Danmarks Breve

BREV TIL: Georg Brandes FRA: Julius Henrik Lange (1862-03-12)

Romd. 12. Marts 1862.

Kjære Georg! Tak for dit gode lange Brev, som jeg rigtignok ikke havde fortjent, da jeg, som Du skriver, endnu ikke har skrevet Dig et egentlig udførligt Brev til. Ogsaa Tak for Portrætet, som var godt, et af de bedste Fotografier, jeg har set. Du respekterer da min Dom. Jeg, Kjenderen, Jul. Lange, siger det. Jeg forsikrer Dig til, at det var mig en stor Glæde at faa det. Din dyrebare Person stod aldeles lyslevende for mig, saa levende, at jeg gav mig øjeblikkelig til at skjændes med Dig over alt det bizarre Indhold af dit Brev. Der er dog ingen Menneske, som jeg kan tale med som med Dig. Jeg har Dig meget Mere at takke for. Tak fordi Du mødte ved Faders Begravelse; jeg betragter Dig som min Stedfortræder, og Tak fordi Du har læst hans Bog og læst den godt. Ja var det ikke en Mand, som kunde tænke, selv om han ikke havde fundet de Vises Sten — hvem har det? Endelig ogsaa Tak for dit Renderi s. 68 for den dumme Kommission, som jeg gav Dig. Du maa ikke nægte det: Du har faaet en god Latter over mig og min komiske Ilfærdighed. Tjen mig i for Guds Skyld ikke at tale til et Menneske om Tingen. Det var dog for galt, om min Faders Søn en Maaned efter hans Død skulde prostituere sig paa Tryk for Verdens Øjne. Havde jeg, da jeg gav Dig Kommissionen, blot nogenlunde havt mit Hoveds Brug, saa vilde jeg jo have kunnet indse, hvad jeg nu véd, at Hjemmets Fremtid er fornuftig organiseret om end i meget knappe Kaar, og at vi ikke behøver at søge tilfældigt literært Sjov, men kan leve sømmeligt ved anstændigt Erhverv. Det gjør mig ordenlig ondt, at jeg i mit febrilske Hastværk for at arbejde Noget for dem derhjemme (en Følelse, som jeg forresten i min Afmægtighedstilstand hernede endnu et Par Gange om Dagen betages af) ikke gav mig Tid til, som Du siger, at sørge mig ud, men greb til saadanne Midler. Komisk bliver det formeligt, naar det Hele slipper ud til en 5—6 Daler. Behold dein endelig hos Dig selv til jeg kommer, hvis Du ikke i Forvejen vil gjøre Dig en glad Aften for dem og drikke min Skaal. Er Redaktionen diskret? Du har dog slaaet den et ordenligt Begplaster for Munden. *) Har Du givet noget bestemt Løfte om Breve? Det kan nok være, jeg skriver nogle, men jeg vil dog nødig være bundet. Jeg havde gjort mig nogle taagede Forestillinger om s. 69 Redaktionens Splendiditet og havde ventet en Snes Daler eller mere. —

Men nok om disse gamle Skader. — Jeg deler din Bekymring med Hensyn paa at «vi arbejder fra hinanden», som Du siger (dog kan det kun uegentlig siges om mig, at jeg arbejder). I ethvert Fald faar vi helt forskjellige Gebeter … Men det kan være det samme. Jeg glæder mig over at Du heller ikke ser nogen Fare for vort nære og fortrolige Venskab deri, at vi har forskjelligt Gebet. Og at Du udfordrer mig til at baxes dygtigt med Dig, glæder mig ogsaa. Jeg optager Handsken, men giver Dig Haandslag før Haandgemænget; vi kan jo forny det, naar jeg aldeles har overvundet Dig. Min Dialektik sover fuldstændig Vintersøvn. Som i Drømme bemægtiger den sig al den Dialektik, der findes i bunden Tilstand i Rafaels og Michelangelos Billeder. Men den skal rejse sig i sin Vælde og ødelægge alle sine Modstandere.

