Danmarks Breve

V Lange var endnu paa dette Tidspunk...

s. 23 V

Lange var endnu paa dette Tidspunkt filologisk Student og skjønt han mere studerede Oldtiden fra den kunstneriske end fra den sproglige, særligt grammatiske, Side, som Sæd og Skik var i Madvigs Skole, havde han ingenlunde endnu taget nogen Beslutning om at vælge Studiet af Kunstens Historie som egentligt Fag. Overhovedet var selve Begrebet Fagstudium ham fremmed og imod. En Gjenstand for hans stadige Forundring var de Mennesker, som uden nogen aldeles udpræget Kaldelse næsten paa Slump griber et vist Fag og med Overseen af det almindeligt Menneskelige arbejder løs deri. Humanist, som han var, saa han med en Art Medynk paa deres Færd. Han plejede at sige: Der gives sikkert mange dygtige Fagmænd, som skylder den Omstændighed deres Navn og Anseelse, at de har solgt deres Ungdom for Arbejdsaar. Disse første Ungdomsaar er rimeligvis ypperlige Arbejdsaar; men den Pris er for dyr. Han var vel ikke sjældent urolig over, at han selv arbejdede saa helt s. 24 uden Hensyn til Examensfordringer og Sligt, men ogsaa stolt deraf; han talte med Lune og uden Vemod om sin Mangel paa Evne til at blive et nævenyttigt Medlem af Samfundet.

Naar han saaledes protesterede mod at gjøre Ungdomstid til Arbejdstid, saa var det først og fremmest hans Væsens sunde Flegma, der protesterede mod al ufrugtbar Gransken. Han vilde ikke spænde sig for Arbejdsvognen.

J. L. Heiberg har et Steds (Pros. Skr. X 520) skrevet de fortræffelige Ord, at som bekjendt inddeles Menneskene i Soldater, Barnepiger og Skorstensfejere, en Sætning, der jo lader sig fortolke paa mange Maader. Den blev hyppigt anvendt i Langes nærmeste Kres. Han selv regnede sig til Barnepigernes godmodige og pædagogiske Klasse, og man var i Kresen slem imod Skorstensfejerne, de rastløse, støjende, der rumstere og rense og kaste en Mængde Snavs ned oppe fra deres Højde. De symboliserede for os de egentlige Arbejdsføre, der aldrig kom ud over Arbejdet. Jul. Lange vilde ikke være nogen Skorstensfejer. Og naar Menneskeslægten — ved en Frokost paa Holte Kro — ikke uden Henblik til Retterne paa Bordet inddeltes i Kalvesteg, Ræddiker og Portvin, saa vilde han heller ikke være nogen Ræddike. Han hørte ikke til de pirrende, men til de nærende Aander.

Arbejdets Slid laa ikke for ham. Hans Energi ytrede sig ikke i Slid. Den røbede sig derimod bl. A. i den Magt, hvormed han tvang alle sine Omgangsfæller s. 25 til at interessere sig for det, som netop i Øjeblikket sysselsatte ham. Man kom sjældent til at raadspørge ham med Hensyn til Ens egne Studier. Han tog Ens Opmærksomhed fangen ved sin fuldstændige Hengivelse i den Sag, han nu havde for; man sad som Tilhører næsten overflødig, men sjældent eller aldrig uden Udbytte.

Han hørte f. Ex. i den Vinter Hauchs Forelæsninger over Hamlet. De var følte og varme, men ikke gode. Hauch kunde komme med Spidsfindigheder som den, at Polonius, hvor han giver Sønnen Raad før Bortrejsen, ingenlunde vil advare ham mod almindelige Ungdomsgalskaber, men med overlegen Forstand har gjennemskuet den Slethed hos ham, der i Stykkets Slutning lægger sig for Dagen ved Mordet paa Hamlet. Hovedtiltrækningen ved Hauchs Foredrag var for mig de dybsindige og originale Betragtninger, som de gav Lange Anledning til at anstille over Hamlet. Han talte her som altid om det Enkelte, Konkrete; han trængte maaske sjældnere ind i det, som var fælles for mange Fænomener; men han dømte stadigt ud fra sit eget Naturel, sit hele Naturel.

Som han elskede Hamlet, saaledes afskyede han f. Ex. af hele sit Sind Forførerens Dagbog, hvilken han paa mange Steder fandt ligefrem modbydelig. Den oprørte ham moralsk, medens «Forføreren» nutildags ved sin Unatur og sine Pralerier nærmest forekommer En komisk. («Mit Sideblik glemmer man ikke saa let.»)

s. 26 Kort sagt Langes Selvstændighed beroede ikke paa Arbejde, var uafhængig af Arbejdet.

