(Uden Dato.)
Kjære Ven! Det er godt at vi kan bruge saa skarpe Ord, som det skal være, fordi vi begge to er forstandige nok til at indse, at vor Ordvexel gjælder Mere end vort personlige Mellemværende. Er vi enige om, at vi begge er meget smaa i Forhold til Det som vi taler om, saa kan heller ikke vore «empiriske» Personligheder føle sig krænkede ved stærke Ord. Det gjør mig ondt, at Du har læst mit Ord, at vi «rimeligvis» vil vedblive at være Venner, med et lidt mistænksomt Øje, det har aldrig været ment som en Tvivl. Det var blot kjøbenhavnsk Studentersprog.
«Bedemanden» bliver ikke «Bogholder» som i Komedien; men mener blot at se en anden være og ikke blive «Bogholder». Jeg har alt én Gang sagt Dig, at dette Billede af mig refererer sig til en Samtale, Du meddelte mig, og ikke til Din «Kræven andre Mennesker til Regnskab for Deres falske Gudsforestillinger». Det er her Dig, der er ganske ulogisk. Hvis jeg ikke havde havt den Evne at sætte mig paa dit Synspunkt (experimentalt naturligvis), men havde forstaaet Dig saaledes, som om Du anerkjendte det Princip at se «din Guds» Regnskab efter og Du alligevel betragtede «din Gud» paa samme Maade som jeg betragter min, saa havde jeg bedet Dig gaa ud af min Stue, da jeg nødig taler med gale Mennesker. Jeg har aldrig ventet og heller aldrig hørt en saadan Gudsbespottelse af din Mund. Men Sagen s. 139er den, hvad Du ogsaa kommer til ligefrem at røbe, at Du ikke taler om en Gud, men om en Gudsforestilling. Vi dyrker aldeles ikke forskjellige Guder; jeg troer paa Gud; og Du tænker over Gudsforestillingerne (hvorved jeg slet ikke vil benægte og aldrig har tænkt mig at benægte din subjektive Fromhed. Din Anerkjendelse af den har for mig endogsaa overordentligt Værd, skjønt jeg ikke kan danne mig nogen klar Forestilling om, hvorpaa den egentlig kan gaa ud). Men hvis Du vil behage et Øjeblik at sætte Dig (experimentait) paa mit Standpunkt, saa troer jeg, Du vil anerkjende, at jeg maa betragte «min Gud» som den, der ogsaa er din Gud, og komme til den Slutning, at det er Skade for Dig, at Du ikke selv kan se det. Det kommer derfor ganske korrekt til at se ud for mig som en Fejltagelsernes Komedie og ikke som en Oprørets Tragedie. Jeg indrømmer for Resten, at Lignelsen med Bogholderen ikke passer totalt paa Dig, fordi Du — saa vidt jeg mærker — ikke gjør det til din Bestræbelse saa meget at «se Gud efter» i Historien eller Naturen, som snarere at forstaa Gudsforestillingerne i deres indbyrdes Sammenhæng og Begrænsning. Din Parentlies: at Gud under Forudsætning af Verdens Fallit, vilde have meget ringe Ære af Verden, tager jeg til Indtægt, fordi den klart og tydeligt fornægter Menneskets Frihed (i Parenthes, naturligvis). Jeg indrømmer, at jeg maaske ikke anvender de filosofiske Udtryk korrekt, fordi jeg mangler Studium; men mig forekommer det, at det s. 140er det pantheistiske Blod, der er i Dig, som er kommet i Oprør imod mig, og at Du hele Tiden vil slaa mig med Pantlieisme. Du tager ganske fejl, naar Du troer, jeg ikke er mig bevidst, at jeg er Fritænker; jeg troer endogsaa, at jeg er mig det klarere bevidst end Du, fordi jeg er mig det bevidst gjennem en skarpere Modsætning. Det er ikke saaledes at løbe til at blive af med sine gamle Dumheder. Du skal ellers have Tak for den imponerende Mine, hvormed Du fortæller mig, at min Kristendom er en ren Illusion; Skade kun, at jeg mangler den tilstrækkelige Respekt for din Sagkundskab, ikke til mig, men til Kristendommen. For Resten kjender Du mig da kun meget begrænset fra den Side, da min Religion dog ikke fuldender sig i engang imellem at tale om Religionen. Naar Du siger, at vi taler samme Sprog, saa forstaar jeg meget godt det Rigtige og Træffende deri fra en vis Side; men dog maa jeg rigtignok bemærke, at vi ikke kan komme til at tale om religiøse Materier, før jeg strax har en Fornemmelse af, at vi egentlig slet ikke forstaar hinanden. For Dig er dit Tankeliv Alt; for mig har mit Tankeliv kun meget liden Værd. Hvis Heibergs Ord holder Stik: «Hvo ej med Ord kan sige sin Tanke, kommer ej i Himmerige», saa varer det vistnok meget længe — hvad jo ogsaa af andre Grunde er sandsynligt — inden jeg kommer derind. Min Tro er kort sagt, at der her paa Jorden kan begynde et Liv, som er aldeles incommensurabelt med Jorden, med Menneskeben og s. 141Menneskebuxer, med Tanker, Ord og Sprog, eller som i alt Fald kan underlægge det Altsammen en saa splinterny Betydning, at det skal vare længe og koste en Del inden man faar det Gamle indrettet til Brug for det Nye. Men denne Udtalelse fra mig er maaske for Dig lige saa god som et Brækmiddel.
