Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Ane FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1878-10-03)

Fra Laub til Samme.
Kjøbenhavn, Vesterfælledvei 14, 3. October 1878.

Min kjære lille Ane! Hvad mon Du tænker om mig, som ikke har skrevet til Dig, siden jeg fik Dit rare Brev i Marts? Aarsagen er, at jeg har været meget træt efter Flytningen, — ikke mine Been, dem kan jeg bruge som i gamle Dage, og skal gaae flittigt, som jeg gjør, især hver Morgen, i de to deilige Haver her ved Frederiksberg, — men mit Hoved, som ikke taaler, at Fødderne blive kolde. Ogsaa holder Hovedet ikke ret meget af, at jeg bukker mig over Papiret. Derfor var jeg kommen reent ud af Skriveriet, og endnu naar jeg begynder, gaaer s. 139det meget langsomt, omtrent som for et lille Barn. Da jeg ellers ikke har Noget, som besværer mig — Smerter kjender jeg slet ikke til —, saa kunde jeg sagtens finde mig deri, naar det ikke var for mine Venners Skyld. Fortæl det ogsaa ved Leilighed til Provst W., for at han ikke skal troe, at jeg er ligegyldig for at vide, hvorledes det gaaer i mit gamle Hjem; jo, jeg vilde ønske at jeg kunde gaae min Morgentur i hans to Haver, og henad Haagerup Gade ned til Skoven, hvor Nattergalen har sunget i Sommer som for 24 Aar siden. Saadanne Tanker, som jeg her skriver, samler jeg sammen, naar jeg gaaer ene omkring; Alt, hvad Godt Gud har givet mig i de mange Aar, har jeg hos mig, og nu kommer jeg med det til mit Barn, som i henved 10 Aar, eller maaskee længere, var med, og nu trænger meest til at læse derom.

— — —. Dit Brev gjorde mig rigtig glad, fordi jeg saae, at Du havde ikke havt Skade af at længes. Jeg havde ikke glemt Dig, og var ikke glad ved at see, hvorledes Tiden løb fra mig, uden at jeg kom til at skrive; men imidlertid havde Du fundet den allerbedste Trøster, som ikke vil, at vi andre smaae Trøstere skulle blive borte, men som dog kan gjøre Mere end alle vi Andre tilsammen, og derfor undertiden gjør det saaledes, at han kan komme ganske alene. Min kjære lille Ane! jeg har altid troet godt om Dig ; men nu veed jeg for vist, at Du skal ingen Skade tage i denne Verden; thi naar han selv har lært et Menneske at nøies med ham alene, saa slipper han aldrig mere det Menneske. Hvad man lærer af Mennesker, det skal først staae sin Prøve; men den, som er lært af Gud, han er udlært, ikke saaledes, at der nu ingen Prøve mere skal være; men en Saadan s. 140lader han gaae og prøve sig selv, og bliver det for haardt, og det Menneske bliver vankelmodigt, saa siger han: „her er jeg jo; havde Du glemt, at jeg var ved Din Side?“ — Der er mange Slags Eenlige i denne Verden ; men Bibelen taler især om to Slags, f. Ex. i Jeremias 49, 11, hvad jeg læste just i de Dage, jeg gik og tænkte paa Dit, Brev: „Overgiv mig Dine Faderløse, jeg vil lade dem leve, og Dine Enker skulle forlade sig paa mig“. Paa Dine Børn kan Du see, at det Første er sandt; og det Sidste paa Din gamle Moder, hvem han har ladet leve saa længe, for at Du skal see det; og nu er Du baade Faderløs og Enke, og staaer altsaa to Gange i Guds Haand. Han vil ingenlunde slippe Dig og ingenlunde forlade Dig; vær Du kun glad! — — —

Din gamle Fader.