Danmarks Breve

I «Du sysselsætter dig altsaa for Al...

s. 1 I

«Du sysselsætter dig altsaa for Alvor med disse Sager, læser Edda og Niebelungenlied med Nutzhorn, og Sagaer og den Slags. Hvad skal det til? Hvad kommer det os ved, at vi har saadan en gammel Oldemoer siddende paa Island? Der er jo ingen Form i de Guder. I al bildende Kunst stod de desuden paa Hottentotternes Standpunkt … De rager mig ikke … Jeg har engang til uvis Tid og paa uvist Sted faaet et Kys af den græske Muse …»

Ordene faldt en smuk Søndagaften i Slutningen af Maj 1861 paa en af Amagervolds Bastioner. Vi havde paa Galleriet studeret hollandsk Kunst om Formiddagen, samt hver for sig arbejdet med vort Pensum Græsk, dernæst sent paa Eftermiddagen i Fællesskab læst en god Del af Plautus’ Amphitruo og paa Julius Lange’s Værelse set paa Stik efter Teniers.

Landskabet rundtomkring var yndigt. Det var ganske stille, ingen Vind; Alt laa i Halvmørke. Kun en Række Lygter langs Søen kastede sex store blanke Ildsøjler ned i Vandet. Saa blev Stilheden forstyrret s. 2 af den disharmoniske og larmende Musik fra Tivoli. Til den anden Side ned over Vandet var Alt mere dæmpet og tyst, og Havet tabte sig ude i det hemmelighedsfulde Fjerne. Der var en uendelig Mængde svage Lyd i Luften.

Vi gik et langt Stykke rundt om Volden. Det var blevet ganske mørkt; en Stjerne hist og her. Da skingrede pludseligt, dog forunderligt hørende med til det Hele, et Lokomotivs Piben gjennem Luften, og kort efter knaldede fra to Sider, fra Tivoli og Alhambra, Fyrværkeriet løs; det skrattede og sprudede; Raketter og Sværmere susede i Vejret og faldt ned i en broget Ildregn. Efter et Kvarters Forløb standsede Spektaklet, de sidste Gnister var slukte, og Alt blev meget stillere end før. Paa den anden Side laa nu Masserne af Træer og Huse og spejlede sig i Vandet saa klart, at Skygge- og Legem-Verden syntes lige legemlige og lige meget Taagebilleder. Det Tiltrækkende ved Skuet beroede imidlertid paa Bevidstheden om, at disse luftige Omrids af jordiske Ting ikke var hvad de lignede, Laternamagica-Billeder, men lutter Virkelighed, og at Skumringen her dækkede over noget saa reelt og hemmelighedsrigt som hele Christianshavns By, der laa dèr idealiseret og forvandlet.

Men Julius Lange havde endnu Fyrværkeriernes Knitren i sine Øren og deres Raketters Fald for Øje. Hvor forunderligt, sagde han, at dette er en ganske almindelig Søndag, under hvilken Kjøbenhavn udfolder saa megen Festlighed; man skulde tro, det var en s. 3 Kroningsdag. — Det glæder mig, lød Svaret, at der er Sans nok for det Uvirkelige tilbage til at Folk kan more sig med Fyrværkeriers Glans og Knald eller staa tidligt op første Pintsedag for at se Solen danse. Dette sidste kan endda neppe kaldes Øjenlyst. Menigmand har den grovere Øjenlyst, vi den finere.

Han betragtede Landskabet, nød Freden i Naturen og udbrød: Føler Du Dig ikke under saadanne Omstændigheder opfordret til at opgive Omgangen med dine interessante, farlige Venner og din altfor redebonne Latter og Søren Kierkegaard?

Jeg blev forundret, dels fordi Søren Kierkegaard slet ikke kom den Sag ved, dels fordi jeg ikke havde ventet en saa personligt nærgaaende Udtalelse; men jeg følte mig desuden ikke ramt; de Bekjendte, som Repliken sigtede til, havde aldrig havt nogensomhelst Indflydelse paa mig, og den mig selv ret pinlige, næsten Ørvaroddsagtige Lattermildhed kunde jeg ikke ved et Forsæt lægge af. Jeg gav da et afbøjende Svar. Men han vendte tilbage til mine Ord om den finere Øjenlyst, vi i Aften og i Reglen nød, og sagde: Føler Du ikke, at det er pinegalt, som vi to her og ellers stadigt bærer os ad, at se paa Alt fra den æsthetiske Side, kun agte paa, hvordan det tager sig ud? — Jeg følte det ikke, og det ramte mig ikke, fordi jeg netop havde mange andre Synsmaader til daglig Brug; jeg bøjede atter af. Men han kom igjen tilbage til, hvor ugudelig vor Livsbetragtning var, denne blotte Skjønliedssøgen og Skjønhedsglæde.

s. 4 «Jeg staar jo ikke i den; jeg stræber dog imod Sandhed; vil gjøre den og tale den.» Han: Aa, kunde jeg blot gjøre et Fnug Sandhed! Hvor let kunde jeg f. Ex. blive en rigtig god Lærer, hvor meget mere tilfredsstillende var det ikke for mig selv; men jeg gjør det ikke.