Din Sætning: «Alt er fornødent» er djærv og kjæk og forsaavidt rigtig. Men den modsiger blot ikke Christi Ord: «Et er fornødent». Alt er fornødent; thi Alt er begrundet. Men Formaalet er Et. Hvis Alt var Formaal, var Intet Formaal. Hvis Noget ikke var begrundet, var Intet begrundet.
«Bedemanden» skal være Dig skjænket for Venskabs Skyld, og for alt det uvurderlig Meget, jeg skylder Dig. Jeg har selv forskyldt Ordet, fordi jeg gav Dig et halvfærdigt og sletskrevet Brev. Desuden ligger det ikke til Dig at blive altfor kry af din fornemme Fritænker-Slobrok. Din Ven
Jul. Lange.
Aaret 1865 bragte Lange en tung Sorg, Bekymring for hans Forlovedes Helbredstilstand. — Han havde overtaget en Rolle i en lille Revue-Farce, jeg til en Privatopførelse havde skrevet, og spilte den paa Prøverne med hele sit Lune, men paa den Dag, da Farcen skulde opføres (27. Januar 1866), modtog jeg fra ham følgende Billet, skrevet under Indtrykket af et Sygdomstilfælde, der havde ramt Den, hvem kan skjænkede alle sine bedste Tanker.
s. 142O kjære Ven! Vær ikke vred paa mig — jeg vilde gjerne forestille Kejseren af China, om det skulde være — men det er mig aldeles umuligt at spille i Aften. Du véd, at jeg ikke er hensynsløs eller uforskammet imod Folk, især ikke paa deres Sølvbryllupsdag; men jeg kan ikke komme — det var værst for Komedien. Er Du mig en god Ven, saa er Du ikke vred og saa dækker Du mig med Kjærlighedens Kaabe — jeg kan trænge dertil. Sig at jeg har en dundrende Hovedpine.
Om hans lykkelige Stemning, da en betydelig Bedring var indtraadt, taler et Brev af 25. Juli 1866:
Kjære Ven! Jeg havde egentlig besluttet at rejse imorgen herfra til Kjøbenhavn; og naar jeg derfor her sætter mig til at skrive til Dig, saa ser det for mig selv ud som et Symptom paa, at min Beslutning muligvis kunde blive til Intet. Det bliver dog ikke her Beslutningens medfødte Ungdomsrødme, som kommer til at dø i det gustne, syge Overlæg; det er tvertimod Beslutningen, som selv er et blegt, kjøbenhavnsk, kunsthistorisk Barn af det gustne, syge Overlæg, som omkommer for den medfødte Ungdomsrødme af andre Sjælebevægelser. Men jeg bliver vist lyrisk-uklar, mystisk-overspændt.
Tak for dit lille Brev, min kjære Ven! som glædede mig meget. Jeg ønsker Dig til Lykke med at være kommet hjem uden Cholera, og jeg er skadefro s. 143nok til at sige: uden Vasaordenens Ridderkors *). Herregud! Græd nu ikke for det, det kan jo komme en anden Gang. Jeg nærer det Haab, at jeg endnu skal have megen Glæde af Dig her i Livet, selv om det én Gang slaar Klik. Man maa ikke strax tabe Modet. Jeg glæder mig i Sandhed meget til at tale med Dig og faa gavnlige Anvisninger af Dig for mit forestaaende Besøg i Stockholm. Louise gaar rigtignok og siger, at jeg faar slet ikke Lov at rejse, saalænge som der er Cholera deroppe, og siger, at hun endda ikke skulde være bange, hvis Du eller Richardt var deroppe — ret som om I var særdeles præserverende imod Cholera — men jeg antager rigtignok, at jeg rejser alligevel.
