Danmarks Breve

VI «Et Engagement som Valkyrje kan f...

s. 31 VI

«Et Engagement som Valkyrje kan faas Kronprinsensgade Nr. 9, første Sal. Det bemærkes, at der ikke ses saa meget paa gode Anbefalinger som paa at den Paagjældende ikke er af nogen blid Karakter og har en passende Bredde over Vingerne.» — Det s. 32 var en Kammerat, der stod i Julius Lange’s Værelse og i disse Udtryk fremstilte sin Længsel efter et ualmindeligt Exemplar af det kvindelige Kjøn. Og han udviklede sit Sværmeri for den unge Dronning af Neapel i Gaeta. Da han var gaaet, fremtog Lange en Tegning, han havde udført efter en ung norsk Dame, han i nogen Tid forgjæves havde dyrket, og opfordrede mig til at konstruere den unge Piges Karakter efter Fysiognomiet. Han nævnte hendes Navn, skildrede med Enthusiasme hendes Væsen, og nogle Dage efter, da vi om Aftenen stod paa Kastelsbroen og saa Stjernerne spejle sig i Kastelsgravens Vand, sagde han: Saadan var hun; som naar man ser Stjerner spejle sig dybt nede i en Brønd. — løvrigt stillede han sig kun sjældent og i ringe Grad i Forhold til Kvinder og tilregnede sig som en Selvplager den ringeste Tilnærmelse som Brøde. En Tid lang led han af stærke Samvittighedsnag, fordi han som Tegnelærer i et Institut for unge Piger, havde set langt og ømt til en enkelt ung Pige, der skjønt fuldvoxen var bleven i Skolen for at lære Tegning til større Fuldkommenhed og for at opnaa større Dygtighed i enkelte andre Fag. Hendes sky, undselige Væsen fængslede ham. Skjønt han i Skolen aldrig tiltalte hende, havde han dog ikke kunnet lade være en Tid lang næsten daglig at møde og hilse hende paa Gaden. Ud over dette var aldeles Intet sket. Men da den unge Pige en Dag gik fra Skolen før hans Time og derefter blev nogen Tid borte, frygtede han for at have jaget en saadan s. 33 Angst i Pigebarnet, at hun hovedkulds havde trukket sig tilbage.

Jeg var længe om at forstaa, hvad det drejede sig om, forstod bestandig fejl. Han gjorde sig de heftigste Bebrejdelser, kaldte sig for en Slyngel og en ussel Karl, dels fordi han havde forvirret og forskrækket Pigen ved sin Holdning, dels fordi han som Lærer havde forsyndet sig mod Skolens Bestyrerinder og, som han udtrykte sig, sprængt dens moralske Baand. Det Hele var paa en Maade saa fint, at det forsvandt mellem Hænderne, naar man vilde tage paa det; men det var betegnende for Langes Skrupuløsitet.

I August 1861 udførte han under flere Dages Arbejde en Tegning af mig, som han fandt lignende og under hvilken han skrev Heines skjelmske Vers:

O wie ist es hoch erfreulich,
Solchen Jüngling noch zu finden,
Jetzt in unsrer Zeit, wo täglich
Mehr und mehr die Bessern schwinden.

En stor Del af vort Samliv bestod i at se paa Kunstværker og Afbildninger efter Kunstværker sammen. Dels besøgte vi uafladeligt vore Samlinger, dels saa vi Kobberstik i Forening, og endelig aabenbaredes en Fylde af de ypperste arkitektoniske og andre Mesterværker for os ved Opdagelsen af Fotografien og dens Anvendelighed til Gjengivelse af Kunst. Hvilket Indtryk gjorde det ikke, da Reproduktioner af alle de ypperste Maleres Billeder kunde faas og studeres s. 34 for en ringe Penge! For to unge Kunstelskere i en íjern nordisk By var Indtrykket rent ud overvældende. Lange brugte om Gjengivelserne af visse ypperlige, Fantasien sysselsættende Kunstværker, han erhvervede sig, det Udtryk, at han næsten ikke kunde være i sin Stue; saadant et Spektakel gjorde de derinde. Jeg har andensteds berørt, med hvilket Sværmeri Rafaels «Skolen i Athen» og de herlige Mosaikbilleder af Planeterne i Capella Chigi’s Loft i Kirken Santa Maria del Popolo første Gang blev beskuede og tilegnede af os. Men over alt det Sete og meget Andet theoretiserede Julius Lange.

Naar han som tre og tyveaarig skulde betegne et af sin tidligere Ungdoms nu forladte Standpunkter, sagde han gjerne: «Dengang havde jeg Theorier om alt Muligt». Han havde det endnu. Som tænkende Ungdom i Reglen gjør, tumlede han stadigt med de vanskelige filosofiske Problemer: Frihed, Nødvendighed, Vilkaarlighed, om hvilke der i dette Aarhundrede havde staaet en Debat i dansk Literatur og som var blevne behandlede satirisk og traditionelt i Adam Homo. Han betegnede Viljens Frihed som et Paradox, men et uundværligt.

