt blev træt. — — — Saaledes naaede jeg Enden paa mit 71de Aar. Jeg følte, der var noget Ekstatisk deri, naar jeg idelig maatte sige, at jeg ikke vidste nogen Tid i mit Liv, der havde været en saa sammenhængende Glæde. Jeg sagde, uden at tænke over, hvad jeg sagde, at det maatte gaae med mig som s. 398Aaret forud med en gammel Bonde, der havde tjent mig i begge mine Præstegaarde, og seet en stor Deel af mine Børn komme ind i Verden og voxe til, og nu efter mange Aars Forløb vilde see mig igjen sammen med disse Børn paa min 70de Fødselsdag. Han havde besluttet at blive i 3 Dage, men inden den anden Dag var til Ende, maatte han reise, „fordi han ikke kunde holde al den Glæde ud“. Saaledes gik Alt i den klareste Solbelysning til September. Mandagen før den 10de sagde jeg til min Svigerinde: nu begynder min Ferie. I den Uge, som laa for mig, havde jeg aldeles Intet at foretage, og vidste neppe, hvorledes jeg skulde faae Tiden udfyldt. Jeg talte med hende om hendes egen Travlhed og Uro, at det maatte ikke bekymre hende, om det vilde see ud, som om Alt skulde mislykkes, det skulde nok ende med Glæde, og føiede til med Hensyn til mig selv, at om jeg end skulde blive syg de to sidste Dage, og den anden skulde blive værre end den første, saa maatte der Søndag Morgen skee et Mirakel, for at Gud kunde holde sit Løfte til mig. Jeg havde ikke ringeste Anelse om, hvorledes jeg propheterede. At Tanken om den store Dag, som forestod, havde sin store Deel i den Tilstand, hvori jeg hele Sommeren igjennem havde befundet mig, da den stadig beskjæftigede mine Tanker, vil De kunne sige Dem selv. Først i denne Uge blev man opmærksom paa min Tilstand, og Lægen blev tilkaldt. Onsdag Aften begyndte Curen (Chloral). Virkningen var, at jeg kom til fuldstændig Bevidsthed om, at Lægen havde Ret, uden dog i mindste Maade at tabe min Frimodighed, og Alt gik sin bedste Gang indtil Natten mellem Fredag og Lørdag, da jeg selv i Vildelse foranledigede, at endnu en Dosis af det fatale Middel blev brugt. Det er ikke s. 399let at skildre min Tilstand i denne Nat og den paafølgende Dag; dette Døgn ligger nu for mig som et Tidsrum af et uendeligt Omfang. Medens jeg vidste Alt, hvad der foregik, var det for mig, som om jeg var langt borte fra mit Hjem, og endnu kommer jeg idelig til at sige: dengang jeg kom hjem igjen. Strax efter at Ulykken var skeet, forstod jeg Feiltagelsen, men forblev aldeles ligegyldig derved; jeg laa i Phantasier og Billeder af dem, som pleie at bebude, at Søvnen er nær: yndige Enge med rindende Vand, hvilket dog ikke blev staaende, men stadig omskiftede og førte mig igjennem stedse nye og rigere Egne i stedse tiltagende Fart, ikke nedad i Søvnens Dal, men opad og udad, hvor Intet mere var tilbage end det uhyre Tomme, intet Billede, ingen Skikkelse, ingen Virkelighed, kun Erindringen om en forgangen Virkelighed. Kun eet Virkeligt blev tilbage, Bevidstheden om Subjectet til alt dette Objectløse. Var dette mere virkeligt end alt det Øvrige? saaledes maatte jeg spørge mig selv. Er dette dit virkelige Jeg? hvad var Du da, førend denne Virkelighed begyndte? Det rige Liv, Du har levet i 70 Aar, og nu i denne Sommer, er det nu en forgangen Virkelighed, og er Du alene i denne rædsomme Eensomhed? Det Forhold, hvori Du endnu igaar stod til den virkelige rige Verden, dine Venner og Din Gud, er det en forgangen Virkelighed, og staaer Du nu i din Sandhed for ham som din Dommer, der end ikke værdiger Dig et Ord? Det Rædsomste i dette Rædsomme var, at jeg ingen Følelse havde af denne rædsomme Tanke, ingen Sorg, ingen Længsel efter noget Bedre. Saaledes vaagnede jeg den 10de, kunde vel sige mig selv, at Natten var ikke det Virkelige, men trykkedes ligefuldt af den samme døde Følelse af, s. 400at jeg ingen Følelse havde. Jeg vidste, hvad det var for en Dag, der var kommen, men var ikke glad. Jeg vidste, hvad jeg skulde undvære, men kunde ikke sørge derover. Da hørte jeg Domkirkens Klokker, og sagde til mig selv: nu skal det blive anderledes. Jeg satte mig ned og tvang mig med stor Anstrengelse til at følge med, hvad der foregik i Kirken. Da kunde jeg græde, og da Kirken var indviet, var jeg bleven en Anden. Medens jeg sad saaledes, kom der et Bud fra Kongen, for at spørge til mig. Jeg kunde sige mig selv, at han kunde ikke vente Svar, før det Hele var forbi. Hvad vilde han da? Han vilde lade mig føle, at jeg ikke var ene. Ja, kjære Biskop Martensen, De kan ikke gjøre Dem nogen Forestilling om, hvad den kongelige Familie, iblandt og fremfor saa mange Andre, har været for mig den Dag (naar De kan, da tak dem derfor). Henad Aften fik jeg i Kronprindsens Værelser i Bispegaarden Besøg af Kongen og de fleste af Familien, og tænk Dem saa Forskjellen, da jeg om Aftenen igjen sad, hvor jeg begyndte Dagen med Kirkeklokkerne, og hørte Hurraraabene fra Banegaarden, som sagde mig, at nu drog de bort, dog ikke som en forgangen Virkelighed.

Kjære Biskop Martensen, De har gjennemgaaet Skjærsilden, men jeg har været i Helvede, og er igjen staaet op paa tredie Dag. Nu veed De, hvorledes jeg har det. Fortæl noget derom til Alle, om hvem De troer, de kunne forstaae det, L. Mynster, Jonquiéres, hvem jeg saa gjerne vilde have seet, osv., og hils alle Deres.

Deres O. Laub.

Jeg skjønner meget paa Braminers Troskab.