Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Hans Lassen Martensen (1876-09-19)

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 19. September 1876

Kjære Biskop Laub! Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor bekymret jeg blev, da jeg erfarede, at De ikke vilde kunne udføre Domkirkens Indvielse. Noget beroliget blev jeg ved Telegrammet, som jeg modtog i Hirschholm; i Birkerød fik jeg et Brev fra Stiftsprovst Swane, og ved min Hjemkomst forefandt jeg Deres kjære Brev, som yderligere beroligede mig, og i hvis Udførlighed jeg tillige maatte see et mig saa dyrebart Beviis paa Deres Venskab. — — —

Hvad De skriver mig om Deres Tilstand, der gik forud for det egentlige Anfald, kan jeg meget vel sætte mig ind i, og de Fleste af os kjende vist nok noget Lignende eller Beslægtet. En legemlig Svaghed, et legemligt Ildebefindende er Basis. Men hertil kommer da den sjælelige Uro og Spænding under Henblikket til det Vigtige, som forestaaer. Man vilde maaskee kunne beherske det Legemlige, dersom man under Forberedelsen til og under Forventningen af det Forestaaende i Sjælen kunde bevare, hvad Mystikerne kalde en fuldkommen „Gelassenheit“, et fuldkomment Vindstille, og i Forhold til Verden og de verdslige Ting, en „hellig Ligegyldighed“. Men jeg veed af egen Erfaring, at det er lettere at tænke dette end virkelig at have det.

Den Tilstand, De har været i som Følge af det fatale Middel, De brugte, og hvilken De selv sammenligner med et Inferno, der er værre end et Purgatorio, hører vistnok til de forfærdelige. Men den udmærkede klare og overskuelige Skildring, De giver deraf, viser mig, at De staaer over den, og at den nu hører til det Forbigangne og Tilbagelagte for Dem. Dersom det ikke var s. 402 aldeles unyttigt som en Epimetheus at komme med Viisdommen bagefter, vilde jeg have bemærket, at Chloral ved denne Leilighed overhovedet ikke burde have været brugt. Hvor en saadan Handling er umiddelbart forestaaende, bør man ikke experimentere med noget Nyt, hvis individuelle Virkning man ikke kjender.

At De, kjære Biskop Laub, ikke skulde komme til selv at indvie Domkirken, hører til de Irrationaliteter, der ere saa hyppige i denne Tilværelse. Det er mit Haab, at den fremkomne Dissonans vil opløse sig i den Sindets Harmonie, som for Dem er den naturlige. Om det Hele kunne vi vistnok i sidste og høieste Forstand sige, at Herren gjennem Saadant end dybere vil lade os føle vor Skrøbelighed, men dog visselig fordi han derved vil føre os til end dybere at fornemme hans Kraft. Hans Veie og Førelser ere ofte dunkle, men deres Udgang er Lys.

Herren give Dem, kjære Biskop Laub, end længe at forkynde hans Ord i Deres Domkirke; end længe at være til Bekræftelse og Bestyrkelse for Mange, og iblandt disse Mange ikke mindst for mig! De er den Eneste, med hvem jeg i en senere Alder har kunnet stifte et fortroligt Venskabsforhold, der med hvert Aar er blevet mig end mere dyrebart. Men ogsaa bortseet fra vort personlige Forhold, er det mit, som saa Manges, inderlige Ønske, at De end længe maa vedblive at virke iblandt os med Herrens Kraft i Skrøbelighed. Thi dette: „Kraft i Skrøbelighed“ maa mere og mere blive vort Valgsprog, og det jo ældre vi blive. Netop derfor maa jeg ogsaa paa det Indstændigste formane til Forsigtighed og til en viis Oekonomie med Kræfterne, baade de legemlige og de aandelige. — — — —

s. 403 I Formiddags var jeg paa Bernstorf hos Kongen, og saae tillige den kongelige Familie. Jeg meddeelte Kongen, hvad De havde skrevet mig om Deres Følelser for ham og lians Familie. Han omtalte Dem med den største Hjertelighed, Høiagtelse og Hengivenhed, og havde glædet sig ved at tale med Dem. Om Høitideligheden fortalte han mig meget, og fremhævede særligt den smukke Bøn, Stiftprovst Swane havde bedet for Dem i Kirken. „Intet Øie var tørt“, sagde han.— — Alle omtale Dem med Kjærlighed. Kongen har udtrykkeligt paalagt mig at hilse Dem fra ham, naar jegskriver. En udtrykkelig Hilsen til Dem har jeg ligeledes fra Kronprindsen og Kong Georg. Lad mig ikke glemme, at min kjære Prindsesse Thyra ogsaa bad mig hilse Dem. Hun beklagede, at hun i Viborg ikke havde kunnet besøge Dem.

For Brammer, der efter saa kort Varsel var traadt hjælpende til, havde man al Beundring, men desværre havde flere af de kongelige Personer Intet, eller dog kun meget Ufuldstændigt, kunnet høre af hans Tale. Dronningen, der er meget tunghør, yttrede endogsaa, at hun af Braminers Tale ikke blot ikke havde hørt et Ord, men ikke engang en „Tone“. Til min Forskrækkelse erfarede jeg, at Brammer ved Nedstigningen fra Alteret efter Indvielsen nær var falden, men at Kongen afværgede dette. — — —

Her maa jeg slutte. Hilsen fra Jonquiéres og Provst Fog, der nylig var hos mig. Ligeledes en hjertelig Hilsen fra min Kone.

Deres hengivne H. Martensen.