Danmarks Breve

II Der fremtræder i denne tilfældige...

s. 6 II

Der fremtræder i denne tilfældige Samtale, gjengivet blandt hundreder, nogle betegnende Egenheder ved Julius Lange’s Væsen som Yngling. Han er sig den græske Kjerne i sit Naturel bevidst; han betoner under sin Ligegyldighed for oldnordisk Arkæologi med en vis stolt Selvfølelse at hans Liv har faaet sin Indvielse af den græske Muse. Men det er dog saare langt fra, at hans Hellenisme er fuldstændig eller følgerigtig. Lige op ad den ligger — uden at han ret selv føler den Dobbelthed, hvori han under s. 7 sin Angst for at spaltes lever — en kristelig Skrupuløsitet, der atter og atter opkaster Spørgsmaalet om den kunstneriske Livsopfattelses Retsgrund, atter og atter underkjender og miskjender den, og en Sky for Tanken som kritisk opløsende Element, for Tvivlen, Grubleriet, Reflexionen, som momentvis afføder Had til alt Bogligt, Afsky for Bogstavernes døde Sort paa Hvidt, der ingen Tilfredsstillelse volder Synet, og en Tyen ind til den bildende Kunst som det Farverige, Fyldige, Uopløste, det som skues paa én Gang og virker med ét Slag. Det var først mange Aar senere, at det helleniske Element i hans Væsen virkelig naaede til at gjennemtrænge det helt, saa han blev den klare og helstøbte Aand, han var anlagt til at være.

Men som han i hine Aar var — ufærdig og i mange Maader paa Vildspor — var han for den adskilligt yngre Ven, der aldrig lod sig forvirre af hans Lifuldkommenheder, men havde den mest levende Følelse for hans Væsens Ejendommelighed og Sundhed, en Gjenstand for Beundring og en stadigt rindende Kilde til Glæde.

For en syttenaarig Yngling, der kommer til et Universitet og skal begynde sit selvstændige Liv, er Intet vigtigere end de Tilskyndelser og Paavirkninger, han modtager fra tilnærmelsesvis jævnaldrende Studiefæller. Han slutter sig i Regelen let og hurtigt til ikke faa; han søger ubevidst eller bevidst efter Væsener, der kan virke fremmende paa ham. Jo stærkere Livet pulserer i ham, jo lidenskabeligere s. 8 han føler Kundskabstrang, Lærelyst, Længselen efter at forstaa sig selv og Andre, med des større Iver og Forventning vil han kaste sig ind i det aandelige Samliv og Tanke-Udvexlingen med Kammerater. Uerfaren som han er, vil han i Begyndelsen ikke sjældent tro at have fundet hvad han søger. Hvor han møder nysgjerrig Høflighed, vil han indbilde sig at møde Forstaaelse og Velvilje. Hvor han møder Velvilje, vil han tro ogsaa at møde Intelligens. Hvor han træffer Intelligens, forstandstør, ufrugtbar Intelligens, vil han maaske juble i Troen paa at have mødt den virkelige, lærerige Overlegenhed. Og imedens trænger de sig om ham, de ganske tomme, hvem hans Indfald morer og fylder for nogle Øjeblik, de kloge og lade, som pumper ham for hvad han véd og har tænkt, de forfængelige, som er paa Jagt efter en Beundrer og hvem det lykkes at blænde og indfange ham en Stund for atter at slippe ham, ør af Skuffelse og Lede, og de i alskens Daarlighed Forfarne, der vil hverve en Rekrut, og den livlige Vrøvler, der attraar en Tilhører, og Palilen-Typen, der søger sig sin Adam, og Mefisto-Typen, den smittende, der vil gjøre ogsaa ham til en Spottgeburt von Dreck und Feuer, alle disse som udsuger, kjeder, fordummer, fordærver, forvirrer den Uerfarne, de som spilder hans Tid, de som stjæler hans Mod, de som pletter hans Sind, de som raner hans Friskhed, de som slaar Vand paa hans Ild, de som saarer ham ved Raahed, de som sløver ham ved Pedanteri eller Spids s. 9 borgerlighed, de, som smitter hans Tanker med deres Sofisteri, de som hidser hans Drifter ved deres Exempel, de som leder hans famlende Jeg ind paa Veje, der ikke fører nogensteds hen. De møder ham en for en eller i Flok, hele denne Hærskare af Individer, mod hvem den Yngling, der træder ud i Livet med en spirende Mandsvilje og en Intelligens, der trænger til des mere Næring, jo flersidigere og stærkere den er anlagt, har at værge sig paa Liv og Død, alle disse, han maa ryste af sig og kaste fra sig for at blive sig selv. Hvor mange er der ikke af dem, og hvor faa, hvor sjældne er de berigende Individualiteter!

