Danmarks Breve

Biskop Otto Laubs Levnet. En Livsski...

s. 1 Biskop Otto Laubs Levnet.

En Livsskildring i Breve.

Samlet og udgivet

af

F. L. Mynster og G. Schepelern.

Andet Tidsrum 1855—1882.

Første Afdeling:
O. Laubs Brevvexling med H. L. Martensen.

Kjøbenhavn.
Karl Schønbergs Forlag
1886.

s. 2 Kjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).

s. 3 Umiddelbart efter at F. L. Mynster havde fuldendt Udgivelsen af den første Del af Biskop Laubs Levnet, bortkaldtes han ved en pludselig Død, og forat Foretagendet ikke skulde standse, og Bogen komme til at staa som et Brudstykke, paatog jeg mig at fortsætte Udgivelsen. Ved dette Personskifte er der indtraadt nogen Ændring i den oprindelige Plan. Medens det var Mynsters Hensigt (see I. XIV) at afslutte Bogen med en 2den Del, hvori han da vilde meddele et Udvalg af Laubs Brevvexling med Forskjellige, har jeg troet, efter Samraad med Forlæggeren, at burde udvide Planen saaledes, at den kom til at omfatte ogsaa en 3die Del. Derved opnaaedes, at Laubs Brevvexling med Biskop Martensen kunde meddeles paa en fyldigere og mere tilfredsstillende Maade, et Hensyn, som ikke blot Martensens store Betydning for den danske Kirke, men ogsaa hans Forhold til Laub fuldt ud retfærdiggjør.

Idet jeg altsaa udsender denne 2den Del af Biskop Laubs Levnet, ved hvis Udgivelse jeg navnlig føler mig i en stor Taknemlighedsgjæld til Fru Bispinde Martensen, der med megen Velvillie har overladt mig Benyttelsen af sin afdøde Mands Breve, er det mit Haab, at det vil bidrage noget til Bevarelsen af Mindet, ikke blot om den Mand, som er Bogens nærmeste Gjenstand, og hvis Breve fra hans Ungdoms og første Manddoms Tid ere blevne modtagne med saa megen Sympathi, men ogsaa om s. 4 den navnkundige Biskop, hvis Hæder har kastet Glands over den danske Kirke og derved ogsaa over vort Fædreland.

Om Gud giver Liv og Lykke, er det min Hensigt i 3die Del at meddele Laubs Brevvexling med Forskjellige, deriblandt den meget mærkelige med hans gamle Røgter, Christen Sørensen Daugaard.

Kjøbenhavn, i Oktober 1886.

G. Schepelern.