Kierkegaard, Peter Christian BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Kierkegaard, Peter Christian (1877-10-09)

Fra Kierkegaard til Laub.
Aalborg, 9. October 1877.

Kjære Hr. Biskop Laub! Det var mig en glædelig Overraskelse, da jeg forleden strax kjendte Deres Haand paa Convoluten, og saa, for end ydermere Sikkerheds Skyld, saae efter og fandt „Viborg“ som Postmærke, og derpaa baade de venlige Linier til mig og den vedlagte Omgangsskrivelse. Kun Forviklinger her og mit desuden svage Befindende, der, som De veed, navnligen og særligen gjør mig det yderst besværligt, stundom ligefrem farligt med Hensyn til de voxende Smerter, at skrive, maa forklare for Dem som for mig, at der er hengaaet flere Dage, inden jeg har kunnet faae idetmindste disse Linier istand, for at sige Dem hjertelig Tak for Meddelelsen, ogsaa for Bemyndigelsen til at bringe den til Andre, — — —- der, nu som altid, mindes og omtale Dem med stor Kjærlighed. — Glædeligt er det tilvisse at høre og læse fra Dem, at De stadigen føler Dem gjennemstrømmet af Tak og Paaskjønnelse baade til Gud og Mennesker for Alt i et langt Liv og en lang Virken. Ikke som om det skulde betyde, at De har været fri for Kampe eller for Smerter, enten fremfor s. 272Mennesker i Almindelighed eller dog for Deres Jævninge i Dannelse, i Kald og Virkekreds, men som — efter det Indtryk, det gjør paa mig — et Sidestykke til hiin Kvinde (en Bondekone i Gall-Neukirchen), Martin Boos beretter om, som endnu paa sit Dødsleie yttrede til ham: ak, jeg har altid havt det godt; som ung havde jeg en god Mand, som Enke har jeg altid havt Hjælp og Trøst hos Gud og Mennesker, saa jeg har ikke kunnet bestille Andet end love og takke Gud, baade som ung og gammel, — og hvem han saa svarede: saa er I jo netop skikket til at gaae herfra derhen, hvor man altid og alene takker og lover ham! Ja, tilvisse er det glædeligt at læse Sligt fra Dem, selv om det vækker Savn hos mig, der, ligesom De, er bleven afmægtig til at fortsætte den kjære Gjerning, og som har saa svært ved at være Invalid, saa svært ved at forstaae — navnlig med Stemning og glad Stræben, ikke med Tanken, den tugtende og trøstende alene —, at det er Naade, naar Invaliden endnu dog er sat til Pleier for to Syge, der staae ham saa nær.

Maatte Herren fremdeles besøge Dem (og mig, saavidt jeg kan taale det) med sin Glæde, saa Savnene og Byrderne svinde som Dug for Sol.

Med hjerteligst Hilsen Deres i Herren oprigtig forbundne

P. Chr. Kierkegaard.