Danmarks Breve

IV En Novemberaften, da jeg under Væ...

s. 20 IV

En Novemberaften, da jeg under Vægterpibernes Hvinen var gaaet ud for at se paa en Ildløs — hvad dengang hørte til Folkeforlystelserne — traf jeg i Flammernes Skjær Julius Lange, der opfordrede mig til at læse Ovids Metamorphoser sammen med ham, eller rettere brugte den diplomatiske Vending, at det forekom ham, jeg havde udtalt det Ønske at have En, i Forening med hvem jeg kunde læse O vid. Det s. 21 havde jeg vel ikke, men jeg greb med Glæde en Lejlighed til hyppigere Samkvem.

Disse Timer førte saa til et Fællesskab i Studier, der i de nærmest følgende Aar strakte sig over en ikke ganske ringe Del af den latinske og græske Literatur. Ikke sjældent endte hin første Vinter Timerne med at Julius Lange fik sin Studiefælle med sig paa en umaadelig Spadseretur til Charlottenlund i Maaneskin og høj Sne, under hvilken han efter sin Sædvane mest talte om Kunst og Poesi. Han omgikkes af Malerne især Roed og Marstrand, af Digterne især Christian Winther og Paludan-Müller og fik en Mængde Impulser fra disse Kunstnerhjem. Det var mit Ønske som attenaarig, at alt saakaldt «Venskab«, hvorved jeg forstod al daarlig Fortrolighed og al Trivialitet skulde holdes ude fra vort Forhold, og Julius, som var ældre og visere, havde lige saa ringe Trang til uskjøn eller vammel Fortrolighed; han plejede at indtage en meget satirisk Holdning overfor dem af vore grundtvigianske Bekjendte, der bar deres Hjerter dinglende i Knaphullet som Dekoration. Efterhaanden kom det dog i Kraft af selve vor Ungdom dertil, at vi ikke havde nogen Hemmelighed for hinanden.

Kort efterat vi var begyndt paa i Fællesskab at læse Oldtidsliteratur, fik Lange den Ide, at vi burde forene os nogle Stykker og spille Sofokles’s Filoktetes paa Græsk for om muligt ad denne Vej ret at trænge ind i den antike Tragedies Aand. Rollerne blev fordelte, Julius spillede Helten, Neoptolemos blev mig s. 22 overdraget, Nutzhorn var Koret, Tritagonistens Rolle blev delt mellem forskjellige, deriblandt en norsk Filolog. Der blev hele Vinteren igjennem holdt først en Række Læseprøver, saa en temmelig lang Række virkelige Prøver, og naar det lykkedes at faa Bugt med de ungdommelige Latteranfald, der undertiden forstyrrede Andagten, lærte Deltagerne virkelig ikke lidet af disse Forsøg. Der prøvedes uden Sufflør, uden Kulisser, uden Kostymer og uden Theater hos den af os, der havde det største Værelse, indtil i Marts Maaned alle kunde deres Roller paa Fingrene. Om at indbyde Tilskuere var der ikke Tale. De Optrædende spillede af ren Enthusiasme for Antiken og for deres egen Skyld alene. Sidst i Marts fandt den endelige Opførelse Sted. Julius Lange var den eneste, der virkelig spillede. Men han gjorde det saa mesterligt, saa overbevisende, at Illusionen indfandt sig og alle var lidt betagne. Naar Filoktetes sad alene og klagede over Pinen i sin syge Fod, mens Koret forgjæves vilde trøste ham, var Virkningen gribende. Paa Tragedien fulgte et overmaade lystigt Gilde, der varede til langt ud paa Morgenstunden og under hvilket der blev sunget en Vise, hvis første Strofer lød:

Vi midt paa Scenen os satte kjækt
paa Lemnos’ Strand, paa vor Bag i Sandet,
og hilse dig, Punsch, som en Støvleknægt
mod Kothurnen, der trykker vor Fod forbandet.
Saa ville vi solde
og glemme vor Rolle.
Forresten tænker jeg, vi beholde
Kostymet paa.

s. 23 Nu den, som er edderspændt Mester for os
og den, som en Brøk af en Tritagonist er,
og Halvgude-Ætlingen Noptolemos
og den i hvis Krop tre, fire Korister
Tilværelsen frister,
sin Værdighed mister.
Dionys Melpomene af Haanden vrister
den blanke Dolk.