Danmarks Breve

BREV TIL: Georg Brandes FRA: Julius Henrik Lange (1861-07-19)

Den 19. Juli.

Saaledes er det da gaaet med dette Brev, som med alle de andre Breve, jeg har skrevet i mine sidste ti Aar, at jeg har vrøvlet mig saaledes ind i det, at jeg ikke har gidet fortsætte, før jeg har glemt hvad der stod i det Foregaaende. Hvis denne Advarsel ikke kommer for silde, saa lad hellere være at læse ovenstaaende Sludder, men tag det som beskrevet Papir, der kan tjene som Bevis paa min gode Vilje til at skrive dig et fornuftigt og filosofisk Brev til. Nu har jeg Sommerferie, komplet Sommerferie til engang midt i August. Herregud! Hvad skal jeg egentlig gjøre med den? Ja, Du maa da ikke tro, at jeg er et saa utaknemmeligt Skarn, at jeg ønsker den borte, eller at jeg Ingenting har i Sinde — tværtimod, jeg har saa meget i Sinde med den, at jeg er bange for, jeg paa Grund af min sædvanlige, Buridanske Asenagtighed ikke faar Noget gjort. Paa Landet vil jeg, men om s. 44 jeg vil ligge paa Landet eller gaa paa Landet, det véd jeg ikke. Saa vil jeg ogsaa læse Noget — men hvad?

Mit Galleri er blevet forøget forleden Dag med to rigtig fine Ting. Glæder Du dig til at se dem? Det skulde jeg haabe!

Din evigt hengivne
Jul. Lange.

E. S. Hammerich har lavet et Program af nogle tyske Vers til at lære i Skolerne, med nogle velskrevne literaturhistoriske Bemærkninger til. Jeg er bleven i høj Grad forelsket i følgende Vers af Novalis, som Du maaske ikke kjender.

An einen Freund.

Was passt, das muss sich ründen,
Was sich versteht, sich finden,
Was gut ist, sich verbinden,
Was liebt, zusammen sein.
Was hindert, muss entweichen,
Was krumm ist, muss sich gleichen,
Was fern ist, sich erreichen,
Was keimt, das muss gedeihn.

Gieb treulich mir die Hände,
Sei Bruder mir, und wende
Den Blick vor deinem Ende
Nicht wieder weg von mir.
Ein Tempel, wo wir knien,
Ein Ort, wohin wir ziehen,
Ein Glück, für das wir glühen,
Ein Himmel mir und dir!

s. 45 Er det ikke skjønt? Tjen mig i at lære det udenad og at tage det som Erstatning for Opskriften paa Kennst du das Land? som du aldrig fik.

Det var da et elendigt Attentat, det paa Kongen af Preussen. Saadan Noget forstaar Tyskerne aldeles ikke, der maa s’gu en Italiener eller Franskmand til. Hvis der er nogen Forstand i Hans Majestæt Kong Wilhelm, saa lader han det stakkels Fæ lære at skyde, istedenfor at halshugge ham. Saa naar han næste Gang gjør et Attentat, kan det dog i alt Fald have Følger, om det end ikke har Grunde eller Hensigter — nu har det slet ikke Noget paa sig.

Kommer Du ikke ind den 28de for at hilse paa Marquis Torrearsa? Jeg antager at enten Høyen eller Ussing skal holde Talen, det er vel de to Eneste i Byen, som kan Italiensk. —

Nu har jeg da fortjent et Brev. Skriv bare til Kongens Nytorv Nr. 6 [Forældrenes Hjem], saa skal jeg nok faa det. —

Om et Angreb paa Heibergs Æsthetik drejer sig den følgende lille Billet fra den, der her betegner sig som Spisevært.