Kierkegaard, Peter Christian BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Kierkegaard, Peter Christian (1873-04-07)

Fra Kierkegaard til Laub.
Aalborg, 7. April 1873.

Høiærværdige, kjære Hr. Biskop Laub! Deres venlige, i flere Henseender riigholdige Brev af 21. Marts burde jeg vistnok forlængst have besvaret. Men har jeg tidligere maaskee mangen Gang været træg til at skrive og givet Venner af mig Grund til at klage i det Forhold, saa gjør jeg nu rigtignok næsten Fordring paa Overbærelse, hvor man, som De, kjender min Stilling. Der hører adskilligt Mere til at skrive end alt det Meget og Mangehaande, som Vielgeschrei hos Holberg opregner og Pernille supplerer; og det af dem begge Forbigaaede er vel endda det Vigtigste, naar man skal skrive ikke pro forma Invitationer, der vistnok ret vel kan dicteres Christen Griffel, men virkelige fortrolige Meddelelser, og det hvad enten man vælger at berøre Hjertesorgen eller at omgaae den. Saameget vil jeg imidlertid søge at faae gjort, at jeg bringer Dem min Tak for Brev-Besøget i min Eensomhed, i hvilken det mere end een Gang har været mig til Opmuntring. — — — —. At Deres Antydninger om, at min Opfattelse af et Par Vers i Høisangen selvfølgeligen ikke udelukkende kunde vurderes i saa stærk Isolation, ikke har været forgjæves, vil De allerede have skjønnet af det lille Forsøg til en Fortsættelse, jeg har sendt Dem. Dette sidste Punkt betræffende kan jeg s. 260imidlertid ikke undlade at yttre som min Formening, at Noget af det afgjort Feilagtigste ved Bearbeidelser af den — i visse Maader Spiret paa det gamle Testamente — som af andre Hovedskrifter altid vil forraade sig deri, at Fortolkeren mener at magte det Hele, udtømmende at udtale for sig og Andre dets Idee, Plads imellem alt det Øvrige i Aabenbaringen, Sammenhæng, Bevægelse, Udviklingsgang osv., — hvilket alt, me judice, er en Antecipation af den Tid, da „Menigheden vil være naaet til Troens og Erkjendelsens Eenhed“, dobbelt uberettiget i Tider som vore, der visseligen, hvad Troen og Livet angaaer, høre til „de ringe Dage“, — og at Fortolkeren saa, i Kraft af dette formeente Overblik, denne Gjennemskuen, mishandler det Enkelte. Hvad der i den Henseende gjælder enhver Dogmatik — hos de Ældre da ogsaa holdt nogenlunde bevidst, om end den Bevidsthed sjelden ret levende eller frugtbar, i Dogmet (sit venia verbo) om alle Dogmers Ubegribelighed, hos Martensen i Fortalens Henviisning til, at kun den almindelige Kirke kan slutteligen producere den rette Dogmatik — det gjælder, synes mig. ligesaa fuldt Forsøgene paa en Sammenstilling af det prophetisk-apostoliske Vidnesbyrd om Messias og hans Rige, t. Ex. Hofmanns og Fr. Helvegs, og Forsøg som Dr. Viborgs paa at faae et afsluttende Værk som Høisangen ind i sin Tænknings Rammer. Heller ikke drømmer jeg om at faae det ind i min. Men ganske sundt er det, synes mig, at faae Lidt oplyst om dets Omfang og Dybde, saa at vi ikke fristes til at ville udmaale dem med vor Kirkehistories eller Æsthetiks Alen. Noget haardt har iøvrigt, som mig synes, Dr. V. taget paa Kragballe, der rigtignok giver store Ukorrektheder og Misforstaaelser Lov til at løbe med, men just derfor s. 261vel ialtfald kuude være imødegaaet noget kortere, uden at V. derved havde opgivet noget af Sit. At mit Indlæg skulde gjøre sig gjældende hos ham, er mig, idetmindste i den nærmeste Tid, medens han endnu føler sig saa sikker i sin Totalbetragtning, lidet rimeligt.

17*

Nok herom. Den 10.—11. agter jeg, om Gud vil, at begynde min Visiteren for iaar, og det i Han-Herrederne, altsaa ligeoverfor Løgstør med Omegn. Men det kan naturligviis ikke give Haab om et Møde, selv om De tilfældigen skulde være der: vi maatte jo hver passe Sit og kunde i det Høieste see over til hinandens Egn. Og mine senere Visitatser, hvis jeg magter nogle, ville rimeligvis føre til det fjerneste Thy og fjerne Vendsyssel. Paa Dem vil det altsaa som sædvanlig komme an, om vi skulde kunne samles en Dag eller to her i Aalborg, naar De dog kommer i Nærheden. Og jeg vil jo, dersom De kan underrette mig lidt tidlig nærmere om Tiden, gjøre Mit ved at „sidde stille“. — — — —.