Nedenstaaende Brev modtog jeg i Slutningen af November i Paris:
Kjæreste Georg! Efter at Du er konunet vel-over den græsselige Orkan, som Du rejste ud i, og som sandelig nok kunde indjage dine Venner nogen Skræk for, at Du skulde begynde din Rejse med at gaa ad undas, og efter at jeg af din Moder har hørt Noget om og af dine Beretninger fra Paris, saa tør jeg vel nok antage, at Du er for det Første paa det Tørre og egentlig ikke trænger til at mores af mig eller nogen anden Stakkel — jeg mener for Resten slet s. 144ikke det Ord om mig selv — herhjemme. Jeg ønsker Dig af Hjertet til Lykke med alt det Nye og Meget og Skjønne, som Du oplever hist i Centrummet, Crinolinecentrummet — som Tscherning sagde om noget ganske Andet — for den civiliserede Verden. Specielt gratulerer jeg til Fripladsen i Théâtre français.
Hvad bryder Du Dig egentlig om at vide herfra denne Provinsby, Du, som vælter Dig i centralkulturhistoriske, æsthetiske, sociale, theatralske og andre Vellyster? Er her noget Nyt? — Jo, F. Paludan-Müller er da endelig nedkommet med et tykt Bind, første Del af en Nutidsroman — efter hvad jeg selv har kigget mig til — uinaadelig bredt og snaksomt skrevet.... Hauch har skrevet et meget gravitetisk Universitetsprogram om nogle oldnordiske Spøgelsehistorier; og Henrik Scharling har i samme Program leveret sit Vita med en Udsigt over sin righoldige Forfattervirksomhed, som jeg beklager, at jeg ikke har Tid til at skrive helt og holdent af til Dig; thi den er instruktiv og grinagtig, men temmelig lang. Han fordølger vel ikke, at han er et sjældent Fænomen; men for at Verden dog ikke skal fortabe sig i en stupid Forbauselse, undlader han ikke at give Læseren et Vink om de forskjellige heldige Omstændigheder, som i alt Fald tildels kan forklare et saa noch nie dagewesenes Resultat. — Goldschmidt kontinuerer med sin æsthetiske Opdyrkelse af de jyske Heder i «Fædrelandet». Jeg er for lang Tid siden kjed af det; jeg kan slet ikke faa Øje paa den store s. 145Hede, men altid paa den lille Goldschmidt, som gjør sig selv stor og Heden lille. — Richardt lever som æsthetisk Jordemoder for alle de skandinaviske Lyrikere og har «umaadelig meget at bestille»; ellers er han, som Du véd, elskværdig og rar. — Dette er en kort Udsigt over den danske Literaturs Historie i sidste Halvdel af November Maaned 1866.
Du har vist af flere Aars Bekjendtskab en saa høj Forestilling om min Lyst til at snakke om mit Eget, at Du maaske formelig undrer Dig over, at jeg endnu ikke har talt et Ord om det. Men trøst Dig, min Ven! Det er ogsaa bare Affektation af mig. Du maa jo desuden vide, at der virkelig i denne Tid er en hel Del Opfordring til at tale om mit Eget, siden jeg, hvis ikke Verden forgaar, eller et eller andet Uventet hændes, hvad jeg somme Tider frygter for, holder mit Bryllup den 21de December, paa hvilken Dag det skal være Dig tilladt at drikke min Skaal — og min Kones, dog ikke paa en saa exalteret Maade, at Du ikke skulde kunne retirere Dig bagefter. Ingen Udskejelser! Hvis Du kommer i Fidtefadet med Kejserens Politi, som skal være skrapt, saa frygter jeg for, det ikke kan nytte Dig, at Du forklarer, Du drikker min Skaal
Nu har jeg saa travlt med tusinde Ting, at jeg næsten er lige saa rørt over at jeg opfylder Venskabets Pligter med at skrive til Dig, som Du formodentlig er over, at Du læser det, jeg skriver. Vi s. 146er for Øjeblikket begge to «anderswo engrassirt»; dog skal det ikke være ukjært for mig at høre Noget fra Dig; tvertimod kjært; jeg vil være saa nedladende at læse det, hvis Du vil være saa nedladende at skrive det. Mine Idrætter gaar i denne Tid, som Du kan begribe, især i den praktiske Retning; dog giver jeg engang imellem Theorien et lille Hib. Jeg kunde skrive Dig en hel lille Afhandling til om hvad Kvindelighed vil sige; men jeg gjør det ikke, fordi Du, hvis Du nedlod Dig til at læse den, vilde applicere den fejl, og læse i den en Afhandling om en ung Dame af mit Bekjendtskab, som holder Bryllup den 21de December og hvem jeg for øvrigt mindst af Alt i Verden vilde skrive Afhandlinger om. Jeg vilde tvertimod tage mit Udgangspunkt fra norsk Poesi og gjennem forskjellige shakespeareske Mellemtinter føre Begrebet videre til Grækenland og gjennem Venus fra Milo endelig ankomme til den æginetiske Minerva. Tilgiv mig! Jeg troer ikke, at man kan bruge noget mildere Ord om mig end at jeg vrøvler. Apropos! Du husker da Plinthen [til Statuen af Venus fra Milo] — ja det er sandt, det skrev Du jo til din Moder. Om nogen Kant eller Sideflade af Plinthen er antik; hvis saa er, om det Stykke, hvortil den hører, har været afbrudt? Videre kan Du maaske ikke godt komme. Hvis Du, i Tilfælde af, at den (mulige) antike Kant eller Sideflade har været afbrudt, kan faa at vide, om den er paasat med en vis Vilkaarlighed eller om det afbrudte Stykke ligefrem har passet — s. 147thi det vilde jo næsten være det Samme, som om den ikke havde været afbrudt — saa var det rart. For Resten maa Du saagu ikke plage Dig med det. Jeg faar nok Bryllup uden den Oplysning; den skal da Gud ske Lov ikke staa med i Forloverattesten. Jeg faar det nok engang at vide.