Jeg svarte: Opgaven er vel at tale Sandhed og derved lide for Sandhed.

Han: Er da virkelig al Sandhed ilde hørt? Kan man ikke sige Sandheden, hvor den er vel hørt?

«Den gaar da vist bort over de Enkeltes Hoveder. Den, der ikke vover, vinder heller intet. At præke i Ornat er ingen Kunst.»

Han: Hvem siger, det skal være en Kunst? Man skal ikke tale, men gjøre det Sande.

«Undertiden er den allernærmeste Maade til at gjøre det Sande den at tale Sandhed. Det er mig selv vanskeligt nok; jeg ligger i stadig Konflikt med mine Omgivelser og har slet ingen Berøringspunkter med dem.»

Han leende: Og jeg kan ikke røre mig for lutter Berøringspunkter. Det kan være godt nok; men det gaar ud over hvad man kalder Sommerfuglestøvet. Jeg føler forøvrigt ingen Trang til at isolere mig gjennem Kritik.

«Jeg har nu engang givet mig Tanken i Vold; jeg maa ad den Vej, ad hvilken den fører mig, hvor den saa fører mig hen; jeg vil helt igjennem Reflexionens Skjærsild og ud paa den anden Side; som Sigurd, da han red igjennem Ilden.»

s. 5 Han: Det er vistnok den højeste Fordring, maaske en uafviselig, at man skal have organisk Sammenhæng og Enhed i sit Væsen. Men jeg føler, at saavidt kan jeg ikke komme. Mit Hoveds Verden og mit Hjertes Verden er i indbyrdes Splid. Jeg vil ikke give mig Tanken i Vold for ikke at tabe Alt. Hvis en Forsoning af Tro og Viden er umulig, som Rasmus Nielsen siger, saa begriber jeg ikke, hvorledes man kan være paa en Gang en Tænker og et kristent Menneske. Det at holde sin Kristendom borte fra sin Filosofi og omvendt, er jo dog et latterligt Husraad. Bedst var det ogsaa for dig, om du opgav Kierkegaard og al den lede tyske Filosofi, overhovedet alle de Bøger. Jeg hader alle Bøger. O gid, o gid jeg havde et Fag! Véd du hvad jeg allerhelst vilde studere? Kunsthistorie; nu er det sagt. Og véd du hvorfor? For at blive fri for at stirre mig blind paa alle de Bogstaver. — — Jeg kan ikke lade mig spalte af Grubleri. Den Student Bødtcher, der skjød sig for nylig, efterlod sig et Papir, hvorpaa der stod, at han havde følt, et Menneske maatte være enten en eller tre, men han var to og derfor skjød han sig. Det at have nok saa mange Jeg’er, som Poul Møllere Licentiat, gjør slet ikke noget, men at være to, det er sandelig en tilstrækkelig Dødsaarsag. Folk finder Ideen i Heibergs De Nygifte saa rædselsfuld; den er netop uendeligt human og den Tanke mildt dybsindig, at den, hvis Skyld og Straf vejer op mod hinanden, maa leve sit Liv om igjen. Det Forfærdelige er ikke s. 6 den Fornemmelse, at man havde levet før paa Jorden eller kunde komme til at leve igjen f. Ex. paa en anden Klode; det eneste sande Rædselsfulde er Dobbeltgjængeri. Derfor har Greven i Wilhelm Meister, der troer at se sig selv, en lovlig Grund til at blive vanvittig.

Da vi omtrent var ved hans Hjem, sagde han: Aarsagen til at vi saa daarligt forstaar hinanden, eller at vi angaaende dette Punkt egentlig kun hver for sig kan fortælle eller tale, men ikke samtale, er dog den, at vi begge er saa ganske blottede for Erfaring og Menneskekundskab. Hertil kom nu den smukke Aften, der har forledt os til at gaa ind paa Omraader, man maaske aldrig burde berøre, og dog hvem véd, maaske er det godt, engang at faa talt ud og fejet ud.