Danmarks Breve

III Skjønt da kun 21aarig saa han li...

s. 11 III

Skjønt da kun 21aarig saa han lidt ældre ud end sine Aar; han var stærk og skulderbred; Udtrykket i Hovedet med den kraftige, betydelige, meget smukke Profil, de skjønne blaa Øjne, det mørke tætte Haar og det yppige brune Fuldskjæg var en Mands. Ret høj som han var og uden nogensomhelst Tilbøjelighed til Fedme syntes hans Skikkelse dog snarere svær end let. Soliditeten i hans Væsen afprægede sig i den. s. 12 Han gik den Gang klædt i tykke, grove Stoffer, ved hvilke man sparede paa Overfrakken. Han havde nylig været i Murerlære (det var Meningen, derefter at lade ham blive Arkitekt) han var fuld af humoristiske Historier om hans tidligere Fæller, Murersvendene og Lærlingene, og havde maaske, saa kortvarig hans Haandværkertid havde været og saa distingveret han i alle Henseender var, en Smule af Haandværkerens Holdning over sig endnu. Ingen af os Unge dengang lagde Vægt paa ydre Elegance; vi gik i Regelen tarveligt klædte. Julius Lange, der helt maatte sørge for sig selv, ernærede sig som Lærer i Borgerdydskolen paa Christianshavn og i den Spang’ske Pigeskole i Kjøbenhavn, gav desuden private Undervisningstimer, og maatte beflitte sig paa en streng Økonomi. Men selv paaklædt uden al Elegance gjorde hans Skikkelse det fordelagtigste Indtryk. Han stod fast paa sine Ben; hans smukke Smil var i højeste Grad hjertevindende; hans Stemme havde den varmeste, fuldeste Klang, og hans Aande var ikke blot altid fuldstændig ren — en sjælden og herlig Ting — men den havde en egen, tiltrækkende Duft, en endnu langt sjældnere Ting, saa det var En fysisk som aandelig kjært at være i hans Nærhed.

Han boede dengang saare beskedent, havde et Værelse i det grimme Baghus ved Nørrevold Nr. 28. (Det staar endnu.). Men til en Kammerat, der beklagede ham, at han boede saa knapt, sagde han muntert: Har Du set min Udenomslejlighed? gik til s. 13 Vinduet og viste ham den frie Udsigt til Træerne paa Volden og et stort Stykke Himmel.

Under Forsæde af Frederik Nutzhorn, en ung filologisk Kandidat, dengang Inspektør paa Ehlers’ Kollegium, var der blevet stiftet et lille Selskab af neppe en halv Snes unge Studerende, der kom sammen hver anden Tirsdag Aften, læste et og andet højt og samtalede. Man stillede ikke store Fordringer til Underholdningen og man forlangte ikke Nyhed af det, der læstes højt. Vistnok henlededes Opmærksomheden en enkelt Gang paa det Nye af Aaret, som Bjørnsons Arne f. Ex., der hørtes med Bifald, men ellers læstes mest gamle Ting. Nutzhorn oplæste f. Ex. en Del gamle plattyske, højst komiske Prædikener, han havde oversat. Man læste Don Quixote, Reisers Ildebrandshistorie, Ewalds Balders Død, Bødtchers Digte, som var ny for Tilhørerne; saa liden Opsigt havde de ved deres Fremkomst vakt. En enkelt Gang læste et af Medlemmerne noget højt, han selv havde skrevet; jeg husker dog kun ét Tilfælde af den Art, hvor jeg selv meget genert foredrog en Afhandling om Symbol og Allegori med to i den indflettede poetiske Forsøg, der fik megen Ros, mens Afhandlingen selv blev gjort til Gjenstand for voldsom Kritik. Ikke sjældent, især ved alle festlige Lejligheder, afløstes Læsningen af et Sold, det vil sige et Drikkegilde med Taler og Sange, hvilke Medlemmerne medbragte skrevne i 6, 7 Exemplarer for at de kunde blive sungne af alle de Tilstedeværende. Her en Prøve paa en af disse Sange, der vist s. 14 nok skriver sig fra Julius Lange’s Haand. Vore Viser var nemlig ikke undertegnede:

Gjæve Venner I Tager Sæde
her om dette brede Bord!
Nok af Æde, nok af Væde,
nok af Vrøvl og Gammensord!
Aabner Munden! Lader glide
Punschen gjennem Halsens Tragt!
Aabn den atter, lad os vide
hvad til Live den har vakt!

Ak! hvormangen Tirsdag Aften
sad vi her med Bog i Haand!
Hvor var Glæden, livor var Kraften,
hvad gav Vinger til vor Aand?
Nogle læste, Andre skjændtes,
Somme sov i Sofakrog —
Ak, hvad Trøst kan der vel hentes
af en gammel, skimlet Bog!

Ja, hvor skjændigt spildtes Tiden
her paa dette Værelse!
Ved vi ikke, megen Viden
er kun Aandsfortærelse.
Men vor Aand vil ej fortæres,
ikke visne, bleg og gold.
Den skal styrkes, den skal næres,
den skal gjødes ved et Sold.