Jeg kan gribe mig selv i at have gaaet og talt en _hel Dag med Dig. Bare Du var hernede og kjendte mit Gebet, Pavens Rom. Bare Du kjendte Rafael og Michelangelo; Du havde fortjent det. Endnu kan jeg ikke tale om dem uden at jeg forekommer mig selv at bagvaske dem smaaligt. Men jeg haaber, at jeg lærer det. Den førrafaeliske Tid interesserer mig meget mere end den efter-dito. Du skulde kende Fiesole, Masaccio, Mantegna, Perugino, Pinturicchio og alle disse Folk, især Mantegna, af hvem her dog kun er sørgelig lidt. Han er en ren Æschylos i kristelig s. 70 Kunst. Men de to store Erkeengle fremfor Alle. Jeg priser rigtignok min Lykke, at jeg har lært dem at kjende. — Epigonerne gjør jeg med alle deres virkelig glimrende og fortryllende Egenskaber meget mindre ud af. Domenichino holder jeg mest af. Han er især som Landskabsmaler virkelig mageløs. Jeg tror, jeg holder mere af hans Billeder end af Claude Lorrains. Guercino og Guido Reni kjeder mig for det meste. Guercino maler den persiske Sibylle som en Blaastrømpe med Pen og Blæk og Papir, staaende i en Fru Heibergsk Stilling med Haanden under Kinden, men maler hende rigtignok dejligt.

Roccocostil er paa Arkitekturens Gebet ikke andet end Arkitekturløshed — Arkitekturens Bankerot; paa Skulpturens fuldstændig Grænseoverskridelse; Malerkunsten har ingen Roccocostil. En af de Kunstnere, som interesserer mig mest, er Neapolitaneren Bernini, en gal Mand, Roccocos egentlige Repræsentant og Kulminationspunkt. Spillende, lynende Liv og Sanselighed, en fræk Træden under Fødder af alle Love, men en fabelagtig Virtuositet. Mellem sit 15.—18. Aar gjør han tre Marmorgrupper (Æneas, Anchises og Ascanius — Apollo og Dafne — David med Slyngen) der ubetinget slaar alt andet af Marken i Henseende til Behandling af Marmoret. Laurbærtræ, flagrende Klædebon og Haar, Alting faar han Noget ud af, saa man forbavses og oplives derover. Hans Apollo og Dafne er saa ovidisk, at de er næsten s. 71 mere ovidiske end Ovid selv. Den er over Æmnet, som staar hugget paa Piedestalen:

Mollia cinguntur tenui præcordia libro,
In frondes crines, in ramos bracchia erescunt
Pes modo tam velox pigris radicibus haeret.

altsaa over selve Metamorfosen. Og med et saadant momentant, pludseligt Liv, at man taber Næse og Mund derover. Men ligesaa idéløst og i højere Forstand aandløst som Ovid selv. — Bernini interesserer mig meget mere end Canova, der rigtignok mangler altfor meget naturlig menneskelig Friskhed og bevæger sig imellem en vammel Sødhed og en slagteragtig Raahed. Smukkest er han, naar han bliver elegisk (hans Pavemonument i Peterskirken og øvrige Gravmæler). Thorvaldsens Pavemonument i Peterskirken tager sig rigtignok forbandet uheldigt ud i Omgivelserne — man maa næsten gjøre Vold paa sig selv for at se paa det. Hans Stil passer aldeles ikke til Peterskirken, der i Enkelthederne er den fedeste og bredeste Roccoco. Om Peterskirkens Æsthetik har jeg for Resten meget at meddele Dig. Det er et forunderligt Værk. Jeg kjender intet Værk, hvor Helheden har saa lidt at gjøre med Enkelthederne. Som Helhed er den omtrent (indvendig) den dejligste Bygning, jeg har set (paa sin Maade). Det er virkelig en Fornemmelse af Salighed at staa under Kuplen og se op. Men kommer man til at se paa Enkelthederne, kunde man som oftest le og græde paa en Gang. Nogle gad man knap røre ved med en Ildtang. Hvad s. 72 mener Du om et saadant Vinduesmotiv? Er det ikke over al Maade uforskammet? [Her Tegning af et tarveligt Vinduesmotiv.] Der bliver meget at fortælle Dig om den. — Jeg haaber, Du gaar lige saa tidt hen og ser paa Michelangelos Moses i Gipsen, som jeg ser paa Marmoret. Vi har jo faaet den til Skulpturmuseet. Er den ikke —? Se paa det Udtryk i Hovedet og paa den højre Arm. Hovedet er forøvrigt omtrent Portræt af M. A. selv. Jeg har meget nøje sammenlignet det med hans eget Portræt paa Capitol. Trækkene er de selv samme, især er Munden slaaende lig. Udtrykket i Moses er ogsaa Genialitet, men er det ikke ogsaa genialt at give ham det Udtryk? —

