Fra Laub til Pastor E. Jespersen.
Viborg, 22. April 1871.
Kjære Emil! H. skal have rigtig Tak, fordi hun gjerne vil, at jeg skal „følge med Eder“ i alle Henseender, og derfor fik en Prædiken til mig; og jeg antager, at hun dermed tillige ønskede, og Du med, at jeg skulde sige Eder min Mening. Det vil jeg nu, saa godt som jeg har Tid og Ro til, og helst saaledes at det kunde blive Dig til nogen Nytte. Jeg kan sige i Korthed som det Væsentlige, at det er en god Prædiken, som jegvilde have hørt med Opbyggelse i Din Menighed, holdt med Din trofaste, ærlige Stemme, men — at den havde været endnu bedre, naar den havde været støbt i en anden Form, hvorved jeg da mener, at Formen er af ikke ringe Betydning. Jeg mener, at Du, især i den første Halvdeel, bevæger Dig alt for meget i det Almindelige, det, som altid skal prædikes, men dog hver Gang i en ny Skikkelse (Matth. 13, 52). Jeg mener, at en Prædiken skal være Andet og Mere end en Udtalelse af Menighedens Bekjendelse, hvori maaskee alt hertil Hørende omhyggeligt er taget med, — at enhver Prædiken skal være saa at sige et Individ, en Person, hvori det Almindelige har taget Skikkelse og nu træder levende og anskueligt frem, igjennem det Særegne, i en ny organisk Sammenhæng. Eller med et andet Billede, den s. 207skal ligne et Maleri, hvori en Begivenhed, som vi godt kjende, eller en bekjendt Egn viser sig for os fra et nyt Synspunkt, hvorved dens Indhold og Betydning og Rigdom netop i denne Stilling og med den Begrændsning, som Maleren har faaet Evne til at opdage og vælge, kommer til at ligge for os i et nyt Lys. Meningen er ikke, at enhver Prædiken skal være et Kunstværk, som fortjener at foreviges; men om den ogsaa skal være færdig med sin Tjeneste i en Time, bør den dog stræbe efter at have Noget af dette. — — —. Luther vil, at man efter enhver Prædiken skal kunne svare paa det Spørgsmaal: „hvad har han sagt?“ — men at svare med det Almindelige: „han prædikede Christus“, — eller, siden det er Paaske: „han prædikede om Opstandelsen“, — eller at kunne, naar man har en god Hukommelse, nævne de forskjellige Stykker, som fulgte efter hinanden, er ikke det, Luther mener; han mener Eet, Heelt, som denne Gang særlig er givet. Og for at hjælpe os med at finde det, nævner han det strax, saa vi nu heelt igennem kunne følge med og vide, hvor vi ere, og hvorledes det, han nu siger, hører med; og Ingen har dog bevæget sig med større Frihed i sin Prædiken, f. Ex. sjælden brugt den Indledning, som man senere meente ikke at kunne undvære. Jeg veed ikke, hvorfor Du har opgivet denne Form; Mange fristes dertil af Magelighed, — men Din Prædiken vidner om, at Du ikke sparer paa Flid og lader staae til. S. har ikke opgivet den, — og man kan dog ikke sige, at den er nødvendigere i en stor Stad. iblandt saa mange Dannede; jeg tænker en Bondemenighed maae endnu mere trænge til at hjælpes med Luthers Spørgsmaal.
Det, der skal give den enkelte Prædiken dens Skikkelse, s. 208bringe det Særlige ind, hvorved den kan blive et levende Væsen, og anvise den Begrændsning, indenfor hvilken dette kan skee, det er efter min Mening og gammel Tradition — Texten, hvorfor man vilde, at en Præst ikke maatte „gaae fra Texten“. Men jeg synes, Du er ikke engang kommen til den. Jeg havde ikke lagt Mærke til, at denne Prædiken var holdt paa 2den Paaskedag, og jeg var kommen over Midten, inden jeg mærkede det. — — —.
Den Maade, hvorpaa denne Prædiken er dannet, er vel nu snart meget almindelig; jeg vil gjerne indrømme, at Din Prædiken hører til de gode af denne Art, men jeg vilde dog gjerne, at den tillige var af en bedre Art. Det er Grundtvig, som her er gaaet foran; men mon man ret har betænkt, at han er en ualmindelig Mand, som formaaer, hvad ikke Alle skulle vove sig til, hvis Natur har krævet, at han maatte udenfor Landeveien, som tilmed er en Digter, der, hvor han er, maae skabe Noget, og hver Gang noget Nyt, og ikke riskerer at sige tilsidst det Samme og Samme, igjen, blot med andre Ord, ikke heller, at hans Tilhørere skulle lulles i Søvn af Strømmens Rislen. Og medens han holdt sine mægtige og lange Prædikener, som vi have i „Søndagsbogen“, vare disse dog af den Art., at de, der fulgte (kunde følge) med, tilsidst nok kunde sige, hvad han havde sagt. Disse Kæmpeværker hører der Kæmpekræfter til at efterligne, — hvem der kan — ja lad ham! men Smaafolk, de ville vel snarere naae til, hvad Grundtvigs Prædikener nu ere, hvorom vel Rudelbach med Rette kunde sige, hvad han engang sagde om en Prædiken af Grundtvig: „det er jo ingen Prædiken, det er jo kun eine Ansprache“. Det kan være, at der er Noget ved at komme frem, s. 209hvorefter Prædikenen skal miste sin selvstændige Betydning og kun blive, som Grundtvigs nu maae kaldes, et Bindeled imellem Gudstjenestens andre Dele ; men det er min Overbeviisning, at dette da kun kan vare sin Tid, saa maae der skee et Omslag, som i Reformationstiden, hvorved Prædikenen igjen kommer til sin Ret. Du forstaaer, kjære Emil, at jeg betragter Prædikens Form som mere end en Formsag. — — —.
