Laub, Hardenack Otto Conrad BREV FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1873-01-25)

Fra Laub til en ung Præst.
Viborg, 25. Januar 1873.

— — — Jeg har ellers i den senere Tid i „Indre Missions Tidende“ fundet flere Prædikener, som jeg kunde synes om. Rigtignok har jeg til samme Tid fundet Andet, og det tidt Meget, eller Alt i et No., som jeg ikke gad læst (f. Ex. Drømme af et sentimentalt Fruentimmer — skulde man troe, — men det var nok alligevel et Mandfolk), og jeg har tidt tænkt paa, om det var Ret at holde dette Blad, som skyller saa meget Vand hen over Danmark. Paa den anden Side har jeg meent, at jegburde dog see det, for at vide Beskeed. — — —. Man kan spilde en Mængde Tid med at læse saa Meget, som man ingen Glæde har af. Da er det langt bedre at læse det Gamle om, som man veed, hvad er, — og saaledes gjør jeg dog stadig. Der ere Ting, som jeg regelmæssig efter nogle Aars Forløb læser om igjen. Frem for Alt staaer Bibelen, som dog er og bliver det bedste. Jeg s. 96har beskjæftiget mig ikke lidt med Hjob, som jeg dog gjerne engang vilde forstaae rigtig tilbunds, og med Psalmerne, som jeg helst vilde lære udenad (hvortil jeg doger bleven for gammel). Hvordan gaaer det med Deres hebraiske Læsning? De er da ikke falden fra? Naar De engang naaer til Psalmerne (eller forinden), — saa læs Kierkegaards Forklaring af den 25de; men kjøb den, hvis De ikke eier den, og bliv ikke træt af at læse om og om, — thi den maa omtrent læres udenad, før man ret kan forstaae den. Den er vel et Nonplusultra af Kierkegaardsk Tunghed, men dog kun, fordi hvert Ord er en Tanke, eller et selvstændigt Led i een stor Tanke! Læs f. Ex. det Vers: „han underviser Syndere paa Veien“ („paa“, ikke „om“ —, saaledes oversætter han, — begge Dele kunne kaldes rigtigt, vel endog paa een Gang). Hvor der er en uhyre Forskjel paa K. og Martensen (som jeg neppe fik til at læse dette), som ikke behøver alt det Meget, for at faae det Hele — den store Sammenhæng frem, og derfor har den store Klarhed, saa man fristes til at læse ham for hurtigt, og af den Grund maa læse om igjen — mange Gange. Men skjøndt det er vist, at de mange Ting volde Uro, — saa har det dog megen Tillokkelse for mig, ogsaa at faae alt det Smaae med, — saaledes som det skeer, og tidt til min store Glæde, ved at komme efter, hvad et hebraisk Ord dog egentlig betyder, — derfor læser jeg Hebraisk, men Martensen ikke mere. — — —.

P. S. Jeg har i „Indre Miss. Tid.“ lige nu seet en Prædiken, hvorefter det, hvorpaa det kommer an, er: ikke at ville være „et skikkeligt Menneske“ — see Hjob 42, 7.8.