Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Kierkegaard, Peter Christian FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1867-11-27)

Fra Laub til Kierkegaard.
Viborg, 27. November 1867.

Kjære Biskop Kierkegaard, — thi det er ganske vist Ministeren, til hvem jeg henvender mig, men dog ligesaa meget den Mand, for hvem jeg under denne Benævnelse saa ofte har kunnet udtale, hvad der laae mig paa Hjertet. Det er for en Supplicant, jeg gjerne vil tale et Ord — i Forbindelse med min Paategning paa den Ansøgning, som jeg idag indsender fra ham, — Catechet N. N. — om N. N. Sognekald i Sjælland. De erindrer maaskee, at De har seet denne Mand i mit Huus, og da maaskee har fundet, at der er noget vist Stift i hans Holdning og Tale, som man ikke strax bliver fortrolig med. Saaledes forholder det sig, men jeg kjender ham nøie og veed, at der bagved denne Skal er baade Hjerte, redelig Villie og ydmyg Erkjendelse af ikke at have grebet det. Han har Adskilligt at overvinde og en Deel at tilegne sig; det, der ligger i ham, trænger til at komme i Bevægelse. Men for at dette kan naaes, maae han ud af sin nuværende Stilling, ind i en Menighed, som han kan komme til at leve med; han trænger i høi Grad til at faae begyndt paa det, som altid har været hans Maal, men som han fra først af har arbeidet lidt for langsomt og ad Omveie hen imod. Han har nu i en Række Aar søgt om Præstekald, han har maaskee søgt for store Embeder, denne Gang troer jeg dog ikke, at dette kan være Tilfældet. Jeg antager, at det Embede, han nu søger, i Indtægter omtrent svarer til det, han nu har; og naar han i Ansøgningen ogsaa har omtalt sin Trang til bedre Indtægter, har han formodentlig kun tænkt derpaa, at man kan naae længere med Lidt paa Landet end i en Kjøbstad. Men hvad der hidtil har forhindret hans Befordring, s. 246kan maaskee have været, at der i de Anbefalinger, som hans Ansøgninger have faaet, ikke har kunnet siges meget om den Dygtighed, han har udviist, den Uddannelse og Erfaring, han har vundet i Præstegjerningen, at der kun har kunnet tales om ham omtrent som om en theologisk Candidat, medens hans jævnaldrende Medansøgere formodentlig allerede vare Præster i Ordets fulde Forstand. Det er denne uundgaaelige, og fra hans Side dog uforskyldte Mangel, som jo maae følge igjen ogsaa med den heromhandlede Ansøgning, som jeg ved disse Linier gjerne vilde raade Bod paa. Jeg kunde ogsaa nævne hans Helbred, som lider baade under Skolelivet og Opholdet i dette strenge Klima; men den stærke Vægt maae jeg dog lægge paa hans store Trang til — nu henved 50 Aar gammel — at faae begyndt, idet jeg har den Tillid til ham, at han vil blive — ikke en udmærket — men en redelig og tro Arbeider i Kirkens Tjeneste.

Der er meget Andet, hvorom jeg kunde ønske at tale med Dem, kjære Biskop Kierkegaard! Men det fortroligere Forhold til Dem, som jeg tør ansee som uforandret, bør nu, — af Hensyn til Deres Tid — ikke benyttes paa denne Maade; og det er en Selvfølge, at jeg intet Svar venter paa dette eller hvad jeg ellers maatte faae Anledning til paa denne Maade at tilskrive Dem. I mit Huus, hvor Alt omtrent er ved det Gamle, mindes ogsaa De med gammel Kjærlighed, og jeg forbliver

Deres hjertelig hengivne
O. Laub.