Han behandlede dernæst gjerne rent æsthetiske Kategorier, og altid oprindeligt. Han søgte f. Ex. at redegjøre sig Modsætningen Klassisk—Romantisk. Klassicitet beroede for ham paa Enhed i Kultur. Kun Enhed i Kultur skabte det Formfuldendte. Den klassiske Kunst saa ogsaa det Fremmede i hjemlig Belysning, s. 35 medens den romantiske omvendt saa selv det Hjemlige i fremmed Belysning. Alexander og Aristoteles var de sidste Klassikere; Aristoteles var den sidste, der i sig indbefattede den hele Kultur. Efter begge deltes Riget. Hjemveen var en saa romantisk Følelse, fordi i den Hjemmet sættes som det Fjerne (Oehlenschlägers Hjemve, Poul Møllers Glæde over Danmark), men ogsaa Længselen efter det Fremmede var romantisk («Kennst du das Land?» «Over de høje Fjælde»). — Eller han søgte at forklare sig Modsætningen mellem det Kolossale og det Storstilede. Det Kolossale fremkom efter hans Definition ved en planlagt, detaillerende Optaarnen, der stræbte at udtrykke noget Aandeligt; Udtrykket kunde derfor ikke godt bruges uden om det Uorganiske, f. Ex. Kirken i Rouen. Det Storstilede fremkom ved Forbigaaen og Overspringen af Detaillen, tilkom derfor det Organiske, der fra først af havde et aandeligt Indhold. Man kunde gjøre en Bordplade kolossal ved Inddeling; Kolossen paa Rhodos var slet ikke kolossal.

Trods ikke ringe Beundring for Heiberg som Digter og Aand var han en heftig Modstander og Bekjæmper af Heibergs Formalisme. Han studsede over Heibergs Tro paa det blot Formelles Frugtbarhed, over at Heiberg kunde mene f. Ex. at vi nu fik et versificeret Lystspil, blot fordi Hertz skrev Amors Genistreger; han betragtede ogsaa hans Ægteskab med Fru Heiberg som Formalisme. Og han smilte over Heibergs Don-Quixoteri, hans Forsøg paa at indføre s. 36 Dyrkelsen af Calderon, hans Tog til Hveen med hvidklædte Damer for at fejre Mindet om Tycho Brahe.

Den Hegelske Æsthetik, som Heiberg havde indført, var ham i sin Grundanskuelse højligt imod. Hegels Fornægtelse af Individualiteten saarede ham. Hegel udelukkede jo i Virkeligheden Begrebet Originalitet. Thi hvad Gud skaber ved Mennesket var for ham guddommelig Skabning; Menneskets Særegenhed var som udbrændt. Det var da Julius Langes staaende Anke ogsaa mod Heiberg og hans Kritik, denne dens Overseen af at hvad der skal virke produktivt fordrer en rig menneskelig Personlighed ikke blot som Gjennemgangspunkt, men som Værksted. Lange kunde stille Sagen saaledes paa Spidsen, at han paastod, Literaturen var et Galleri ikke af Kunstværker, men af Kunstnere.

Ogsaa mere praktiske kunstnerisk-sociale Spørgsmaal sysselsatte ham. Han var f. Ex. meget opfyldt af det Problem, for hvem Monumenter skulde rejses og for hvem ikke, hvor de skulde rejses og hvorledes de skulde gjøres, og han udarbejdede sig efterhaanden en hel Theori derom.

Alt, hvad han tænkte og udtalte, var frembragt paa første Haand, og Intet deraf var søgt eller villet. Han gik ikke frem, han dreves frem, saa at sige uden selv at gjøre en Bevægelse dertil; hans Fremskridt beroede paa, at hans Drømme- og Tankeliv bar ham.

Et enkelt humant Omraade var der, paa hvilket han ikke lagde nogen Selvstændighed for Dagen; det s. 37 var det politiske. Det eneste politiske Spørgsmaal, der i hine Aar sysselsatte Hovedstadsungdommen, var det, naar den Krig, man betragtede som uundgaaeligt forestaaende, vilde komme. Man ventede den 1861 som 1862 til næste Aar; og man ansøgte Regeringen om Rifler for at øve sig i Skydning. løvrigt fulgte man Strømmen, betragtede med større eller mindre Utaalmodighed overfor de i Pressen ledende Personligheder den nationalliberale Politik som den af Forholdene dikterede, og havde kun det nationale Formaal for Øje. I høj Grad følte den bedre Ungdom sig frastødt af Frasologien og de fede Ord paa Grundlovsfester; men i Almindelighed betragtede Ungdommen den Smule indre Politik som noget den ret Uvedkommende. Lange, der mest havde levet i nationalliberale Krese, der var hjemme i Martin Hammerichs Hus, velset Gjæst i Christian Wintliers og Hall’s, indtaget i Hall og Beundrer af Monrad, saa paa vor Stilling til Udlandet og paa de Nationalliberales Stilling til Bondevennerne som det i den Verden, hvori han levede, var normeret. At han fjorten Aar senere naaede til et selvstændigt politisk Syn, viser hans fine Lystspil Højere Politik.

Kort før Jul 1861 indtraadte saa den Begivenhed i hans Liv, der blev afgjørende for hans Udvikling som Studerende; han modtog et Tilbud fra den gamle rige Grosserer Puggaard om at ledsage ham paa en Rejse til Italien og blive fem Maaneder borte. Skjønt den gamle Herre var kjendt som en saare vanskelig s. 38 Mand og skjønt Hvervet at være hans Ledsager ingenlunde vilde medføre lutter Fornøjelse, bragte dette Tilbud dog Lange Opfyldelsen af hans Sjæls lidenskabeligste Ønske. Den 19. December holdt hans Venner et Afskedsgilde for ham hos den fra Hostrups Lystspil bekjendte Lars Mathiesen. Det var i høj Grad stemningsfuldt; Taler og Sange havde et inderligt Præg. Man sang en Vise, som med Hentydning til Poul Møllers Studentersang begyndte: «Hvad er mod Julius Langes Kaar St. Peters Hat?» En Strofe lød:

Held ham, som uden Kamp og Kval
til Lykken kom,
skal Sydens Piger se, og skal
blandt Underværker uden Tal
staa midt i Kunstens lyse Hal
og se sig om!
Thi Puggaard med sin Pengesæk
ham lister over Elben væk
til Rom.