Danmarks Breve

HVIRVELVINDEN OG KIRKETAARNET. Kirke...

s. 229 HVIRVELVINDEN OG KIRKETAARNET.

Kirketaarnet stod oppe paa Bakken for Enden af Landsbyen; Hvirvelvinden susede og fløjtede gjennem dets aabne Lydhuller. Tilsidst syntes Kirketaarnet, at det blev for galt og sagde:

«Naa, naa, saa sagte! Det værker i mit gamle Hoved! Det ender med at Du faar mine Klokker til at ringe, saa Folk troer, at de skal i Kirke. Men det gaar ikke an, for det er Mandag.»

«Det skulde more mig, sagde Hvirvelvinden, «om jeg kunde faa Dig til at gjøre Spilopper paa dine gamle Dage og ringe Folk til Kirke om Mandagen. Frisk heran, lad os forsøge!»

«Er Du gal?» sagde Kirketaarnet. «Saadan en Landstryger, som Du, troer nok, at Du kan tillade Dig hvad det skal være. Du har ikke engang Indfødsret. Men husk paa, at jeg er fast ansat, jeg hører til Folkekirken og beskyttes som saadan af Staten. Jeg er højkirkelig; jeg er et Monument; min Præst er Provst, og min Skolelærer er i Rigsdagen, saa hans Kone maa besørge Ringningen. Det vilde være en net Historie, om jeg for dine Lapseriers Skyld skulde komme i Avisen for Pligtovertrædelse. Jeg har ellers, Gud ske Lov!, kun været der én Gang, og det var, naar jeg selv skal sige det, paa en smigrende Maade, for der var to Personer, som disputerede, om jeg var fra Erik Ejegods eller fra Erik Lams Tid.»

«Aa, hvor Du er kjedelig, din gamle Tverdriver!» sagde Hvirvelvinden. «Jeg er næsten hver evige Dag s. 230 i Avisen, enten i Indlandets eller i Udlandets. Snart blæser jeg en gammel Skorsten om og snart puster jeg til en Ildebrand; snart blæser jeg op i Pigernes Skjørter og snart blæser jeg Hatten af Hovedet paa Kongen.»

«Maa jeg bede Dig om at tale med Respekt,» sagde Kirketaarnet.

«Aa, jeg har saamænd ogsaa blæst Kroner af Kongers Hoveder ….»

«Nej, nu bliver det virkelig for galt! Skjoldungerne ….»

«Ha, ha, ha!» lo Hvirvelvinden. «Stakkels gamle Taarn! Og imedens har du staaet her paa den samme Plet lige fra Erik Ejegods Tid. Jo, det maa være en dejlig Fornøjelse! En elendig stavnsbunden Tilværelse!»

«Hvad kan saadan en vindig Person dømme derom?» sagde Kirketaarnet krænket. «Jeg glæder mig ved i alle mine Dage at have staaet i det smukkeste og fredeligste Forhold til alle mine Kolleger i Omegnen. Der ovre i Vest-Nord-Vest ser jeg i en halv Mils Afstand min yngre Broder, Annextaarnet i Nidløse; i Nord, tre Fjerdingvej borte paa den anden Side Fjorden, Taarnet i Ondløse, og lidt til Siden for det skimter jeg i klart Vejr min højærværdige Foresatte, Taarnet paa Domkirken; i Syd Taarnet i Smørum, og i Øst Taarnet i Grøderup. Jeg mindes saa levende, hvordan jeg for 87 Aar siden maatte laane min Embedsbroder i Grøderup min Sprøjte, da der var Ild i ham. Mens Du har gjort Blæst og Spektakel s. 231 og Skandale, har der aldrig været et ondt Ord imellem os, kan jeg sige Dig.»

