Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Schepelern, Georg Sophus Frederik FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1862-06-20)

Fra Laub til G. Schepelern.
Viborg, 20. Juni 1862.

— — — —. Vi have havt megen Fornøielse af Dit Brev, som jeg fik Lov til at læse ved Middagsbordet. Vi have fulgt disse 8 Dages Begivenheder ^*Det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn.) temmelig nøiagtigt ved Hjælp af egne Aviser og laante „Fædrelande“ (dette Blad især for Talernes, Pal. Milliers Prologs osv. Skyld), — have læst det Samme flere Gange uden at blive trætte deraf, og ere desuagtet, eller just derfor veloplagte til at faae det Alt endnu engang af En, som har været med paa sin egen Viis, og om hvem vi gjerne ville vide (nøiagtigt og heelt igjennem), hvorledes netop han har været med deri, ikke at tale om, at denne nye Referent kan meddele Enkeltheder, som de andre have forbigaaet eller ikke oplevet. Du vil vel vide, hvad jeg mener om det Hele. Jeg mener, at her er skeet Noget, hvoraf Enhver, som var det nær, havde Lov til at lade sig rive hen, — Bevægelsen naaede ogsaa ud til os, som kun læste derom; jeg kunde ønske at have oplevet noget Saadant i min Ungdom, og det gjør mig ondt for dem, der (som Hieronymus) vare midt i det og maatte stænge Døre og Vinduer derfor (jeg har ærgret mig over, at der ikke kunde tages Hensyn til Universitetets Examina): paa den Maade kunde man s. 190ikke faae noget, eller ikke det rette indtryk deraf. At man har levet, er altid noget Godt, og bliver ikke uden Frugt; men i hvilken Skikkelse — det lader jeg staae hen. Jeg troer paa en aandelig Nordens Eenhed, og glæder mig over, at den kommer tillive, til at føle sig, saaledes som den kan det bedst i Ungdommen; og jeg troer, at den, naar den trives og holder sig sund, vil virke gavnligt i alle mulige, ogsaa materielle Henseender. Men dersom man da vil give dette Skandinavien en bestemt politisk Skikkelse, saa kan jeg ikke mere være med, og mener, at man herved gjør et forvovent Indblik, om ikke Indgreb i Historiens og Forsynets Gang, som ikke er aabenbaret i saadanne Dages Begivenheder, men først skal blive det; og især mener jeg, at Ungdomsglæden, som har noget Reelt at holde sig til, det, der nu er, og umiddelbart bydes i et saadant storartet Møde, maa ikke forqvakles ved et saadant Fremblik, som vel allermindst er givet de Unge, med mindre de ville være Propheter og Folkeførere, ikke nøies med at være „Bannerførere“, som der saa smukt blev sagt. At der er feilet i denne Retning, vil jeg ikke dermed sige; af Referaterne har jeg ikke mærket noget Bestemt af denne Art. Men det har meget glædet mig, at de alvorlige Møder (paa Børsen osv.) ikke synes at have smagt Mange. — Jeg haaber, at Du af disse Udtalelser i det Mindste vil forstaae, at jeg holder Eders skandinaviske Møde i Ære, alt det Ungdommelige deri, alle de mange Blomster og Champagneflasker, alle de Følelser, som derved ere komne i Bevægelse, hvori der naturligviis ogsaa er noget Champagneagtigt, — alt det Poetiske, som jo ikke umiddelbart vil gaae over i Livets Prosa, men derfor ligefuldt har blivende Værd, — at jeg ønsker, s. 191at I, der have levet disse Dage, altid maae mindes dem som en Epoche i Eders Liv, — og at jeg kan ærgre mig, naar Nogen kan ville more sig og Andre med at fortælle saadanne Historier herom, som en Referent i Viborg Aviis igaar.

Jeg har længe skyldt Dig Brev, kjære Schepelern! men det har just ikke trykket mig: Du veed, jeg har ikke godt ved at holde alle Correspondancer vedlige, og saa maa det gaae ud over dem, som have Andre at holde sig til. Dog er det mig kjært, at Omstændighederne nu have ført det med sig, at jeg her igjen har taaet begyndt paa den Samtale, som snart skal fortsættes mundtligt. Til Landemodet kommer Du jo ikke denne Gang. Der skal alvorlige Sager frem. I den ene har Clausen nylig slaaet et Dommedagsslag. Læser Du hans Piece eller hører derom, skal Du dog vide, at jeg vil netop samme Vei, og er glad ved, at her en Røst har ladet sig høre, som Ministeren dog ikke kan lukke Ørerne for, men gaae sin Vei (den, hvorpaa han allerede er kommen for langt frem) kan han alligevel. — — —

Jeg er Din — — egen Fader.