Danmarks Breve

XVI Julius Lange døde den 20. August...

s. 233 XVI

Julius Lange døde den 20. August 1896. De offentlige Udtalelser dengang viste, hvor stærkt han i det danske Folk, overhovedet i de nordiske Lande, blev paaskjønnet. Veltalende Artikler værdsatte og lovpriste ham. De ypperste danske Digtere, ældre og yngre, skrev Vers til hans Ære. Et Digt af Schandorph endte med dette smukke og malende Udraab: «Store Hjerte, fuldt af hellig Ild!» Hyppigt vendte det Udtryk tilbage, at han havde mindet om en Oldtidens Græker. I et Digt af Drachmann hed det:

Et Tænker-Hoved med skarp Profil
paa den herligste Mands-Gestalt.

s. 234 Blikket var dybt og i Talens Strom
et Havbrus af attisk Salt

I Straaleglans af Hellas’ Kultur
som Gudernes hædrede Gjæst,
dèr vandrer nu Julius Lange ind
ved det Menneskeliges Fest.

Endelig skrev Sophus Michaelis disse Linjer:

Hellener i sit Blik, sin Gang, sin Stemme,
hver Tanke mejslet, hvert et Ord som støbt,
i Kunstens frie Herreborge hjemme,
i Renaissancens Purpurfolder svøbt.

Alle betonede stærkt det Grundmenneskelige, derfor ogsaa det Græske i ham.

For de Yngre stod han især som den aandfulde, rolige, altid naturlige Foredragsholder, og man skildrede ham som saadan, som Læreren og Mesteren. De Ældre fremførte hans Egenskaber og Fortrin som Forfatter, hans store Evner som Kunsthistoriker og Kunstfortolker, tegnede Konturen af hans aandelige Domæne med dens Grænser, efterviste, hvorledes hans fremragende Gaver havde deres Rod i hans stærke, sunde, selvsikre Menneskevæsen, i hans lunerige Temperament og hele storladne Personlighed.

Jeg for min Del,maatte dengang tie; hans Død berørte mig altfor nær. Et stort, maaske det bedste, Stykke af min Ungdom sank i Graven med ham. Min Røst blev visselig heller ikke savnet i det Kor af Stemmer, som smukt og højlydt forherligede den Afdøde, endda adskillige af dem, der talte og sang s. 235 til hans Ære, havde kjendt forholdsvis lidet til ham.

Havde jeg havt Stemning til at skrive da, saa vilde jeg — overfor den stærke Betoning af det Almenmenneskelige og særlig det Græske ved Lange — have fremhævet den Egenskab, der er mig mest paafaldende hos ham og som neppe tilbørligt blev fremdraget, nemlig hans Væsens ganske overordentlige Danskhed.

Ikke at man i Danmark hyppigt træifer Aander af Julius Langes Art eller Præg; tvertimod. Men det, der udgjorde Hovedtiltrækningen ved hans Væsen som Menneske og Aand, var Noget, der vel kan betegnes som Danskhedens ypperste Blomst, Noget, som det er saare vanskeligt at definere, Noget, der hænger sammen med vort Sprogs og vort Ideals Karakter og der er som et Kraftuddrag af den danske Alvors og det danske Skjælmeris, den danske Vemods og den danske Ironis inderste Ejendommelighed — Noget, som derfor aldrig forekommer udenfor Danmark.

Der findes danske Personligheder af højeste Rang og største Betydning for den nationale Kultur, som ikke forekommer mig særligt danske, Oehlenschläger f. Ex. Men der gives lige ned til den nyere og nyeste Tid Personligheder, hvis Væsen og Stil er det paa den mest særegne Maade. En saadan Personlighed var Johan Thomas Lundbye ved sin linieskjønne og stemningsfulde Gjengivelse af Danmarks Natur; en saadan Personlighed var Michael Wiehe ved sin s. 236 sjældne Forening af Ynglingens Ild med Mandens Kraft, og J. P. Jacobsen ved sit Væsens Blanding af stille Humor, kræsent Vid og mægtig Farvepragt; en saadan Personlighed er blandt Nulevende Hørup ved den Stilfærdighed, hvormed hans Væsen finder Udtryk i en Ironi, der er ligesaa tilintetgjørende i sin Sprængkraft som sagtmodig i sin Fremtræden. Og en saadan Personlighed var med sit lyse, olympiske Lune Julius Lange.