«Nej, det vil jeg gjerne tro,» lo Hvirvelvinden. «I har staaet og gloet paa hinanden i mange hundrede Aar, altid fra den samme Kant, altid i den samme Retning; det maa jo være til at blive gal over af Kjedsommelighed. Nej, da kan Du tro, at jeg har gjort Rejser og set alle Ting fra alle Kanter. Jeg oplever Noget; jeg lever med det Land, hvor jeg blæser i. Jeg er glohed i Afrika og iskold ved Nordpolen; jeg fylder mig med Sand i Ørkenen og med Stenkulsrøg i England. I Nat skal jeg ud paa Atlanterhavet og imorgen være i Amerika.»

«Hu, ha!» sagde Kirketaarnet og gøs, saa der faldt Kalk ned af det.

«Ja ikke sandt! Det er et andet Slags Liv; man rører sig dog i Verden, man udretter dog Noget.»

«Udretter Noget! Hvilken forargerlig Snak! Hvad gjør Du Andet end Skade?»

«Kalder Du det Skade,» sagde Hvirvelvinden lidt sagtmodigere, «at jeg blæser alt Det overende, som ikke kan staa paa sine egne Ben? At jeg river de visne Blade af Træerne om Efteraaret? Jeg vil sige Dig, at skjønt det sukker og klager i Skoven, naar jeg farer igjennem den, saa takker den mig dog om Foraaret, for at der er Plads til nyt Løv. Træerne er ikke saa stive som Du. Kalder Du det Skade, at jeg paa mine Rejser tager Blomster, Spirer og Frø med mig fra det ene Land til det andet?»

s. 232 «Og Snavs,» sagde Kirketaarnet ved sig selv.

«Nej, min gamle Ven,» sagde Hvirvelvinden og blæste atter friskere op, «det er mig, som sørger for Omsætningen; det er mig, som er Fremskridtets Aand. Du er gammel nok, men jeg er dog meget, meget ældre; jeg er lige saa gammel som Verden, og endda er jeg flinkere tilbens og meget rørigere end Du er. Jeg er en Magt, jeg er et Princip,» sagde Hvirvelvinden og lo overmodig.

«Du et Princip!» udbrød Kirketaarnet forbitret. «Du, som er det Principløseste af Alt i Verden; Du, som mangler enhver Basis i Livet. Provsten siger selv om Dig, at man véd ikke, hvorfra Du kommer, og ikke, hvorhen Du gaar. Nej, jeg er et Princip, er jeg. Jeg er historisk, jeg er bygget paa Kampesten. Du flakker om uden Plan og Med, bare fordi Du ikke er Andet end Vind; jeg staar fast paa min Plads, hvordan saa Vinden blæser, gjør jeg. Du gaar dog kun langs hen ad Jorden, ligesom Dyrene; men jeg hæver mig opad mod det Højere som Menneskene. Man skulde tro, at Du manglede Sans for det Skjønne i at jeg saaledes hæver mig.»

«Ja, ja, Kirketaarn! Nu er jeg kjed af at tale med Dig. Hæv Du Dig kun op mod det Højere, saa meget Du kan, Du kommer dog vist aldrig en Tomme tilvejrs. Tiden gaar umaadeligt hurtig for mig, fordi jeg har saa travlt og idelig er paa Færde. Det vil derfor kun vare en kort Tid for mig, inden jeg skal se Dig falde hen, enten Du saa er et Princip eller ikke.»

s. 233 «Troer Du det? Det skal vi faa at se.»

«Ja, det skal vi faa at se. Tak mig nu, inden jeg farer bort igjen, for at jeg har ryddet lidt op i Dig og blæst Spindevævene bort fra Krogene i dit gamle Hoved. Farvel, nu gaar jeg tilsøs.»

Og bort foer Hvirvelvinden med en saadan susende Fart, at Kirketaarnet næsten tabte Vejret og havde ondt ved at holde sig oprejst.

«Gud ske Lov, at han er borte,» sagde Taarnet, da det atter var blevet stille. «Det stille Vejr passer dog bedre for den danske Natur. Det er alligevel ganske morsomt at faa en Passiar engang imellem. Man kan dog snakke med ham!»