Hils Kejseren, og bed ham gjøre lidt ved Preusserne, naar han faar sine Geværer i Stand. Hils Gabriel Sibbern ærbødigst. Hils Mona Lisa venligst og sig hende, det gjør mig ondt, at hun skal have mistet sin Kulør, men at jeg haaber, hun har beholdt sit Humør. Hils Venus fra Milo, og sig hende, at jeg er en af dem, som endnu ikke er komne paa det Rene med hende (dertil hører alle Mennesker). Hun kan i alt Fald ikke give Dig en paa Øret for uærbødig Tiltale. Hils Rafael tusind Millioner Gange. Forsøm endelig ikke at gjøre et Besøg i Louvres Haandtegninger; de er vist meget let tilgjængelige — ja Du har maaske allerede vaaren der. Hils Horace Vernet fra mig med militærisk Aplomb, og Delaroche temmelig koldt, men uendelig høfligt; naar Du ser Hemicyclen, saa sig ham fra mig, at Kunsthistorie kan være god, men at Kunst er dog bedre. Naar Du ser Paul Mantz, som kalder Thorvaldsen banal, saa sig ham, at det kan han selv være. Sig til den franske Kunst fra mig af: Madame! De er en smuk Kone men lidt over Deres bedste Aar. Hvis man vilde føle Dem paa Tænderne, vilde man vist finde, s. 148at nogle af dem var forlorne. Hvis man vilde rykke Dem i Deres Haar, vilde man maaske beholde Parykken i Haanden. Hvis man vilde sætte en vaad Finger paa Deres Kind, vilde den muligvis efterlade et Mærke. Men man gjør det ikke, fordi De, som sagt, er en smuk Kone, der bærer Deres Forlorenheder med grâce.
Tag nu ikke dette Vrøvl ilde op. Hav det umaadelig godt og pas paa at sove om Natten. As Dig ikke altfor træt. Piano! Piano!
Kjære Herre! Jeg takker saa meget for dit rigtignok temmelig mikroskopiske Brev, som smagte betydelig efter Mere. Jeg tilstaar, at jeg rimeligvis ikke vilde have skrevet disse Linjer til Dig inden den store Dag, hvis jeg ikke par hasard var kommet op til Vilh. Thomsen, som befandtes at sidde midt i Brevskriveri til Dig, hvilket gav mig Lyst til at snakke lidt med Dig .... Du gjør i det Hele taget Lykke i Kjøbenhavn, og Du har i en heldig Stund udgivet din Pièce mod R. Nielsen. Derom kunde jeg fortælle Dig Mere, hvis det var Noget at byde en Mand, som lever i Paris, at han gjør Lykke i Kjøbenhavn. Der er idag udkommet en Pièce af R. Schmidt imod Dig, hvilket jeg antager ikke er din mindste Lykke. Ellers intet mærkeligt Nyt endnu. Vi skriver jo idag først den 12te December.
Vend snart Næsen hjem og besøg mig og min Hustru Blaagaardsgade 49. Pas paa at komme hjem s. 149i betimelig Tid, hvis Du bryder Dig om at træffe os, da det ellers kunde hænde, at vi var afsted über alle Berge. Men det hviler endnu i Gudernes Knæ og er knap endnu en Diskussionsgjenstand.