Jeg har, mens Lange levede, forsøgt en lille Skildring af ham, som han et Par og tyve Aar gammel var (Æsthetiske Studier, 2den Udgave 1888, Forord). Han gjorde mig den Glæde at være veltilfreds med den. Jeg havde deri skildret hans simple Bolig i Baggaarden ved Nørrevold og bl. A. talt om hans Væsens velgjørende Ro. Han skrev; «Til Trods for min velgjørende Ro har dine Ord om vort Ungdoms-Samliv dog bevæget mig. Jeg troede vel aldrig, Du havde glemt det; men jeg troede, det var blevet mere distanceret af stærkere Indtryk fra den store Verden udenfor Nørrevold og Kjøbenhavns andre Volde. Du har jo for Resten bidraget mere end nogen anden til, at de aandelig talt er blevne nedrevne; og derfor finder jeg det des mere trofast mod gammelt Venskab, at Du med Ære mindes det, uagtet det skriver sig fra Tiden indenfor Voldene». —Jeg vover da ogsaa at tro, han fra sit Elysium ikke misbilliger den Maade, hvorpaa jeg her udførligere har skildret ham og ladet ham skildre sig selv som ung.

s. 237 De, der ikke har kjendt Lange personligt, vil efter min Opfattelse ikke kunne finde ham hel og holden i hans Skrifter. Vistnok kunde han i sine Bøger udtale sig baade med Værdighed og med Skjælmeri, ogsaa stadigt med den for ham ejendommelige, tiltalende Jævnhed. Men han formaaede dog ikke at overføre hele sit Væsen med dets Styrke og Ynde paa det Blad Papir, han bestemte for Offentligheden. Naar den Sidste er død af dem, der har kjendt ham, vil en Del af den Trolddom, hvormed han fængslede sine Omgivelser, staa uforklaret. Men selv de, der har kjendt Lange personligt i de senere Aar, vil ikke have noget fyldigt eller fuldstændigt Billede af ham, som han var, naar han var ypperst, ifald de ikke tillige har kjendt ham som ung. Det klædte ham meget godt at blive ældre. Det falder mig ikke ind at negte det. Noget Myndigt og Værdigt i hans Væsen kom med Aarene bedst til sin Ret. Han blev sikker og solid som Taarnet i Skakspillet. Men der er nu engang Intet, der erstatter eller overtræffer den Tid, hvor intet Blad paa Livets Træ endnu er bidt af nogen Om, den første Ungdom ined dens Friskhed, Inderlighed, Aabenhed, Varme og Meddelelsestrang.

En halvanden Aar efter Langes Død fremsøgte jeg de Breve af ham, jeg havde bevaret, og fandt et betydeligt Antal. En stor Gruppe af dem (fra Aarene 1861—1872), den som foreligger her, gav, som jeg til min Overraskelse saa, et mærkværdigt levende og s. 238 slaaende Billede af ham, som han var i de Aar, da hans Karakter blev dannet og hans Aand fik sin Form. Jeg besluttede at udgive disse Breve med en stor Del Udeladelser.