Hans Protest mod at anvende Ungdomsaarene som rene Arbejdsaar beroede dernæst paa, at hans Drift til Forskning, til fri videnskabelig Tænkning og især til Kundskabsindsamling, forsaavidt Talen var om boglig Kundskab, dengang var ringe. Han satte Pris paa Indsigt, men endnu slet ingen, eller en alt for ringe, paa Oversigt. Han kjendte ikke til sin daglige Omgangsvens glubende, aandelige Appetit, nærede ikke hans lidenskabelige Attraa efter Kundskaber og Tanker, hørte til med Forundring og Misbilligelse, naar han talte om sin formelige Hungersnød efter Filosofi, efter en Grundanskuelse af Livet, efter Klarhed over det Religiøse. Substantiel og sky for Selvoptrævling som han var, kunde han overfor saadanne Udbrud ivre mod at «den Principløshed at kritisere Alting igjennem skulde kunne betragtes som et forstandigt Princip.»

Fra først af havde hverken han eller jeg følt nogen synderlig Forskjel i vort Grundsyn paa Mennesker og Ting. Man brugte dengang med Forkjærlighed det filosofiske Udtryk Livsanskuelse, troede nøjagtigt at vide, hvad man mente dermed, og den (maaske fra Kierkegaard stammende) Sætning, at Enhed i Livsanskuelse var den afgjørende Betingelse for Venskab, var gaaet over i en stor Del af Ungdommens Sind som en utvivlsom Sandhed. Saavel Lange som jeg fandt oprindeligt denne Sætning bekræftet ved vort gode Forhold. Men efter mindre end et Aars Tids s. 27 nærmere Bekjendtskab, blev det klart, at Livsanskuelserne — for at bruge det gjængse Udtryk — var højst uensartede, og der dukkede nu hos Lange af og til en vis Uro op overfor den haardnakkede Spørgetrang, den stadige Tagen Afstand fra enhver Autoritetstro, den Selvhengivelse til den ubundne Tanke, som han saaledes havde faaet lige opad sig ved sin Side og som han ikke ret kunde forklare sig. Det at ville bruge sin Forstand til at ransage og prøve Alt, selv det Heiligste, stod for ham som Udslag af en hedensk Drift, et udøbt Instinkt, hvis Berettigelse forekom ham dunkel. Fin og hensynsfuld som han var, sparede han ikke i Venskab paa anerkjendende og hjertelige Ord; han kunde humoristisk udbryde: Hvad var jeg uden G. B.! Men det generede ham undertiden ikke desmindre at have en Repræsentant for Tvivlen saa nær sig, og han kunde, naar en eller anden Aftale skulde træffes, paa sin lunefulde, men heftige Maade udbryde: ifald jeg ellers ikke myrder dig forinden. Saa lidet han endnu havde oplevet og saa lidet man skulde tro at han følte sig hindret i Selvfordybelse ved de faa og ikke nærgaaende verdslige Forhold, hvori han befandt sig, saa led han dog under dem og havde ikke sjældent det Ønske, helt at kunne trække sig tilbage fra Verden. Han sværmede for Oprettelsen af protestantiske Klostre, hvortil man skulde kunne ty en Tid lang, en tre eller fire Aar igjennem, for at bevare sig mod Forfjamskning — og det mens mange af hans Venner kun længtes ud efter s. 28 Indtryk af Livet og fordybede sig i verdslig Visdoms Grublerier over Livet. Dog den, der stod ham nærmest, havde i sin Følelse noget med hans Beslægtet, idet han led af Trang til Ensomhed og gjerne havde aflagt Taushedsløfte af Lede ved de Folk, der forstaar at lokke alt Usandfærdigt frem af de Unge, og saa at sige spinde dem ind i Løgn. Men Vennen vidste af tidlig Erfaring, at man kunde leve ensomt selv under Samkvem med Mange, og at hvad man i Ensomhed erhvervede sig af Aandens ægte Guld, det vilde de, der levede i det verdslige Samliv med Andre, dog ikke modtage som lødig Mynt; det betegnedes i Reglen af dem som falsk. Det var da ingen Nytte til i sine Læreaar at drage bort fra Bylivet og menneskeligt Samkvem anderledes end til kortvarig Rekreation. Man kunde endog meget godt foretage Rejser i Fællesskab uden at forstyrre hinanden med megen Tale og behøvede ingenlunde at bære sig ad som de ti Konferensraader og elleve Kancelliraader, der rejste sammen udenlands og var saaledes i Snak med hverandre paa hele Turen, at det Eneste, de af Omgivelserne iagttog, var hvormange Tallerkener en Opvarter i Berlin paa en Gang kunde bære paa sine Fingre.

