(Udateret, vistnok 20. Januar 1870.)
Kjæreste Georg! Tilgiv mig — ikke alene paa samme Maade som Paven giver Absolution — men tilgiv mig rigtig indvendig den Fejl, jeg har, ikke at s. 206være bevægelig nok. Det at jeg kan lade en Lyst, en Vilje, som jeg fuldkommen erkjender for at være mit eget Kjød og Blod, staa og banke paa Døren i Maaneder for at blive til Handling, uden at jeg lukker op. Jeg har indtil dette Øjeblik endnu ikke skrevet hverken til min Søster eller til Dig, heller ikke i flere Uger været oppe at besøge din Moder. Jeg haaber dog ikke, at jeg bliver en Tværdriver; jeg har Meget og Forskjelligartet at bestille og med Ting, som optager mit Sind meget stærkt, selv naar jeg ikke ligefrem arbejder; det er mig undertiden, som om jeg levede under Vandet og kun engang imellem dukkede op for at trække frisk Luft. Jeg vil ikke engang sværge paa, at det ikke kunde have varet en Uge endnu inden jeg havde sat Pen til Papir for at skrive til Dig, hvis jeg ikke var bleven rørt ved at modtage dit lange Brev med din Sygdom til Pause. Gud ske Lov at Du er kommen igjennem den som en tapper Mand; jeg har nu oplevet saa meget med Sygdom paa og i Anledning af italienske Rejser, at jeg ordentlig er bleven lidt skræmt for hvad der kan hænde dernede ..... Men en Tyfus er en Slags Foryngelsesild, som man ikke er ilde tjent med at have gjennemgaaet. Vær nu bare rimelig og forsigtig, spis og drik rigtig godt, og byd Dig endnu i nogen Tid ikke legemlig eller aandelig Anstrengelse. Bare Du nu kan faa det Hul, som Sygdommen har gjort i dit italienske Ophold, dækket med et længere Ophold. Tag flittig ud i Villa Pamphili ...... en s. 207sand Paradisets Have, hvor Foraaret og Anemonerne vel meget snart maa indfinde sig. Faa fat paa noget god og ren romersk Vin (Bravo anviser); den hjælper godt .......
Øjeblikket indbyder just ikke meget til at skrive om Politik, som dine Breve jo for en stor Del handler om. I disse Dage ser det ud, som om Alt var forbi, som om Kejser Wilhelm med hele Hæren af Tinsoldater og med sin onde Aand skulde trække sig som absolut Sejrherre ud af det Hele, og som — o Ynk! — den anden Kejser virkelig skulde komme igjen; det vil sige, at Historien, som for et Par Maaneder virkelig levede i noget Stort, trækker sig tilbage i den gamle Usselhed og spiller Lakaj ved Kejser- og Kongehoffer, og agter at raisonnere over alle Gambettas «ubegribelige Fadaiser» som Lakajerne naturligvis ikke havde begaaet. Nej, det havde de sikkert ikke! Det er næsten ikke til at tænke paa. Hu, ha! Jeg sympathiserer i det Hele ganske med det, som Du skrev i dit forrige Brev. Herhjemme udbringer Biskop Martensen Skaaler for Preussen som Civilisationens Bærer; og der er et Lovforslag for Rigsdagen om at gjøre Geert Winthers (osv.) Personer hellige og ukrænkelige. Men man skal ikke ærgre en Reconvalescent. Dog det Sidste frembyder jo ogsaa en lystig Side.
Du skriver, Brøchner vil vide, at jeg skal være «Professor ved Universitetet». Jeg tror, at Brøchner med Hensyn paa sine Meninger om hvad ske skal er s. 208lidt Larsensk; jeg nævner dem begge to honoris causa, naturligvis ...... Jeg tror, at Hall har Noget for med at faa mig gageret fra Universitetets Kasse som Docent, eftersom han ikke er utilgjængelig for den Logik, at en Mand ikke i vore Dage kan være Docent i en Videnskab for den Sum 400 Rd. aarlig … Det bliver saa formodentlig alligevel til, at den vordende Professor i Æsthetik skal holde Forelæsninger over Kunsthistorie, hvilket jeg beder Dig i Tide at betænke. Forsøm ikke Arkitekturen. — At jeg for Resten er en stor Mand, vil jeg naturligvis ikke nægte.....
Jeg ser, at Paven atter i sin Ufejlbarhed har lukket Vatikanet op, hvortil jeg gratulerer Dig, naar Du kan taale rigtig at færdes derude. Husk paa, at Kulden i Antikmuseet og Maaden, hvorpaa man ser Michelangelo i det sixtinske Kapel, er meget anstrengende og angribende. Ak gid jeg kunde gaa en Tur med Dig derude! Jeg skulde ikke forstyrre Dig, jeg skulde holde mig meget taus, hvis jeg kunde. Er det endnu ikke muligt at komme ind i Palazzo Farnese, hvor da jeg var derude Exkongen af Neapel opholdt sig; han maa dog vel nu være fortrukket for det nye Regimente. Jeg har ikke været der siden 1862, men glædede mig dengang meget over Caracciernes Galleri. Ak gid man kunde tage sit Hus paa Nakken og bo i Rom; det vilde dog forslaa Noget; desuden gjøre Afstikkere til Asien, Konstantinopel, s. 209Ægypten, Sicilien og Spanien — kort sagt lære Noget.
Igaar gjorde jeg paa en Café et Slags Bekjendtskab med en kjær gammel Hader af Dig, Maleren Hr. H., som blev mig forestillet af en fælles Ven … Hr. H. greb Lejligheden til at sige mig meget udsøgte Ting og indvie mig i hele sit Liv og Levned med dets glimrende Lys og dybe Skygger og deraf følgende interessante Clair-obscur, alt imedens jeg drak en Kop Kaffe og spiste 3 Stykker Surbrøds-Smørrebrød, altsaa afgav en temmelig prosaisk Tilhører til en saa rystende Skildring. Medens han dvælede ved sin Neddykken i Nydelsernes Malstrøm, der jo havde været hans Livs Ulykke, koin hans Hoved nogle Gange ilfærdigt hen til Vinduet for at han desbedre kunde nyde Skuet af en kvindelig Ryg eller Nakke, og endelig blev Fristelsen ham saa overvældende, at han — gjørende en brat Ende paa Eposset — som en Slags oplysende Kommentar foer ud paa Gaden for at lade sit Toilette virke med dets fulde og samlede Magt. Det var ogsaa dejligt. Meget snurrig Fyr! ........
Bjørnson har skrevet en Arnljot Gelline, som efter Sigende ikke kan læses uden stærk Benyttelse af en Ordbog, der endnu ikke er udgivet. Kortgsemnerne spilles, som Du vel véd; jeg har endnu ikke set den. Det er maaske din Fortjeneste, at den spilles. Hils Roma! Roma! Roma!
Din Ven
Jul. L.
s. 210Mit Sygeleje varede et Par Maaneder længere end Lange antog; jeg begav mig først i Midten af Juli paa Tilbagevejen til Danmark og traf Lange i Dresden, hvor jeg gjorde Holdt. Vi tilbragte et Par udmærkede Dage med hinanden. Henrik Ibsen opholdt sig da i Dresden; jeg lærte ham at kjende og i Ibsens Hus tilbragte Julius og jeg i Forening en Aften. Ibsen og Lange fortsatte efter min Bortrejse deres Omgang.