Dristigt vi vort Maal forfægter,
stærk i Arm og fast paa Ben.
Kast Filisteriets Vægter
i hans Prosas Rendesten!
Loftet vil vi trofast holde
til vi fra en sovnig Old
ned i Evighedens Bolle
glide gjennem Tidens Sold.

s. 15 I denne Kres var Julius Lange vel tilpas. Stor Agtelse og et oprigtigt Venskab forbandt ham med vor Chef, den livfulde, snaksomme, tænksomme, selvstændige og grundigt lærde Frederik Nutzhorn *) . Fra Barndommen af havde han dernæst staaet i et nært og frugtbart Venskabsforhold til sin Fætter, den sære, dybtoriginale Jens Paludan-Müller, og i et hjerteligt Kammeratskab mødtes han med unge Mænd som Harald Paulsen (den nuværende Højesteretsassessor), Troels Lund (Historikeren, dengang en ung theologisk Student) og den stille Sværmer Emil Petersen (død i 1890 som Afdelingschef ved Statsbanerne). Her var han skjemtsom, kritisk, vittig, overgiven. Saa modne adskillige Medlemmer af Kresen end var, saa stak der dog meget af Drengen i Adskillige af os endnu, og vi kunde more os med rene Drengestreger. Skulde vi en Formiddag ordne en Spadseretur til Søndermarken og blev Jens Paludan-Müller sendt ud for at hente flere Medlemmer end der forud var forsamlede, fandt han, naar han kom tilbage, ingen; alle havde skjult sig og kom først frem, naar Ævret var opgivet. Julius Lange, der havde den gammeldags Vane jæv.nlig at opfriske sine Livsaander med en Pris, betragtede det i hine Dage som en Art Mission at faa Andre til at snuse, stak sin Snustobaksdaase frem til s. 16 enhver Nyankommende og nød det, naar den Paagjældende maatte nyse paa det Frygteligste. Med sin usædvanligt stærke Hukommelse kunde han næsten alt Morsomt eller Mærkeligt, han havde læst, udenad og havde derfor altid Citater ved Haanden, der stod paa den snurrigste Maade til Samtalens Gjenstand eller til Situationen; en Myg, der sugede hans Blod, tiltalte han med lange Citater af Shakespeare til Mordere eller af Bredahl til Blodsugere. En ubetydelig Spøg, som man aldrig vilde agtet paa, hvis den var bleven sagt af en Anden, fik i hans Mund en Vægt, saa den indprentede sig i Ens Sind for de næste 35 Aar. Det var et Intet, og det blev uforglemmeligt. Vi sad en Aften hos Nutzhorn og havde læst Græsk saa ivrigt, at vi glemte Tiden og forsømte at skaffe os Aftensmad. Værtens Madæske blev taget frem. Den er som Pandora’s Æske, udbrød Julius, ikke mindste Bid Ost; kun Haabet er tilbage. Da en af Selskabet, en fortræffelig Filolog ved Navn Gjedde, som dengang endnu var Barnagtigheden selv, udbrød: Der er da ikke andet end Selvmord tilovers, replicerede Julius hurtigt: Du vilde for dit Vedkommende dog kun begaa Fostermord, Gjedde! — Slige Indfald, af hvilke ethvert godt Hoved har en Mængde hver Dag, lød som ualmindelige Vittigheder ved den overlegne, enhver Modsigelse afvisende Maade, hvorpaa de blev sagte. Ved Alt, hvad han udtalte, var der en vis Nyhed. Han paatrykte det et Præg, saa det var som hørte man det første Gang, selv om han havde for s. 17 talt det før. Citerede han et Vers, forekom det En, at man havde aldrig hørt saa dejlig Poesi. En Dag sagde han f. Ex.: Balder var dog egentlig Oehlenschlägers Gud. Han er jo i Grunden kun det abstrakte Gode, derfor den vanskeligste at træffe af alle Guderne, og hvor ypperligt har Oehlensehläger ikke karakteriseret ham:

Han lignte den, som gjemmer en Hemmelighed stor,
Hvortil ej Støvet har Øre og ikke Verden Ord.

Havde han anført to saadanne Linier, glemte hans Tilhører dem aldrig. Det er om Poul Møller blevet skrevet, at selv saa ubetydelig en Ytring som den: «Det er smukt Vejr i Dag» i hans Mund klang, saa det var En, som fik man ved denne Sætning et ganske nyt Syn paa Sagen. Dette gjaldt nøjagtigt om Julius Lange, der i meget minder om ham. Han havde især i Skjeint en Maade at meddele sig paa, som gjorde, at man ikke glemte hans Ord. Vi havde oftere havt Disputer om højere og lavere Gejstlige, for hvem han i det Hele nærede Velvilje eller endog Pietet, og vi var navnlig tidt uenige om Martensen, mod hvem Kierkegaard havde bibragt mig megen Uvilje. En Aften, da jeg skulde i Selskab og klædte mig om, udbad Julius sig en af mine nye lakerede Støvler og skrev med Kridt under Fodsaalen: «Ovenstaaende hylder under Aandsfrihedens Maske betydelige Fordomme, endog Stands dito f. Ex. Præstehad». Jeg har aldrig glemt dette Ovenstaaende.