Julius Lange var allerede som 22-23-24-aarig ung Mand en saadan berigende Individualitet. Det blotte Samkvem med ham berigede. Der var saa megen Substans i hans Væsen. I Sammenligning med ham syntes andre Mennesker hvad hvislende Seddelpenge er i Sammenligning med en klangfuld Gulddaler. De andre unge Studerende var ufriske af den megen Sysselsættelse med det Skrevne og Skriveri. Hans Væsen var Mundtlighed. Selv de bedste blandt Kammeraterne var der slidt paa ved den megen Sysselsættelse med Læsning og Bøger. Hans Væsen var Anskuelse, Syn.

Han sad inde med den fineste nedarvede Dannelse. Hans Fader var en stille, gjennemdannet Tænker, en Tænker for Livet som Sibbern. Hans Moder tilhørte og ikke blot ved Fødselen men ved det hele Anlæg en af Danmarks aller ypperste Slægter, og Forældrene, «den blinde Mand og den døve s. 10 Kone», der saa rørende understøttede hinanden i et Ægteskab, der kunde kaldes idealt, udmærkede sig ikke mindre ved sjælelig Finhed end ved aandelig Kultur. Hans Morfader, den gamle Biskop, hans to ypperlige Morbrødre, Digteren Paludan-Müller og Historikeren, alle havde de meddelt ham nogle Gran af deres Væsen. Men skjønt han saaledes havde en Dannelsesarv som faa eller ingen af hans Jævnaldrende kunde rose sig af, var han en ganske primitiv Natur. Uden nogensomhelst Selvtilfredshed var han tilfreds. Aldrig kunde han som misfornøjede Kammerater jamre over Mangel paa Sans eller Mangel paa Evne. Han havde Sans og Evne nok og savnede ikke synderligt hvad der fattedes ham. Han havde bl. A. dette de Oprindeliges Særkjende, at hans Dannelses Kilder var faa, undertiden pudsigt tilfældige eller dog sært valgte, men saa grundigt udnyttede, at de traadte istedenfor andre rigere Kilder til Kundskab eller Udvikling. Selv ejendommelig opsøgte han og fastholdt han det Individuelt-Ejendommelige hos Enhver, der interesserede ham, brugte gjerne f. Ex. Udtrykket: «saaledes som han saa udmærket kan» og søgte af Instinkt, saasnart det gjaldt Opdragelse eller Paavirkning, altid til de Ypperste, til Menneskehedens allerstørste Aander. Han omgikkes, kan man sige, alt som tyveaarig, stadigt og uden at lade sig forvirre, de største Aander som Æschylos, Shakespeare, Goethe, Fidias, Praxiteles, Rafael, Michelangelo, Rembrandt, omgikkes dem naturligvis ikke som Ligemand, men s. 11 i al Ydmyghed uden sygelig Selvringeagt som en langt ude Beslægtet, og under hans Forhold til dem udviklede der sig den Humor, som var og blev hans Naturs Existensform. Det var en Humor, der beroede paa den medfødte Ligevægt i hans Væsen og paa den Sikkerhed i Optræden, der var en Følge af den, paa en fuldkommen Frihed for Selvbespejling og Forfængelighed, paa den selvsikre Naturs Egenskab, tilgavns at turde stille sig polemisk, paa det Blik for det Karakteristiske, der bragte ham til i Grunden at elske Menneskene og i Virkeligheden at se det Tomme og Dumme hos dem, paa hans eget Menneskevæsens Sundhed, Vittighed, Langsomhed og Ro. Da jeg første Gang saa Julius Lange — det var om Aftenen den 29. November 1859 paa Ehlers’ Kollegium — efterlod han det ene Indtryk paa mig, at han var en Humorist.