Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1877-12-14)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 14. December 1877

Tak, kjæreste Biskop Martensen, for Deres fortsatte Deeltagelse i Alt, hvad der vedkommer mig og Mine. Min Svigersøns *) Død er det haardeste Stød under min Sygdom. Min Svigerdatter **) var mig ligesaa kjær, og hendes Bortgang i enhver Henseende ligesaa sørgelig; men hun døde umiddelbart efter den 10. Septbr., da jeg endnu svævede høit over denne Verden, følte Alt med s. 406 mit hele Hjerte, men dog (omtrent som jeg beskrev det i mit første Brev til Dem) som den, der kun var Tilskuer. Jeg har flere Gange i en senere Tid sagt til min Svigerinde med Hentydning til Raphaels Transfiguration paa Væggen, at man kommer ikke ned af Bjerget, ind i den Skare, som snoer sig bag om Bjerget, uden at man seer dens Ende, — uden at mærke til den Satans Engel, som slaaer den Ophøiede paa Munden, — og at det maatte ende som det begyndte. Men hvem er dog forberedt, naar det rammer? En stor Trøst er det dog at see hende (min Datter) saa fattet, nu allerede at foretrække sit tomme Hjem med sine to Smaae og nogle faa fortræffelige Venner for Julen i Viborg; hun har endog skrevet, som om vi ikke saaes før til Mai ved eller i Kjøbenhavn. Jeg er saa ualmindelig heldig (ved Hjælp af en gammel Ven) at have faaet en efter Alles Sigende udmærket Leilighed til en saa billig Leie, at min Pension kan netop strække til. Da jeg saaledes er kommen i en dobbelt Betydning til Hvile („Stille“, nicht „Ruhe“ —. som først kommer nærmere ved Dem), saa gaaer jeg nu med uforstyrret Glæde Julen imøde, — og ønsker Dem, i en Hvile af ganske anden Art, det Samme, Dem med alt Deres og alle Deres. — — — — — — —

Deres, nu i dobbelt Betydning, gamle
O. Laub.

Min Broder følger med mig, og er ligesaa glad som jeg ved at skulle ende, hvor vi saa at sige kjende hver Plet fra vor samlede Ungdom, — i Nærheden af Runddelen i Frederiksberg Allée.