I Vinteren 1860—61 drejede hans Tanker sig mest s. 18 om Billedhugger-Kunst. Han kom og hentede En til en Vandring mellem Antikerne paa Charlottenborg eller i Antikkabinettet eller i Thorvaldsens Museums Kjælder, og allerede i denne unge Alder var Antiken i Kunst ikke mindre end i Poesi gaaet op for ham i dens hele Herlighed; han havde Blik for alle dens Sider, dens Skjønhedsverden, dens Virkelighedstroskab, dens Portrætkunst (Demosthenes), dens Benyttelse af det Stygge (Æsopskikkelsen). Al hans Sympathi gik nu til det Storladne og Simple; han var indtil Uretfærdighed kold overfor det Elegante, det Glimrende, Ovidiske (Apollo fra Belvedere, den medicæiske Venus, de Skikkelser, i hvilke Winckelmann endnu havde set Kunstens Fuldendelse). Det var dengang en Art Troesartikel i Æsthetiken, at en blomstrende Kunst gjennemløb tre Perioder, Storhedens, Skjønhedens og Finhedens. Æschylos, Sofokles, Euripides, dorisk, ionisk og korinthisk Søjleform, Corneille, Racine og Voltaire var Exempler. Julius Lange troede ikke paa denne Inddeling: Er Ovid da virkelig finere end Æschylos? spurgte han. Er det ikke et vrøvlevornt Udtryk for at han er mindre?

Overfor Hegels og Heibergs Opfattelse af Billedhuggerkunsten hævdede han først, at Skulpturens Medium ikke, som det sagdes, var Sten, men Farve, dernæst bekjæmpede han Paastanden, at Billedhuggerkunsten i Modsætning til Malerkunsten ikke forholdt sig til Illusion. Han vilde hævde, at Illusionen ogsaa her havde afgjørende Betydning. Man forstaar bedst, s. 19 hvad han mente, naar man i Fædrelandet opsøger en gammel Afhandling af ham om Thorvaldsens Christus, der skjønt skrevet ined dybeste Beundring for Kunstværket er et Angreb paa det som gaaende udover Kunstens Grænser, fordi Statuen direkte henvender sig til Tilskueren med sit «Kommer til mig, alle I osv.» da den dog som blot Sten ikke er i Stand til at holde, hvad den lover. Ogsaa den Paastand af Hegel, at den antike Billedhuggerkunst havde givet Afkald paa Gjengivelse af Blikket, saa Statuen var blikløs, var Gjenstand for heftig Polemik fra hans Side. Han henviste træffende til Parthenons-Frontispicen, hvor Athene viser sig for Guderne og alle rette Blikket mod et eneste Punkt. Han mente, den hele Paastand beroede paa Uvidenhed om de mange Tilfælde, hvor en indsat Øjesten er udfalden.

Efter sit Naturel tog han aldrig Kunsten fra den rent artistiske Side alene, men ligesaa fuldt fra Indholdssiden. Et saadant Spørgsmaal interesserede ham, som om Astrologerne paa Thorvaldsens Alexandertogs-Frise ikke snarere spaaede Alexanders Død dèr i Babylon end, som det almindeligt opfattedes, hans tilkommende Storhed. Saa stærk hans Kjærlighed til Thorvaldsen end var, havde han dog allerede da opdaget hans Grænser, dels hans Sneverhed i Sammenligning med Antiken — han kom oftere tilbage til, hvor sirlige de fire Christiansborgske Reliefer var i Sammenligning med Parthenonsmetoperne —, dels hans Mangel paa Idefylde, der var tydelig, hvis man s. 20 f. Ex. sammenlignede hans Gratier med Rafaels. Disse Gratier blev af os Unge dyrkede med en egen Andagt. Det Spørgsmaal blev drøftet, om de Kugler, de har i Hænderne, er Tryllekugler eller Æbler, indtil vi naaede det Resultat, at Kuglerne her har symbolsk Betydning. Kuglen blev paa Rafaels Tid anset for det fuldkomneste Legeme, og Meningen med dens Anbringelse er denne: Kuglen har ingen Kanter og det har Gratierne heller ikke. En af de Thorvaldsen’ske Figurer, Lange tidligt beundrede mest, var Haabet, især det saa overordentlig geniale Blik hos Kunstneren, der havde evnet at skue denne Skikkelse ud af de to smaa pudserlige Figurer paa Parthenons-Gavlen. Lange elskede denne Statue. Han sagde: Det er, naar man længe har siddet og arbejdet, saa kommer hun med de højtidelige, stille Skridt, med Frugtblomsten i Haanden, og siger: Nu skal du bare se!