Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Familien Laub i Hågerup; Laub, Hieronymus; Laub, Wilhelm Frederik; Laub, Johan Ludvig Georg; Laub, Ditlev Christian Ernst ; Schepelern, Louise Magdalene; Wanscher, Arngoth Dorothea Petronelle Christine; Kiørboe, Susanne Sofie Elisabeth Henriette; Jespersen, Hanne FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1855-03-01)

Viborg, 1. Marts 1855.

— — — Jeg kunde ellers have begyndt mit Brev i aften ligesom forrige Gang, — med Bahnsons. Han kom herind fra Skolen Kl. 4, sad her en Times Tid og fik en Pibe Tobak, medens vi snakkede om Allehaande, og jeg læste Adskilligt for ham af Ritualet, som jeg har tillaans af den gamle Biskop (han vil ikke sælge det), som jeg aldrig før har kjendt ordentlig, fordi det ikke er i Boghandelen, og han naturligviis endnu mindre, hvoraf jeg var ganske fuld: denne forunderlige dybe, jævne, barnlige Tone, saa fuld af Tillid til Gud, men ogsaa til hans Menighed paa Jorden (som rigtignok ikke kunde udtale sig saaledes i vore Dage), denne Overbeviisning om, at hvad Menigmand trænger til, er kun Udtrykket for sin Tro (medens det nu er meget Mere, nemlig Troen selv), denne Glæde ved at kunne give dette, denne Omsorg for de Smaae og de Sønderknuste, — gjør, at man maa læse det som en Andagtsbog. Dette greb mig især i Capitlerne om Barselqvinder og Jordemødre; — tænk Grethe Jordemoder! og der er mange langt ringere — de har ingen Anelse om, hvilken Hædersplads Ritualet indrømmer dem, som skulde hjælpe de Smaae gjennem Fødselen til Gjenfødselen, og hvad det venter og kræver af dem; og hvad Kirkegangskoner angaaer, da veed jeg ikke, om nogen Præst nogensinde har talet saa dybt og deiligt og Alt omfattende og i et saadant Kjærnesprog til dem, som Den kunde, der kun mødte i Kirkedøren med Ritualet i Haanden og læste op af det. Derefter gik vi os en Tur sammen mod Syd, mod Vind og Snee, som i Begyndelsen var fiin, men efterhaanden hang fast og blødte vore Frakker. Imidlertid gik vi og snakkede livligt om alle Slags: han fortalte om Egnens Folk osv., s. 15og jeg fortalte igjen om vore Folk, om min første Tid i Trolleborg og i Ryslinge, vore Frørupture, om Arngoth, — lovede ham, at han engang skulde faae Talerne at læse over hende, — Fader, Graven osv. Imidlertid vare vi komne til hans Dør, og jeg gik med ind; saa kom han med en Pibe og hun med en Kop Thee, og Børnene med deres Goddag, — og saa sad jeg vel der en Times Tid og snakkede om Musik, — Weyse, som B. har kjendt personlig og hørt spille paa Fortepiano, — Mendelssohn Bartholdy, Gade osv. — Berggreen, Psalme- bøger, Psalmesang, — at ogsaa her i Viborg „de Dannede “ genere sig for at lade hverandre høre deres Stemme i Kirken, om Tolstrup, B.’s gode Ven, og hans liturgiske Juletjeneste i Nyborg, hvortil jeg saae Texten, indrettet paa samme Maade som i Kjøbenhavn, o. m. a. Ting; og tilsidst sagde hun, som gjerne vilde være med derved: „Vil De gaae saa snart?“ — — — En Dags Tid senere besøgte jeg Adjunct Pedersen, som er næsten blind (ikke af Alder), men skal have en umaadelig Hukommelse (ligesom Justitsr. Tang, hvorfor Bahnson engang sagde, at vist ingen By i Danmark havde saa megen Hukommelse som Viborg), og derfor kan fortælle en heel Deel Moersomt, f. Ex. om en lille Dreng, som nylig var kommen hjemmefra i Skolen, og da han blev spurgt (i dansk Time) om, hvad vel 1ste Person hed, og vidste, at han ikke maatte svare „A“, sagde „Ich“. — — Men nu har I jo nok for denne Gang, og nu skriver jeg ikke før efter Ordinationen paa Onsdag. Bispekaaben har jeg prøvet, den er pragtfuld, Guldmoer med Guldfryndser og en Kant af hvidt Silketøi med grønt Chenillebroderi. — Mine smaa Venner, H., V. og D.! ere I vrede paa slemme Faer, fordi han ikke svarer Eder s. 16paa Eders smaae Breve? men han mener det ikke saa slemt; han mener, det er bedre at skrive alle sine Historier paa eet Stykke Papir, og saa er Brevet til Eder Alle. Og nn lev vel, Alle! hils Alle! — glem heller ikke

Eders Fader.