Hans bedste Bøger, som jo mest er Frugten af hans modnere Manddomsalders Arbejde, er frembragte paa et Udviklingstrin, hvis Højde han dengang langtfra havde naaet. Men de har ikke, kunde og skulde ikke have, det Umiddelbare, Henkastede som hans Ungdoms Breve. De viser ham, som han var, naar han, selvbehersket og vejende hvert af sine Ord, satte sig til Rette for at henvende sig til sit Publikum, et Publikum, der vel ikke var meget stort, men udsøgt. Disse Breve derimod, de maler ham, som han var, naar han naivt gav sig hen; i dem — og jeg skulde tro, i dem alene — er han, hvis Natur var Mundtlighed, tilstede med hele sit mundtlige Væsen; det er reddet over i dem uden at det Ringeste deraf er gaaet til Spilde paa Vejen. Man hører ham i disse Breve samtale, spøge, le, vredes og blive god igjen. Man ser hans Minespil skifte fra Alvor til Bekymring, fra kjærlig Omhu til dygtig Hidsighed eller fra rolig Spøg til Satire, Humor, Begejstring. Udtrykket vexler i hans smukke Ansigt, er snart muntert, snart ildfuldt, snart hyggelig flegmatisk, snart let melankolsk, snart heftig kolerisk. Af og til siger han sin Kontrapart en lille Ubehagelighed, af og til en hjertelig Kompliment, men næsten altid kun for at sukre den bitre Pille, han vil give ham at sluge.

s. 239 Med andre Ord: Julius Lange lever og aander i disse Breve, livagtigt og nøjagtigt som han stod og gik i sine unge Dage, livlig, idérig, ømtaalig og pirrelig, kjærlig indtil Ømhed, skrupuløs indtil Strenghed, lystig og dyb, frisindet og fordomsfuld, tænksom og vedtægtsbunden, tindrende af den fineste Humor: en blød Sjæl og et mandigt Sind; undertiden urimelig, fordi han er sær, altid skaansom, fordi han er stærk, altid hensyntagende og taktfuld, fordi han er fin, uendeligt simpel, fordi han er overlegen.

Jeg er min afdøde Ven i hans Grav overmaade taknemmelig fordi han har brændt næsten alle Svarene paa de her offenliggjorte Breve; kun nogle faa fra min tidligste Ungdom, som han havde bevaret, blev givne mig tilbage efter hans Død, og nu er ogsaa de tilintetgjorte. Men jeg begaar ingen Indiskretion ved at udgive disse. Hans Væsen var af den Art, at han kun kan vinde og hans Anseelse kun stige ved at han bliver bedre og fuldere kjendt.

Som Bogen er, viser den vel kun Julius Lange i et enkelt Forhold og under en tolv Aar af hans Liv. Men han fremtræder for det Første gjennem dette enkelte Forhold i alle sine Slægtskabs- og Hengivenheds-Forhold og som Sandhedssøger, som Kunstelsker, som Videnskabsdyrker, som aandelig Personlighed overhovedet; for det Andet er Tiaaret fra hans 23de til hans 33te Aar det for hans Udvikling uden Sammenligning betydningsfuldeste i hans Existens.

s. 240 Man har her samlet hans Ungdoms (undertiden vexlende) Domme over en Del af de mest fremragende Personligheder i dansk og nordisk Kultur. Man finder her uforbeholdent udtalte hans Ungdoms ærlige, stundom noget hildede Anskuelser om det Religiøse og det Sædelige, hans fribaarne, altid vel overvejede Tanker om det Antike og det Moderne, om Syden og Norden, om Kunst og Poesi, om dansk og europæisk Politik. Man ser ham i hans Kamp for at forme sig en Livsbetragtning og ser den grundigt omformes hos ham.

Man møder her den djærve, Poul Møllerske, som den fine, Paludan-Müllerske Side af hans Væsen. Man følger ham paa alle hans Ungdoms Rejser og oplever med ham de første Indtryk, han modtager af Rom, som senere af London og Paris, og er Vidne til hans rastløse Iver for at bearbejde alle modtagne Forestillinger. Man ser ham her forberede og begynde den Virksomhed i Hjemmet som Taler og Skribent, hvorved han opnaaede en saa afgjørende Indflydelse paa sin Samtid og gjorde sig selv og sit Fædreland lige megen Ære. Man finder endelig her de første Spirer til alle hans Bøger.