Vi foretog stadigt større og mindre Ture sammen. Lange havde Ungdommens Trang til stærk og megen Motion, og hans Originalitet viste sig ogsaa i Maaden, hvorpaa han ordnede sine Spadsereture. Han tog intet Hensyn til Dagstiden og lidet til Føret. En sildig Vinteraften foreslog han en rask Gang til Slukefter eller s. 29 Ordrup Kro. Han drog En med sig paa en Spadseretur over Lyngby til Frederiksdal og tilbage over Charlottenlund. Efter en Formiddag tilbragt i Moltkes Malerisamling og en Eftermiddag optaget af trættende Veje maatte jeg en Aften i Maj følge ham paa en Vandring til og gjennem Dyrehaven, der varede fra Kl. 7 Aften til Kl. 9 næste Morgen. Der gaves jo dengang ikke Cycler, ikke engang Jernbane, og til Vogne havde vi sjældent Raad. Om Sommeren foretoges større Fodvandringer i Nordeller Sydsjælland, paa Møen osv. Lange gik gjerne sine syv, otte Mil om Dagen.

I Juli 1861 foreslog han mig en Tur gjennem Sjælland til Møen, der som alle de andre foretoges i fuld Harmoni, men paa hvilken den berørte Modsætning mellem Livsanskuelserne tilsidst foranledigede et fra hans Side overraskende Udbrud. Vi gjennemgik Roeskilde Domkirke, stod i Ringsted Kirke ved Dagmars og Berengaria’s Grave, overnattede i Holmekro, saa Gisselfeldt og Bregentved, var til Bondegilde i Allerslev i Anledning af en Aftægtsmands Død, gik fra det smukke Præstø ned til Nysø, hvor vi beskuede Thorvaldsens Værksted med enkelte Arbejder, der fattedes i Museet, gik saa til Kallehave og løb med et lille Dampskib, der gjorde sin Prøvetur og tog os gratis med, ind i Stege Havn. I Kirken gjorde Bissens Frihedsgudinde over Johannes Hage et mægtigt Indtryk. Vi gik i Vandet og Jul. Lange var efter sin Vane ret ængstelig for mig, saasnart jeg blot svømmede lidt s. 30 længere ud, følte ganske samme Uro, som naar jeg aandeligt gjorde det. Dagen derefter gik vi til Budsene, hvor vi søgte en Bondemand op, ved Navn Jørgen Thisted, om hvem vi havde erfaret, at han skulde være villig til at give rejsende Folk uden store Midler et billigt Herberg. Vi fik en Stue med Lergulv og god landlig Kost, saa’ dernæst i de følgende Dage for første Gang Møens skjønne Natur. Da vi fra store Klint skuede ud over det umaadelige dejlige Hav med Skumstænk paa dets Flade over hele dets Bredde, følte vi os meget lykkelige. Skoven paa Klinten, hvis Løv holder sig saa lysegrønt selv sent paa Sommeren, gjorde det mest forfriskende Indtryk. Og det lyse Løv tog sig, set nede fra, saa dejligt ud mod den hvide Klint. Den anden Dag gik vi til Korsbjærg, besteg det højeste Punkt paa Møen, hvorfra der var en Udsigt, som var os ny: det aldeles bølgeformede Land, Havet til alle Sider, Markerne, der saa ud som det bløde Filt paa en Hat, strøget mod Haarene. Vi steg op paa en Sten, der stod deroppe, og mindedes Billedet af Kongesønnen og den fattige Dreng i Andersens Eventyr og spurgte hinanden, hvem af os der var Kongesønnen og hvem den fattige Dreng eller om vi hver for sig var begge. Den følgende Dag gik vi til Lilleklint og derpaa ad en meget anstrengende men smuk Vej til Liselund, derfra op paa Aborrebjerget og om Aftenen til en af Langes Bekjendte, der for Sommeren var bosat paa Øen i en smuk Bondegaard.

Da vi ud paa Natten var komne hjem, skete der s. 31 noget, som berørte mig saa pinligt, at Ubehaget derved er levende hos mig, næsten som da det hændte. Uden at nogen indledende Samtale var gaaet forud, kom Julius Lange pludselig frem med den Fordring til mig, at jeg maatte og skulde blive en Kristen, skulde dele hans Tro. Hans Udbrud rørte mig, og jeg forstod, at dette for ham var en Sag af saadan Vigtighed, at han mente sig berettiget til at sætte sig ud over alle Hensyn. Derimod følte jeg mig saaret af den Motivering, han strax derefter gav sin Opfordring: jeg dyrkede ingen anden Gud en Intelligensen, savnede det ene Fornødne, vilde tænke mig til Troen o. s. v. Det var min stolte Hellener. Hele hans theologiske Opfostring var kommet op i ham, steget ham til Hovedet, og han talte som en Missionær. Jeg svarede intet, men liarmedes. Vi pakkede vort Tøj sammen til Opbrud næste Morgen og gik i Seng. Der var ikke Tale om at sove. Ud paa Natten hørte jeg Julius Lange’s Stemme. Han bad med høj Røst sit Fadervor. Det var højtideligt og pinligt. Kl. 4 stod vi op og gik til Stege, begge tause og ilde tilpas.