BREV TIL: Zeuthen, Frederik Ludvig Bang FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1873-03-30)

Fra Laub til Zeutlien.
Viborg, 30. Marts 1873.

Kjære Zeuthen! Jeg maa begynde med at sige Dig, at naar Du nu to Gange har lovet mig et ordentligt Brev, da betragter jeg det som en Naade; thi det er virkelig mig, som i snart 3 Maaneder har skyldt Dig Brev. — — — Imidlertid har jeg kunnet læse det, Du sendte^{*) Nogle}), flere Gange, og saaledes desto bedre takke Dig derfor. Det har glædet mig, først fordi det er et Forsøg paa at bringe det til en Forstaaelse, hvori der kan være Fred, og et Forsøg, hvori jeg ikke kan troe, at Nogen kan miskjende Ærligheden og Sanddruheden. Dette har vel altid været Dit Maal; men naar det hedder: *Sandheden troe i Kjærlighed*, saa ligger denne Gang Eftertrykket dog vel stærkere paa det Sidste end tidligere. s. 77Dernæst fordi jeg i det Væsentlige heelt igjennem kan være enig med Dig. Fra det første, jeg kom til at tænke alvorligere over den Sag, hvorom Du skriver, har jeg maattet sige til mig selv, og leilighedsviis vel ogsaa til Andre, at jeg ikke kan forstaae Grundtvigianismens Tro *paa den hellige almindelige Kirke*, naar den ikke kan tiltroe Kirken at kunne danne sin egen Bekjendelse. Thi en Bekjendelse maae dog være Ens egen, ikke være lagt En i Munden. Jeg finder det, som Du, *aandløst* at forestille sig (thi til videre end en Forestilling kan det her ikke komme), at Christus har givet Apostlene en Formel, en Mistillid til den Aand, som skal veilede til al Sandhed, baade til Erkjendelsen og Bekjendelsen. (*Ingen kan kalde Christum Herre uden ved den Helligaand*). Derfor har Troesbekjendelsen sin reent menneskelige, historiske Side. Men den har ogsaa sin guddommelige, og kan føres tilbage til Christus selv, fordi, som Christus siger, *han skal tage af Mit*, saa at, om end det, der bekjendes, kun er det Factiske, og synes os at ligge saaledes lige for Øinene, at det maatte fremstille og samle sig for Enhver, som vilde see, saa er dog det, at kunne og ville see, baade det Enkelte og Sammenhængen deri, en Gave af Aanden, og i sin Bekjendelse giver Menigheden det tilbage til Her ren, som den har annammet af ham. At jeg seer Forbindelsen mellem de 3 Artikler og de 3 Navne, Faderen, Sønnen og den Helligaand, paa samme Maade som Du, ligger vel i, hvad her er sagt. Men jeg kan følge Dig videre. Naar denne Bekjendelse er Daabsbekjendelsen, og vi troe, at Christus *er her selv tilstede* (hvad Ritualet siger ved Nadveren, maa ogsaa gjælde ved Daaben), er den, der selv handler og taler, saa kan jeg ogsaa regne s. 78Bekjendelsen med til *Ordet af hans egen Mund*; ligesom det er ham, der vil velsigne det lille Barn (thi Barnedaaben er dog den Form, hvori Daabens Væsen kommer frem), saaledes er det ogsaa ham, der spørger det lille Barn (hvad jo for det døbende Menneske er endog physisk umuligt, medens Christus i Barnet har det hele vordende Menneske for sig); og i denne Henseende har jeg upaatvivlelig lært Mere af Grundtvig i Tidens Løb, end jeg selv har kunnet bemærke, har faaet Mere ind, som jeg nu ikke vil undvære, som jeg f. Ex. ikke har fra Mynster, endskjøndt jeg nu kan, uden Kunstleri, finde det (skjult) i, hvad han har sagt om Daaben, som jeg snarere kunde have lært af min Fader, naar jeg saae ham forrette en Daab. Her altsaa er Noget, hvorfor jeg vil takke Grundtvig; men naar jeg da bruger hans Udtryk *Ordet af Herrens egen Mund*, — saa maae jeg føie min (og Din) nærmere Forklaring til, hvormed han maaskee vilde sige, at Takken er tagen tilbage igjen, — den Forklaring: at ligesom Menigheden først har tilegnet sig Herrens Ord, gjort det til sit eget, og saaledes er dens Bekjendelse bleven til, saaledes tilegner nu Herren sig Menighedens Ord, dens Bekjendelse, bruger dens Ord i sit Spørgsmaal, der da kan omskrives saaledes: *Troer Du, hvad min Menighed troer og bekjender, herefter vil bekjende ogsaa for Dig, for at Du mere og mere kan blive en Deel af denne bekjendende Menighed?* Herved maae jeg mene som Du, at det, hvorpaa det kommer an, er besvaret og de historiske Vanskeligheder skaffede af Veien. — At der tilkommer Troesbekjendelsen en Selvstændighed ligeoverfor Skriften, det vil vel de Fleste i vore Dage indrømme, uden derfor at kunne lade den være saaledes absolut og dominerende, s. 79som den maae blive, naar den skriver sig fra Christus efter den grundtvigske Forklaring. Forholdet maae da tænkes som et organisk, hvori de to ikke kunne undvære hinanden. — — —Vi To kunne her være enige; men de, til hvem Du henvender Dig, hvad ville de gjøre? Jeg vilde ret ønske, at det maatte komme til Anerkjendelse, at man kan sætte Sacramentet ligesaa høit og forstaae det ligesaa dybt, og sætte samme Priis paa den Fællesbekjendelse, hvori man slutter sig sammen med alle Bekjendende gjennem alle Tider, fordi man ikke har kunnet følge med Grundtvig i Alt. Der er vel nogle Grundtvigianere, som Glahn, der ville troe det, og Fr. Barfod vil, efter hvad jeg kan vide om ham, sikkert tage venligt imod Dig. Men Birkedal f. Ex. har dog vel allerede forud i sit Sidste: *Hvad der ikke kan indrømmes*, svaret i modsat Retning? Eller: hvad der af de Fleste for Tiden kan ventes, er vel, at de gjerne ville kalde os Christne, men ikke kunne forstaae, hvorledes vi kunne være det. De ville have det Guddommelige i det, vi have at bygge paa, saaledes skilt ud fra det Menneskelige, at man kan saa at sige tage og føle paa det, uagtet Guds Søn dog ikke havde været den, man kunde *høre og see og beskue og tage paa med Hænderne*, dersom han ikke var bleven et Menneske. — — —

Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Zeuthen, Frederik Ludvig Bang FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1873-03-30)