Du har sagt Noget om Sacramenterne, som jeg ikke kan gaae ind paa. For det Første maae det ikke oversees, at Sacramenteme ikke kunne haves uden i Menigheden, i Kirken, i Samfundet, og at de ligesaa fuldt skulle forbinde Lemmerne med hverandre, som hver Enkelt med Christus; dog, det mener Du vel ogsaa. Men hvad jeg navnlig mener, er den Sætning, at „vi i Sacramenterne finde den opstandne Frelser i hans egen Skikkelse, saa vi have ham lyslevende“. Du har her tillagt Sacramenterne, baade hvad de skulle være os, og hvad de ikke kunne være os. Det er „Skikkelse“ og „lyslevende“, hvorimod jeg opponerer. Kun paa Katholsk kan man sige, at man har Christus i hans egen Skikkelse, lyslevende i den forvandlede Hostie; i de katholske Kirker kan han vises frem og sees, men ikke hos os. Naar Christus kommer igjen, da er han der i sin egen Skikkelse, da bliver Nærværelsen og Skikkelsen Eet; men „indtil han kommer“, ere disse To ikke umiddelbart i hinanden, men skulle holdes sammen ved Menighedens Troskab imod og rette Brug af hans Indstiftelser. Visheden om hans Nærværelse har sin rette Grund og sit rette Hvilepunkt i Sacramenterne, der for de Troende give en umiddelbar, ja, haandgribelig Vished. Men Skikkelse er ikke der at finde; den er given i Evangeliet, der s. 210er han, som han var her paa Jorden og blev seet, og som han er idag og igaar og i al Evighed, som han forklares for os i Aanden, der tager af Hans og herliggjør ham, indtil vi skulle see hans forklarede Skikkelse; det er Altsammen heelt igjennem, gjennem alle Instantser, hans egen, rette Skikkelse. Den kunne Sacramenterne ikke give os; kun af Evangeliet vide vi, hvem han er, hvis Nærværelse Sacramenterne forvisse os om; og hvad han virker paa os i Sacramentet ved Troen, det virker han tillige ved Evangeliet. Derfor er efter Augsb. Bekj. Evangeliets Prædiken og Sacramenternes Forvaltning do To, som Gud har sammenføiet, og som Mennesker ikke maae adskille. De ere to jævnbyrdige Bestanddele af Gudstjenesten, hvoraf det ene skal sige os, hvem han er, som vi trænge til. og som vil komme til os, og det Andet, at her er han og vil gjøre, hvad han har sagt. At faae denne Christi Skikkelse, dette Christusbillede, som ligger i Evangeliet, stillet frem, anskueligt, det er Prædikenens Sag; den skal vistnok stadig vise hen til Sacramenterne, men den maae ikke glemme, at den har sin Gjerning, som er dens rette egen, at den har sin selvstændige Betydning og skal være Mere end et Bindeled imellem Sacramenterne. Den katholske Kirke vilde nøies uden Evangeliets Prædiken, den havde Christus altid nærværende i den stille, tause Messe; derfor endte den ogsaa med, at Menigheden havde den nærværende Herre, men dog ikke anderledes end Atheniensernes „ukjendte Gud“, — indtil Luther kom og prædikede Christus, saa at nu den døde og i Monstransen begravne Herre stod op, og man kunde gaae til ham og sige: „til hvem skulle vi gaae uden til Dig. — Du har det evige Livs Ord.“ — s. 211Og saa, kjære Børn ! endnu engang Tak, fordi I vilde have mig med i denne Sag! I veed, jeg vil gjerne; men saa maae jeg ogsaa komme frem med Alt, hvad der for mig hører til den rette Vei, og stole paa, at I vil læse Alt, hvad jeg skriver, med samme Vished om min Kjærlighed, som jeg har om Eders. Havde jeg havt Tid, saa kunde jeg skrevet langt Mere om, hvad der ligger mig paa Hjertet, eller maaskee endnu bedre: kortere og klarere, med færre, men bestemtere Ord; men Tiden lige før ikke blot en Reise, men omtrent alle Sommerens Reiser, er mig ikke den heldigste til Sligt. Nu maae I tage Kjærligheden tilhjælp, ogsaa for at forstaae mig. — — —
14
Gud velsigne og bevare Eder, kjære Børn!
Eders Fader.
D. 24de. Efter at have læst om den Sorg, som nu trykker Eder, har jeg faaet Skrupler, om jeg nu skulde sende Eder, hvad jeg — tildeels af Mangel paa Tid —, men ogsaa fordi jeg skrev med al Fortrolighedens Frihed og Hensynsløshed, har udtrykt saa skarpt, at vel ogsaa I ville skjære Eder lidt derpaa. Men jeg kan nu ikke skrive det om, og maae stole paa, at I ville forstaae, hvad Godt der er meent, og hvad Ondt der ikke er meent. Du, Emil, vil nok forstaae, — baade hvorfor det var mig mere magtpaaliggende at faae sagt, hvad jeg havde imod end hvad jeg ogsaa kunde have sagt for Din Prædiken, — og at dette „imod“ — langt mindre er meent denne Prædiken end en Tendents i Tiden, og hvad den kan føre til.
14*