Forleden Dag saa jeg af en Hændelse i min gode Bog (Buntzen’s Beschreibung Roms) .… at der i Palazzo Spada skulde findes i en Stue i Kjælderetagen den virkelige Portrætstatue af Aristoteles (der staar paa Fodstykket ΑΡΙΣΤ.), hvilket i Forbindelse med Statuens Tid gjør Sagen meget rimelig (B. er en meget kritisk forsigtig Mand). Jeg ilede naturligvis derhen og kom med nogen Besvær derned. Der sad han foroverbøjet, krummet af Tankernes Vægt, med et saadant Udtryk i Hovedet og hele Bevægelsen af anstrengt, energisk, tæt Tænkning, at jeg strax tog min Hat af for Oldtidens største Logiker. Hovedet var smukt og ædelt formet, Trækkene fine og tørre, Panden furet og den tørre Mund næsten lidt barokt forvansket af aandelig Anstrengelse. Jeg bad Portnerkonen, der var med mig, om jeg en anden Gang s. 73 maatte tegne efter ham, hvilket hun gav mig Lov til, naar jeg vilde love, hverken at lithografere eller fotografere efter ham. Men da jeg næste Dag gik derned for at tegne, vilde Konens Mand end ikke indlade mig i Stuen, fordi der var Haandværkere. Jeg vil dog gjøre endnu et Forsøg.

Stanzerne er mig det Allerkjæreste tilligemed det sixtinske Kapel. Om Skolen i Athen mærke Du Dig Følgende: 1) Figurerne har meget mere Plads end paa Fotografiet, der med sine kjedelige sværtede Skygger trænger dem for tæt sammen og trækker Baggrunden for meget frem. 2) De ser for største Parten adskilligt anderledes ud, især hvad Hovederne angaar (det andet husker man jo ej saa nøjagtigt). Plato’s og Sokrates’s Udtryk paa Maleriet var mig virkelig helt nyt. Paa Fotografiet ser jo Plato ud som en gammel Gnavpotte, paa Maleriet som en herlig Blanding af profetisk Kraft og filosofisk Klarhed. — Sokrates’s dæmoniske Dialektik paa Maleriet synes mig, saa vidt jeg husker, oversat til thevandsagtig Fersklied paa Fotografiet. Men jeg var dog glad over, at jeg kjendte det. Malerierne er paa Grund af daarligt Lys (paa enkelte meget klare Dage nær) og fordi de saa ofte for en Del er skjulte af Stilladser med kopierende Skurke, tidt ikke til at faa fat paa strax som Helheder. Tænk Dig i dette ene Rum, i Fladeindhold ikke større end vor Dagligstue paa Kongens Nytorv: paa den ene Væg Disputa, paa den anden Parnasset, paa den tredje Skolen i Athen, paa den fjerde det s. 74 allegoriske Billede: Klogskab, Maadehold og Tapperhed, tilligemed to historiske Billeder (Lovgivninger) alle med Figurer i naturlig Størrelse. I Loftet de fire Medailloner, som Du nok kjender: Poesi, Theologi, Jurisprudens og Filosofi, ligeledes i naturlig Størrelse, tilligemed fire mindre, udmærkede Malerier: Apollo og Marsyas, Syndefaldet (se min Mappe), Salomons Dom og en mageløs Allegori over Filosofien: en Kvinde svævende paa og betragtende Himmelkuglen, omgivet af to Genier; endelig Graat i graat-Billeder under Parnasset: Alexander, der lader Homers Skrifter gjemme, og August, som forhindrer, at Æneiden bliver brændt — alt af Rafaels egen, høje Haand; foruden nogle Sokkelfigurer og mindre Billeder efter hans Skitser. Det er blot den ene af disse fire uhyrlige Stuer, men ogsaa den rigeste, om ikke ubetinget den bedste. Hvad Disputaen, Heliodor, Attila, Messen i Bolsena og næsten fremfor Alt: Moses og Jehova i den brændende Busk er for Billeder — det skal jeg vel vogte mig for at beskrive. Roed har bragt en Mængde Billeder hjem med sig, hvoraf jeg haaber at kunne give Dig en Forestilling om disse Vidundere.

Jeg tænker, at jeg kommer hjem om to Maaneder. I Maj er jeg allenfals hjemme. Du maa ikke sikkert vente langt Brev fra mig mere; husk paa, at jeg har bogstavelig talt elleve Korrespondenter (naturligvis er der nogle, som kun faar Hindbæreddike og Smørrebrød), og jeg forsikrer, at jeg tidt, hvor meget jeg s. 75 end længes efter Eder alle, kan være kjed af den megen Skriven. Men skriv Du! Du har det jo ogsaa lettere end jeg. Skriv snart, saa at det kan træffe mig.