13/2 72.
Kjære Ven! Jeg har læst din Bog igjennem paa den Maade, som Du bad mig om og som jeg ogsaa af mig selv vilde have læst den. Indledningen havde jeg stor Glæde af og betragter den som et af de betydeligste Stykker i nyere dansk Literatur, friskt, originalt og berettiget. Det er en stor Fortjeneste at sige et Folk ubehagelige Sandheder lige op i dets Øjne. Det Meste af det Øvrige, hvis Æmne, sandt at sige, var mig næsten ganske ubekjendt, har jeg ladet mig belære af. Der er Ting deri, som jeg aldeles ikke sympathiserer med, f. Ex. dine Bemærkninger om et Hjem, dets Værd og Betydning. Odysseen handler ikke om Andet, og jeg antager, at Romerne i deres bedste Tid meget godt kjendte Betydningen s. 219af Hjemmet, naar de kjæmpede pro aris et focis. Men det kan nu være det Samme; jeg har ikke læst Bogen for at gjenfinde mine egne Anskuelser deri. Den megen Sludder om dine Forelæsninger skriver sig vel nok for en stor Del af Vrangvilje mod Den, som purrer op i en Nations Magelighed; en vis praktisk Anledning kan den maaske have ved selve Fremstillingsmaaden, som forekommer mig — ligesom din Disputats — undertiden at tilstede en øjeblikkelig Uklarhed over, hvorvidt Du taler i direkte eller indirekte Tale. Og en saadan Uklarhed kan jo forvolde større Fejltagelser under en Forelæsning end ved Gjennemlæsningen af en Bog: thi ved Læsningen kan man stadigt korrigere den. Alt dette hastede det nu ikke med at sige, endmindre med at skrive. Men der er Noget ved Bogen, hvorom jeg maa udtrykke mig skriftlig for ikke at forivre mig, og det er en hel Del af din Kunstbetragtning ...........
Vi kan være Dig meget taknemmelige for din Bestræbelse for at fjerne al den Obskurantisme, som klæber ved den nyere Romantik og Middelalderdyrkelse; men skal vi derfor tilbage til c. 1770? Skal alt det Arbejde spildes og haanes, som det 19de Aarhundrede har anvendt paa Middelalderens Kunst; skal den ikke, saa længe som Udviklingens Continuitet bevares, være sikker paa at have faaet sin Ret? Ellers forekommer det mig, at vi befinder os i Tilbageskridt, ikke i Fremskridtet. Og hvad berettiger Dig til at brænde Virak for den italienske Gotik, naar den nor s. 220diske faar en saadan Behandling; den er dog langt mere arkitektonisk gjennemført baade end den og Marcuskirken. Hvilken Respekt skal man faa for din Betragtning af Fiesole, naar Du taler saaledes om de andre Malere fra den gotiske Tid i Italien? Der er jo ikke Sammenhæng skabt deri *).
Hvor staar det skrevet, at en Græker vilde tænke sig Natten som den, hvori der elskes, og den, hvori der myrdes, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser etc.? — Videre: Du som før har haanet Bjørnson og Goldschmidt for det Originalt-Forvredne eller det forvredent Originale, anbefaler det nu o. s. v. o. s. v. o. s. v. o. s. v.
Jeg synes, at Du som Forfatter har faaet en større og større Smag for det Brillante. Jeg synes, at der var en Tid, da Du som Forfatter var mindre brillant og mere sand. Nogle af dine tidligere Arbejder, som var friere for maleriske Ornamenter, frembød mere at tænke over, mindre at glo paa.
Du mærker, at jeg vil Dig tillivs, at jeg vil slaas med Dig. Jeg har ikke Uret i det, som jeg siger; men hvorfor sige det? — Fordi jeg ikke vil gaa og tænke Noget ved mig selv, som jeg ikke vilde sige Dig. Du husker, at jeg slet ikke angriber Kjærnen i din Bog, i alt Fald kun berører den — med Hensyn s. 221til Betragtningen af Middelalderen. Der er Ting i din Bog, som jeg beundrer — hvor det Brillante virkelig er smukt — og som jeg elsker. Og naar jeg her bebrejder Dig, at Du brillerer med forlorent Stads, saa glemmer jeg ikke, at det, som vilde være en stor Synd, hvis jeg gjorde det, ikke er det af Dig, da Du paa en Maade er saa uskyldig og har saa lidt Selvkritik — en Vare, som det heller ikke er godt at have for meget af.
Had mig nu ikke længere end en halv Time!
Din hengivne
Julius Lange.